2013
Hvorfor og hvad skal jeg bekende til min biskop?
Oktober 2013


Hvorfor og hvad skal jeg bekende til min biskop?

Billede
Ældste C. Scott Grow

Det er en særlig del af din biskops kaldelse at hjælpe dig til at omvende dig. Din samvittighed fortæller dig, når du har brug for at tale med ham.

Du kan måske undre dig over, hvorfor du er blevet belært om, at du skal bekende over for din biskop eller grenspræsident, når du har begået alvorlige synder. Du siger måske til dig selv: »Er omvendelse ikke en personlig sag mellem mig og Herren? Hvis jeg er ophørt med min forkerte adfærd og har bekendt det over for Gud, hvorfor har jeg så brug for at tale med min biskop?«

Billede
A young woman seated across the desk from her bishop.

Fotoillustrationer: Christina Smith

Hvorfor biskoppen og ikke en anden?

Mange unge har det bedre med at bekende deres fejl til deres forældre eller ungdomsledere. Selv om dine forældre og ledere kan give dig den nødvendige hjælp og råd, så har Herren erklæret, at biskoppen er almindelig dommer i Israel (se L&P 107:72, 74). Han har ansvaret for at afgøre værdigheden hos medlemmerne i hans menighed. Ved ordination og retskaffen levevis er biskoppen berettiget til åbenbaring fra Helligånden angående medlemmer i hans menighed, inklusive dig.

Biskoppen kan hjælpe dig gennem omvendelsesprocessen på måder, som dine forældre eller andre ledere ikke kan. Hvis synden er alvorlig nok, kan han afgøre om dine privilegier i Kirken skal begrænses. Fx kan han som led i din omvendelsesproces bede dig om at afstå fra at tage nadveren eller udøve præstedømmet i en periode. Han vil arbejde med dig og afgøre, hvornår du igen er værdig til at genoptage disse hellige aktiviteter.

Din biskop vil vejlede dig i, hvad du kan gøre for at styrke din evne til at modstå fristelse. Han kan måske opmuntre dig til at studere et evangelisk emne, såsom omvendelse, og derpå fortælle ham om det, du har lært. Han kan måske bede dig om at tale med ham hver uge for at høre, hvordan det går med at holde dig fra fristende situationer.

Hvornår bør jeg tale med ham?

Du tænker måske: »Det hele lyder meget godt, men hvordan ved jeg, hvornår jeg har gjort noget, der er alvorligt nok til, at jeg skal tale med biskoppen?« Det korte svar: »Det vil din samvittighed fortælle dig.« Når du føler dårlig samvittighed, så reagér med de samme (se Alma 34:31-34).

Kong Benjamin har undervist i følgende omkring omvendelse: »Jeg kan ikke fortælle jer alt det, hvori I kan begå synd; for der er forskellige udveje, ja, så mange, at jeg ikke kan tælle dem« (Mosi 4:29). Så frem for at give dig en detaljeret liste over ting, som du kan bekende til biskoppen, så lad mig i stedet fortælle om nogle principper, der kan hjælpe dig til at træffe den afgørelse.

Hvad skal jeg bekende?

Jeg ved, at du har forsøgt at være lydig, men måske har du begået nogle fejltagelser – måske endda alvorlige fejltagelser. Mange af de fejltagelser, som mennesker begår, kan løses gennem personlig bøn og oprigtig omvendelse. Nogle fejltagelser, især dem angående umoralitet, kræver bekendelse hos biskoppen, før du kan modtage Herrens tilgivelse.

Når du tænker på de fejltagelser, du har begået, så føler du måske skyld, uro, er ked af det, eller du er måske endda ulykkelig. Hvis du har nogen af disse følelser, så har du nok brug for at tale med din biskop omkring disse fejltagelser.

Forsøg ikke at komme med undskyldninger eller at rationalisere dig ud af det. Du tænker måske: »Det er for pinligt at fortælle biskoppen, hvad jeg har gjort. Han tror, at jeg er en bedre person end det. Han bliver chokeret, hvis jeg fortæller ham om det, jeg har gjort. Så vil han ikke kunne lide mig mere.«

Jeg lover dig, at han ikke vil dømme dig. Som Herrens tjener vil han være venlig og forstående, når han lytter til dig. Han vil hjælpe dig gennem omvendelsesprocessen. Han er Herrens budbringer, der bringer barmhjertighed for at hjælpe dig til at blive ren gennem Jesu Kristi forsoning.

Herren har sagt: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.

Heraf kan du vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:42-43).

Når du bekender og aflægger dine synder, vil Herren tilgive dig. Du skal ikke stå til ansvar over for ham for disse synder, når tiden kommer, hvor du skal dømmes.

Hvad, hvis jeg ikke bekender?

Nogle gange holder en person op med at gøre det forkerte, men bekender aldrig, når der er behov for det, til sin biskop. Som konsekvens heraf fortsætter personen med at bære syndens byrde alene i stedet for at lade Frelseren tage byrden væk.

Lad mig give dig et eksempel. En aften for et par år siden, havde jeg interview med nogle voksne, der skulle have fornyet deres tempelanbefaling. En midaldrende kvinde kom ind på mit kontor, for at blive interviewet. Hun var gift i templet og havde været aktiv i Kirken hele sit liv.

Jeg fornemmede en dyb sorg i hendes sjæl. Efterhånden som interviewet skred frem, modtog jeg en åndelig tilskyndelse. Jeg sagde til hende: »Søster, jeg har fået en tilskyndelse om, at du begik en alvorlig fejltagelse, da du var teenager, som du ikke har bekendt til en præstedømmeleder. Vil du fortælle mig om det?«

Hun begyndte straks at græde. Hun fortalte mig, at det var rigtigt, men hun havde altid følt sig for flov til at bekende det til en biskop. Mens hun bekendte det, hun havde gjort, fortalte hun tilstrækkelige detaljer til, at jeg kunne afgøre hendes værdighed.

Bekendelsen af hendes synd til en præstedømmeleder markerede slutningen på hendes omvendelsesproces, snarere end begyndelsen af den. Hun havde i mere end 30 år båret unødvendigt rundt på den byrde og sorg.

Fordi hun fuldførte det sidste skridt i omvendelsen, blev hendes skyld fejet bort. Jeg så hende af og til efter interviewet den aften. Hun havde en lysende udstråling, og hun var glad.

Jeg vil gerne lade jer vide, at jeg ikke husker hendes navn. Herren kan fjerne sådanne minder fra biskopper. Det, jeg dog kan huske, er, at gennem bekendelsen til sin præstedømmeleder, blev en midaldrende kvinde lettet for følelser af skyld, som hun havde båret på i alt for mange år.

Gør ikke denne fejltagelse. Hvis du har skyldfølelser, men ikke er sikker på, om du skal bekende dig til biskoppen, så tag fat i ham. Lad ham hjælpe dig. Lad være med at risikere at bære rundt på en unødvendig byrde hele dit liv, som vil få dig til at føle dig ulykkelig. Gennem din bekendelse til biskoppen og din omvendelse, vil Herren løfte den byrde fra din sjæl (se Es 1:18).

Hvorfor skal jeg omvende mig?

Billede
A young woman seated across the desk from her bishop.

Gennem sit sonoffer betalte Jesus Kristus prisen for hele menneskehedens synder. Han indbyder dig til at omvende dig og undgå yderligere sorg og lidelse. »Omvend dig, for at … dine lidelser ikke skal blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke.

For se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg …

Derfor befaler jeg dig atter at omvende dig … og at du skal bekende dine synder, for at du ikke skal lide disse straffe, hvorom jeg har talt« (L&P 19:15-17, 20).

Jeg vidner om, at Jesus Kristus allerede har betalt prisen for dine synder gennem sine lidelser. Du kan blive tilgivet, for så vidt du omvender dig. Prøv ikke selv at betale prisen for dine synder. Ingen del af dine egne lidelser vil forløse dig; kun gennem forsoningen kan du modtage tilgivelse.

Må du udøve tro på Jesus Kristus og hans forsoning. Jeg vidner i Jesu Kristi navn om, at gennem omvendelse, heriblandt bekendelse til din biskop, når nødvendigt, vil du blive ren. Herudover kan du gennem Frelserens nåde – hans styrkende kraft – blive styrket i din evne til at modstå fristelse i fremtiden. Herved vil du have sindsro og glæde i dette liv, og du vil arve evigt liv i den tilkommende verden.