Frelseren og nadveren

Billede

A young man taking the sacrament.

Hvad tænker I på, når I spiser nadverbrødet og drikker vandet, eller når I forbereder, velsigner eller omdeler nadveren? Mange af os tænker på vore pagter, og hvordan vi lever. Vi tænker over vore synder og beder om tilgivelse og beslutter os for at forbedre os.

Det er vigtige aspekter af nadveren. Derudover er der noget andet at tænke over – noget der er så grundlæggende og særligt, at det er en del af selve nadverbønnen. Det er ihukommelsen af Jesus Kristus, Guds Søn, verdens Frelser. De, som spiser af brødet lover, »at spise til erindring om … Søn[nen]s legeme … og altid erindre ham« (L&P 20:77). Ligeledes lover de, som drikker vandet, »at gøre det til erindring om …Søn[nen]s blod … at de altid erindrer ham« (L&P 20:79).

Valget om at erindre Frelseren og hans sonoffer er grundlæggende for nadveren. Som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »I nadverbønnernes enkle og smukke sprog … synes det vigtigste ord, vi hører at være erindre. Det, der er understreget i begge bønner, er, at alt dette gøres til erindring om Kristus. Ved at deltage bevidner vi således, at vi altid vil erindre ham, så vi altid kan have hans Ånd hos os.«¹

Billede

Frontal head and shoulders portrait of Jesus Christ. Christ is depicted wearing a pale red robe with a white and blue shawl over one shoulder. Light emanates from His face.

Frelseren fremhævede den samme pointe, da han indstiftede nadveren med sine apostle under påsken i Jerusalem på sin tjenestegernings sidste aften – den aften han led for os i Getsemane have, inden han igen led på korset. Da han for eksempel, efter at have givet dem brødet sagde »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« (Luk 22:19; se også Matt 26:26-28).

På den første dag under Frelserens besøg blandt nefitterne underviste han dem om nadveren. Igen bad han dem om at deltage til erindring om sit legeme og blod og fortalte dem, at når de gjorde det, ville det »være et vidnesbyrd for Faderen om, at [de] altid erindre[de ham]« (3 Ne 18:7). Så gav han dem dette løfte: »Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer« (3 Ne 18:11).

Sikke en vidunderlig velsignelse! I en verden præget af udfordringer, uro og fristelser, som konstant kan føre os på afveje, er der så nogen vigtigere gave at have? Ved at have Ånden hos os kan vi kende sandheden i alt (se Moro 10:5). Det vil give os kraft og visdom til at leve på den måde, som Herren ønsker af os, til at træffe de rette valg, tjene trofast og blive ham lig.

Hvad kan I gøre for at erindre ham, når I deltager i nadveren hver uge? Hvad kan I gøre for altid at erindre ham – hele ugen og livet igennem?

Jeg opfordrer jer til at grunde over disse spørgsmål og forpligte jer til altid at erindre Frelseren. I vil blive forbløffede over, hvordan det vil ændre jeres liv.