Et julemirakel

Billede

Drawing of a sick husband with his wife in a hospital bed

Illustration: Julie Rogers

I aften føles mit hjerte varmt. Ganske vist knust, forslået og sønderrevet. Men vidunderligt varmt. Jeg føler en intens taknemlighed – en taknemlighed så dyb og omfattende, at det er som om, der har åbnet sig et nyt rum i min sjæl, en så tilfredsstillende og personlig taknemlighed, at den ikke kan holde op med at løbe ned ad mine kinder som tyste tårer. Min mand trækker vejret. Jeg kan høre hans dybe og bløde vejrtrækning.

Det er kun et par uger siden, at jeg kravlede op i hans hospitalsseng og fandt et sted mellem alle ledningerne på hans bryst, hvor jeg kunne hvile mit hoved og ignorerede, at det barn, vi venter os, sparkede blidt. At høre hans hjerteslag i mit øre er en oplevelse, der har brændt sig ind i min erindring for evigt.

Hans hjerte banker stadig. Ikke så godt som det gjorde inden hjerteanfaldet. Men det banker stadig.

De varme julelys, der er hængt op i rummet, gør mig veltilpas på mere end en måde. Deres bløde skær skaber en behagelig atmosfære, men den virkelige hygge ligger i at vide, at rigtige venner var villige til at droppe deres egne planer for lillejuleaften for at udsmykke Brians rum, da han blev flyttet fra intensivafdelingen. Det meterhøje juletræ står i vinduet som et symbol på deres kærlighed.

Hvordan skal jeg takke vore venner? Mon de nogensinde vil vide, hvor stor en hjælp de var, og hvor taknemlig jeg er? Mens mine tanker kun drejede sig om min mand, tog de sig kærligt af mine børn, gjorde mit hus rent, fyldte mit køleskab, vaskede vores tøj, pakkede vore julegaver ind og viste mig så meget kærlighed gennem kram, mad, gavekort, kontanter, opkald, sms’er, e-mail, kanelduftende grankogler og en kuffert fuld af julepynt. De græd med mig, og de bad og fastede. I alt dette gav de mig den dyrebareste gave, de kunne, nemlig deres tid. Hvor jeg dog elsker dem alle sammen!

Jeg tror, jeg sover godt i nat, for jeg er svøbt ind i en tilsyneladende endeløs taknemlighed for dem alle.

Men mest af alt er jeg Herren taknemlig for min mands liv – hans dybe vejrtrækning, hans bankende hjerte og hans levende legeme og sjæl. Hans liv er mit julemirakel.