Mors juletæppe
Jed Packer, Utah, USA
Illustrationer: Bradley Clark
En af de mest udfordrende oplevelser i mit liv fandt sted kort tid efter, at vores 10-årige datter var død af kræft i hjernen. Talemåden »du kan ikke tage det med dig« kom tydeligt til mig, da vi så os omkring på hendes værelse en lørdag eftermiddag.
Clarissa var væk, men der var stadig tydelige spor efter hendes jordiske ophold på hendes værelse. Nu stod vi med den skræmmende opgave, at vi skulle beslutte, hvad vi skulle gøre med hendes sager. Jeg vidste, at det ikke ville blive let at skille sig af med nogen som helst af hendes ting, især ikke for min hustru.
Midt i al virakken med hospitaler, kemoterapi og røntgenstråling havde vi ikke haft meget tid til at gøre rent og rydde op.
Minderne vældede ind over os, da vi pakkede de ting ned, som hun havde arrangeret på sit hovedgærde og sin boghylde. De havde alle betydet meget for hende – det var alt fra hendes yndlingstæppe, -bog eller -halskæde eller tøjdyr, skolebøger og fodbold. Min hustru snøftede, da vi spurgte, hvad vi skulle gøre med tingene.
Vi samlede mange af Clarissas bøger og tog dem med hen på skolen, så de andre børn kunne nyde godt af dem. Vi gav naboen hendes kommode. Noget af hendes tøj gik til kusinerne. At fokusere på at hjælpe andre gjorde den svære situation med at skille sig af med hendes ting lidt nemmere.
Da julen nærmede sig adskillige uger senere, spurgte mine to teenagedøtre deres mor om, de måtte bruge noget af Clarissas tøj til en særlig julegave. De udvalgte hvert stykke tøj ud fra de familieminder, der knyttede sig til det, og de klippede omhyggeligt firkanter ud af det, som repræsenterede særlige øjeblikke i hendes liv.
Nogle få dage inden jul viste de og den leder i Unge Piger, der havde hjulpet dem med ideen, det tæppe, de lavede. Jeg kiggede forbløffet på hvert enkelt stykke tøj, som afspejlede en begivenhed i Clarissas liv. Der var et stykke af hendes fodbolddragt, et stykke af en skjorte, vi havde købt på en familieferie og et stykke af de pyjamasbukser, hun havde brugt på hospitalet. Hvert dyrebare og smukke stykke mindede mig om vores tid med hende. Jeg fortalte mine døtre, at det var perfekt. Jeg vidste, at deres mor ville elske det.
Den julemorgen så jeg en gave, der blev givet fra hjertet. Jeg vil altid huske min hustrus ansigtsudtryk, da hun åbnede sin gave og så, hvad hendes døtre havde lavet til hende. Hver aften siden da har hun viklet sit juletæppe omkring sig og nydt minderne og drømmen om, at vores familie en gang kan forenes igen – takket være Jesu Kristi sonoffer og opstandelse.
Jeg vil altid huske min hustrus ansigtsudtryk, da hun åbnede sin gave og så, hvad hendes døtre havde lavet til hende.