Malakias

Mit hebraiske navn betyder »mit sendebud«, og jeg bragte Herrens ord til Israel.¹ På min tid, ca. 450 år f.Kr.² var mange af jøderne blevet mismodige og levede ikke længere retskaffent. Herren revsede dem gennem mine ord og belæringer.³

De jødiske præster fra Levis stamme udførte normalt hengivent ordinancerne, men levitterne ringeagtede Herren på min tid. De var utaknemlige, nægtede at ære Gud og ofrede uren føde og halte dyr.⁴ De havde brudt den præstedømmepagt, Gud havde indgået med Levi.

Det var ikke kun præsterne, men hele folket, der var veget fra Herrens veje. De giftede sig uden for pagten, skilte sig af med deres ungdoms hustruer og nægtede at betale deres tiende og offerydelser.⁵

Men selv om Herren talte imod denne vanhellige vandel, var han villig til at tilgive, for han elskede sit folk: »Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer.«⁶ En måde at vende sig til Herren på var ved at bringe hele sin tiende til forrådskammeret.⁷

Folket sagde beklagende, at det var »nytteløst at tjene Gud«, når det gik de ugudelige godt.⁸ Jeg lærte dem dog, at navnene på dem, der frygter Herren »og agter hans navn«, bliver skrevet i en bog, for at Herren skal erindre dem.⁹

Jeg profeterede også om Herrens andet komme, om at alle, der handler ugudeligt, skal brænde til strå, men for dem, der frygter Herren, »skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse.«¹⁰

Jeg profeterede om, at inden Herrens andet komme ville profeten Elias komme og gengive de præstedømmenøgler, som kan vende »fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre.«¹¹

I min forkyndelse ser vi, at Herren husker sit folk og holder sine løfter til sine trofaste børn. Han ønsker, at vi udviser tro på disse løfter ved at omvende os og komme til ham.¹²