Kirken i Sverige: Vækst, emigration og styrke

Kvinderne, der havde modtaget evangeliet, blev stærke grundpiller i Sverige. Et eksempel er Britta Olsdotter Persson, hun var den første til at tage imod evangeliet i Vingåker. For at hjælpe sin familie rejste hun i 1877 til Stockholm for at sælge sine væverier. Der mødte hun missionærerne og indså, at de underviste hende i sandheden, og hun blev døbt i en alder af 50 år.

Hendes omvendelse og tapre indsats for at fremme Herrens værk førte med tiden til flere dåb, og der blev oprettet en gren i Vingåker. Hendes efterkommere er stadigt aktive i Kirken. Søster Perssons tipoldebarn, Laila Krylborn, har bemærket: »Det er skønt at se, hvad der er sket i vore børn og børnebørns generation. Nu er der adskillige præstedømmebærere og missionærer i vores familie.«

En anden kvindelige pioner var Lovisa Munter fra Uppsala. Hun blev medlem i 1866 og var trofast til sin død som 91-årig. Mangt en søndag tog hun hen til forsamlingsstedet, tændte for lyset og ventede på, at der kom andre medlemmer. Ofte kom der ikke nogen. Klokken 11 kunne hun finde på at sige til sig selv: »Man kan ikke lade Gud vente.« Så sang hun en salme, bad en bøn, holdt en lille tale og afsluttede med en anden sang og bøn.

Når søster Munter havde mulighed for at tage toget til Stockholm, delte hun skrifter ud om Kirken. Hendes arv af tro lever videre, adskillige af hendes efterkommere er vendt tilbage til Sverige som missionærer.³

Missionærerne besøgte også Smedjebacken, en by i Dalarna. Blandt flere andre blev familien Jansson medlemmer af Kirken i 1886. En efterkommer i den familie var Reid Johnson, der kom til Sverige som missionær efter Anden Verdenskrig. Han vendte tilbage adskillige gange efter sin mission – som missionspræsident, regionalrepræsentant og tempelpræsident. Familien Jansson kom også senere til at tælle profetens hustru, søster Frances Monson.

Kirkens medlemmer blev voldsomt forfulgt i flere årtier. Mange missionærer blev kastet i fængsel, blandt andet Mikael Jonsson, en indfødt svensker. Han blev arresteret i 1852 og ført 770 km i lænker til Malmø, hvor han blev kastet i slotsfængslet. Udmarvet af sult og udmattelse. Han fik besøg af en præst, som fandt, at ældste Johnsson var en intelligent mand med en smule uddannelse. Præsten erklærede sig villig til at hjælpe ham og lovede ham endog videre uddannelse – på betingelse af, at han sluttede sig til lutheranerne og afsværgede sig »mormonismen.« Ældste Jonsson ville ikke fornægte sin tro, så han blev deporteret.⁴

En anden trofast missionær var Carl A. Carlquist. Han blev født nær Vänersborg i 1857. Som 17-årig nærede han et stærkt ønske om at forkynde evangeliet og blev kaldet til at dele kirkeskrifter ud omkring Jönköping. Han var fattig, så medlemmerne af hans gren, syv enker og deres børn, skaffede ham en pæn jakke og støvler. Carl havde ingen overfrakke, da vinteren satte ind, men han fik lov til at låne en nogle få timer hver dag af nogle medlemmer, når de ikke skulle bruge deres.⁵

Carl emigrerede senere til Utah, hvor han giftede sig med Hulda Östergren, som var af svensk afstamning. Han vendte to gange tilbage til Sverige på mission, blandt andet som missionspræsident for Den Skandinaviske Mission. Meget af hans sidste mission blev brugt på at gendrive falske påstande om Kirken af P.E. Åslev, en præst som havde boet i Salt Lake City, og som blev hyret til at piske en stemning op imod mormonerne i Sverige. Åslev skrev fx i 1912 en artikel i avisen, Svenska Dagbladet, hvori han hævdede, at bror Carlquist var polygamist.⁶ Carls indsats omfattede også et besøg hos kong Gustaf V og gendrivelse af Åslevs påstande ved offentlige møder.⁷

Et lokalt medlem af kirken, Einar Johansson, tilbød at tale for Kirken for at hjælpe med at bekæmpe Åslevs anklager. Han tog tiltag til en rettergang, eftersom Åslev også havde hævdet, at Kirkens missionskontor »drev hvid slavehandel,« hvilket var en æreskrænkende udtalelse.⁸ Bror Johansson fik stor betydning som leder i Kirken i Sverige, han var blandt andet grenspræsident i Stockholm.⁹

Trods forfølgelse på den tid var der mange, der lod sig omvende til evangeliet. Året 1862 topper til dato, for der lod 640 sjæle sig døbe og bekræfte som medlemmer. Men de fleste af de nye medlemmer rejste snart til Utah. På det tidspunkt opmuntrede lederne til denne emigration for at styrke Kirken i Utah. Resultatet af den emigration ses stadig i dag, hvor omtrent halvdelen af Utahs indbyggere kan spore deres rødder tilbage til Skandinavien.

Præsident Joseph F. Smith besøgte dog Stockholm i 1910, hvor han opfordrede medlemmerne til at blive og opbygge Kirken i Sverige.

Da Anden Verdenskrig brød ud, måtte alle amerikanske missionærer vende hjem. Så man bad lokale svenske mænd om at tjene som missionærer. C. Fritz Johansson, der havde tilsluttet sig Kirken i 1931, blev kaldet som ny missionspræsident. Et år inden krigen havde han solgt sin købmandsforretning, og han blev sammen med sin hustru og sine tre børn missionær. Da krigen var forbi, blev præsident Johansson og syv missionærer fra Sverige kaldet til at genåbne for missionering i Finland, der var blev indstillet på grund af krigen.

Da der vendte amerikanske missionærer tilbage til Sverige i 1946, lavede de klasser, hvor de underviste i engelsk som en del af deres missionering, og mange af deres elever blev medlemmer af Kirken. Denne vækst varede dog ikke ved, for mange svenske medlemmer emigrerede til Utah. Frygt for tidligere fjender, opmuntring fra missionspræsidenten og en chance for at modtage sine tempelordinancer motiverede 250 aktive medlemmer til at forlade Sverige i årene 1948 til 1950.

Familien Oskar og Albertina Andersson var en af de familier, som blev medlemmer af Kirken i 1915. Efter Anden Verdenskrig traf Oskar, Albertina og syv af deres børn, som havde giftet sig med andre medlemmer, en hjerteskærende beslutning om at sælge alt, hvad de ejede og »rejse til Zion.« Fra 1949 til 1950 forlod 29 medlemmer af familien Andersson Sverige. Oskar og Albertina efterlod deres hjem, tre børn og fire børnebørn, som de aldrig så igen. De ankom til en ørken og en by, hvor folk talte et sprog, de ikke forstod. Men for disse trofaste medlemmer var det at være tæt på templet vigtigere end noget andet.

Medlemmer af familien Andersson har siden tjent som missionærer og kirkeledere i alle dele af verden, blandt andet som områdepræsident i Afrika og tempelpræsident i Sverige.

Atter andre medlemmer af Kirken besluttede sig for at blive i Sverige og blev ledere der. En af dem er Bo Wennerlund, der som ung far lod sig døbe i 1949. Han blev en vigtig leder i Kirken i Sverige. Han har tjent som missionspræsident, regionalrepræsentant og tempelpræsident.

Emigrationen hørte stort set op, da man indviede et tempel i Schweiz i 1955. I 30 år tog de svenske medlemmer den flere dage lange tur i tog, bus, bil og fly – adskillige gange om året.

Medlemmerne følte en utrolig glæde, da templet blev bygget i Stockholm og indviet i 1985. Berit Vennerholm, medlem af Västerhaninge Menighed, beskriver indvielsen som »en længe ventet og herlig begivenhed. Det, jeg husker bedst, er, at vi alle viftede med vores hvide lommetørklæde og råbte ›Hosianna!‹«

Billede

Gordon B Hinckley and Thomas S Monson at the Swedish Temple cornerstone ceremony in 1985.

Det viste sig, at Herrens hånd var indblandet i valget af templets beliggenhed. Efter mange drøftelser med mange kommunale myndigheder i Stockholm fandt man frem til to egnede byggegrunde. En komité bestående af lokale kirkeledere anbefalede den ene, men Kirkens præsident besluttede sig for den anden. Det viste sig at være en inspireret beslutning, eftersom den anden grund viste sig uegnet til et tempel.

Kirken havde længe kæmpet for at få positiv omtale i de svenske medier, og det lykkedes i 1984, hvor de unge Herrey-brødre vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix. Deres optræden på TV og nyhedsmedier gav Kirken god omtale, og mange unge mennesker sluttede sig til Kirken på den tid.

Sidst i 1980’erne var et andet medlem, der nød god omtale i pressen, den 35-årige amerikanske ambassadør i Sverige, Gregory Newell, som man ofte så i forskellige offentlige sammenhænge. Han vendte tilbage til Sverige i 2011 med sin hustru for at præsidere over Den Svenske Mission i Stockholm indtil juli 2014.

Præsident Newell præsiderede over et voksende antal missionærer, det steg nemlig fra 84 til 205. Eftersom det er svært og dyrt at skaffe lejlighed i Sverige, beskriver han det som »et mirakel, at missionen var i stand til at finde 56 lejligheder mere til vore nyankomne missionærer.«

Billede

family with parents, children, grandmother

I efterkrigstiden er Sverige blevet et stadigt mere sekulariseret land. Men der er dog mange immigranter, som søger Gud. Hver sjette svenske medlem i dag er født uden for Sverige. Størstedelen af dem, der tilslutter sig Kirken i Sverige, er immigranter. Præsident Newell har kommenteret dette. »Brødre og søstre fra 28 forskellige lande har konverteret til Kirken i Sverige. Jeg har udtrykt mit synspunkt om, at Herren indsamler Israel ved at sprede dem fra deres fædrelande. Der sker en veritabel fremskyndelse af værket i vore dage i dette udsøgte land.«

Kirken vokser også blandt medlemmerne. Multistavskonferencer tiltrækker mange unge mennesker fra nabolandene og bidrager til stiftelse af nye familier. Det høje offentlige børnetilskud og betalt barselsorlov gør det muligt for par at stifte forholdsvis store familier.

I dag har de fleste af de unge, aktive medlemmer tjent på mission rundt om i verden. David Halldén er en af de hjemvendte missionær. Han tjente som den første missionær i Jekaterin i Rusland, og han har i dag en dejlig familie med seks børn. Han fortæller, hvordan evangeliet har hjulpet hans familie: »Der er så mange stemmer, der kan føre børnene på afveje. Evangeliet hjælper os til at styrke dem og vinde deres tillid.«

Til trods for det sekulære samfund og nogen dårlig medieomtale lever der mange trofaste medlemmer og kirkeledere i Sverige. Medlemmerne påskønner den hjælp, som Kirkens lære og aktiviteter er for familier og enkeltpersoner, og det er deres største ønske, at mange flere vil kunne modtage det glade budskab om Jesus Kristus og hans sonoffer.