Jul under bølgeblik

Billede

illustration of a soldier decorating a tree for a family

Da jeg var udstationeret i Manilla i Filippinerne under Anden Verdenskrig, mødtes jeg ofte med en lille gruppe af andre sidste dages hellige værnepligtige for at holde nadvermøde. Under et af møderne bemærkede jeg en filippinsk kvinde bagest i vores udbombede bygning gennem en åbning, som engang havde været en dør. Jeg tænkte, om hun var blevet draget af vores sang. Hun var forsvundet, da vi åbnede vore øjne igen efter bønnen.

Hun kom tilbage senere, og vi inviterede hende med til vores møde. Hun hed Aniceta Fajardo, og hun blev gladeligt venner med os. Efterhånden som hun fortsatte med at komme til vore møder, lærte hun mere om Jesu Kristi evangelium.

Da julen nærmede sig, besluttede vi at give Aniceta og hendes familie nogle julegaver. Vi samlede dåser med mælk, kød og grøntsager, et par tæpper og en førstehjælpskasse med penicillin til Anicetas syge barnebarn.

Da det blev juleaften, tog vi gaverne på nakken og gik hen til Anicetas hjem. Hun boede sammen med sin datter og barnebarn under nogle plader af bølgeblik, som stod op ad en murstensvæg, der var det tilbageblevne af en søndersprængt bygning. Vi undrede os over, hvordan de overlevede med så beskedent et ly mod den tropiske regn, der var så udbredt på den årstid.

En af vore mænd brækkede en gren af et mangotræ og satte den i jorden. Vi fandt lidt affald, som vi pyntede grenen med.

Aniceta og hendes familie så glade og måbende til. Da de så gaverne, vi havde taget med, løb deres begejstring over i taknemlighed og glædestårer. De havde hverken set eller spist sådanne fødevarer i lang tid, og de græd så meget i en tid, at de slet ikke kunne tale.

Da det jo var jul, gik vore tanker til vore kære derhjemme. Jeg tænkte på et telegram, jeg havde modtaget to dagen inden, som informerede mig om, at jeg var blevet far. Vi gav udtryk for vore følelser og afsluttede med vore vidnesbyrd om Frelseren og det gengivne evangelium.

Vi forsikrede denne skønne familie om Frelserens kærlighed til dem. De fandt trøst i vore ord, og en følelse af fred varmede natteluften. Så sagde vi farvel til vore kære venner og ønskede dem god jul.

Snart efter blev jeg forflyttet til et nyt område, og jeg så aldrig Aniceta og hendes familie igen. Men år senere åbnede jeg Church Almanac på et afsnit om Filippinerne og læste, at Aniceta Pabilona Fajardo var den første filippiner, der havde tilsluttet sig Kirken på øerne.¹ Det er en vidunderlig velsignelse at tænke på de frø, vi såede ved juletid i 1945.