Han har brug for min tjeneste nu

Jeg sidder ved symaskinen og syer flonelstykker sammen. Børnemønstre i bløde farver pryder tæppet øverst og koordinerede farver udgør bagsiden af det babytæppe, jeg syer.

Hjælpeforeningen i vores menighed laver sæt til nyfødte børn i fattige og katastroferamte områder. Jeg er en amatør, når det gælder syning, men jeg er opsat på at deltage. Jeg kan godt lide at vælge stof til projektet og klippe det ud i firkanter, der passer til tæppet.

Jeg syer de rigtige sider på stoffet sammen og syer rundt i kanten og lader et stykke stå åbent, så man kan vende indersiden udad på tæppet. Så syer jeg kastesting langs kanterne, klipper hjørnerne og vender tæppet, så de farverige sider vender udad og hæfter de åbner sider sammen.

Jeg syer langs kanterne for at forstærke sømmen. Jeg lægger forsigtigt stoffet i symaskinen og kører hurtigt. Da jeg skynder mig for at blive færdig, så jeg kan passe mine huslige pligter, er der en tanke, der rammer mig: »Hvad nu, hvis jeg syede dette tæppe til det lille barn Jesus?«

Den tanke fik mig til at tage det roligt og være omhyggelig med at strække sømmen. Selvom jeg var omhyggelig, blev sømmen ikke helt lige.

Dernæst syer jeg en 25 cm stor firkant på midten for at få for- og bagside til at hænge ordentligt sammen. Jeg laver et stort papirmønster, lægger det midt på tæppet og markerer rundt om. Så lægger jeg stoffet rigtigt på, drejer forsigtigt nålen ned og syer forsigtigt.

Da jeg er færdig, klipper jeg trådene af og trækker ud i det færdige tæppe. Det er ikke firkantet – det er en mellemting af en trapez og et parallelogram.

Jeg lægger tæppet til side, finder noget nyt stof frem og begynder igen – og gør mig endnu mere umage for en værdig gave til gudebarnet. Men selv med den ekstra umage blev resultatet ikke meget bedre. Ingen af de tæpper, jeg syer, er perfekte.

Jeg føler ikke, at jeg kan være bekendt at tage nogen af tæpperne med til indsamlingsstedet, i hvert fald ikke i år. Hvis jeg bliver ved med at øve mig, kan det være, at jeg en dag kan bidrage med noget.

Så slår en anden tanke mig: »Hvis du venter til dine tæpper er perfekte, så er Jesusbarnet nok i Egypten.«

Jeg forstår. Muligheden for at tjene ville være forpasset. Frelseren godtager vores offer og bidrag, når vi gør vores allerbedste, hvor utilstrækkeligt det end måtte være. Jeg ved, at et nyfødt barn, der er svøbt i et blødt, rent tæppe, godt kunne sove i det, selvom hjørnerne ikke er lige.

Når jeg overvejer, hvorvidt min indsats vil gøre indhug i alle verdens behov, kommer jeg i tanke om Kristi ord: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

Så jeg fortsætter med at sy tæpper og arbejder på at gøre dem så pæne, som jeg kan. Jeg ved, at der er et behov for dem nu og ikke i en fjern fremtid, hvor jeg er blevet mester i at sy.