Hvad bragte dig til Rexburg?

Efter at have boet flere årtier et sted, hvor medlemmer af Kirken udgør en minoritet, flyttede min mand og jeg til et nabolag i Rexburg i Idaho i USA, hvor der kun boede to familier, der ikke var medlemmer af Kirken. Vi var heldige at blive naboer til en af de familier.

Faderen var i gang med at slå græs, da vi for første gang kørte ind ad vores indkørsel. Min mand og jeg gik over græsplænen for at præsentere os. Idet jeg rakte hånden frem, spurgte jeg: »Hvad har bragt jeres familie til Rexburg?«

Han svarede: »Mit arbejde – og at vi specifikt søgte efter en by, der havde behov for Kristus.«

Jeg havde det som om, at nogen havde smidt en spand koldt vand i ansigtet på mig, men jeg smilede bare. I det øjeblik besluttede jeg mig for, at uanset, hvad vores nye nabo sagde eller gjorde, så ville vi være de bedste naboer, den familie nogensinde havde haft. Vi ville ved enhver kontakt forsøge at behandle dem på en venlig, kærlig og fornuftig måde, som Frelseren ville.

De efterfølgende otte år bragte mange fælles aktiviteter mellem vores familier. Moderen blev inviteret med i kirke og deltog i Hjælpeforeningens aktiviteter. Hun inviterede mig og mange af vore sidste dages hellige naboer med til en kristen minilejr for kvinder, der blev sponseret af hendes kirke. Min mand og jeg blev inviteret med til deres børns danseforestillinger og klaverkoncerter. Deres familie blev inviteret med til nabolagets grillaftener og vejfester. Og deres ældste børn ringede til os, når de havde brug for et lift hjem fra arbejde, når de ikke kunne få fat på deres egne forældre.

Deres forældre var bekymrede for, at deres børn ville begynde at blive lidt for begejstrede for sidste dages hellige, så de lod ikke deres sønner komme til menighedens spejderprogram. Men vores hjem blev betragtet som et sikkert sted, hvor de lod deres børn komme og lege, når vi fik besøg af vores børnebørn.

Hver eneste gang vores naboer forsøgte at hjælpe os med at se »den forkerte retning vi gik i«, mindede vi dem om, at vi havde den største respekt for deres overbevisning og livsstil og måden, hvorpå de opdragede deres børn. Vi tilføjede så, at vi forventede samme respekt for vores overbevisning, som også hvilede på Frelsers lærdomme.

Når moderen forsøgte at danne en større kløft mellem vores forskelligheder, ved at hævde, at sidste dages hellige troede på en »anderledes Jesus«, mindede jeg hende om, at vi begge havde tro på, at han var guddommelig og var Guds elskede Søn. Med tiden opbyggede hun og jeg et varmt og venligt venskab.

Deres familie flyttede uden at tilslutte sig Kirken. Men hvis de kan sige: »Vi boede blandt sidste dages hellige; de er gode og respektfulde mennesker med et oprigtig hjerte,« så føler jeg, at vi lykkedes i at være gode naboer og i at hjælpe dem med at være mere åbne og retfærdige i deres vurdering af sidste dages hellige.