Tiende til opbyggelse af Guds rige

Vi tror på at give en tiendedel af vores indtægt til Herren til opbyggelse af hans rige. Tiendeloven fordrer, at vi ofrer nogle af vore materielle goder for at kunne nyde større åndelige velsignelser.

Princippet om tiende har været gældende, siden evangeliet første gang blev forkyndt på jorden. Abraham betalte fx tiende til højpræsten Melkisedek (se 1 Mos 14:18-20). Herren befalede Moses at lære folket om tiende (se 3 Mos 27:30-34). Da Frelseren på et senere tidspunkt besøgte nefitterne, gav han dem tiendeloven (se 3 Ne 24). Og i vor tid har han gengivet denne befaling gennem profeten Joseph Smith (se L&P 119).

For at opfylde den befaling giver vi en tiendedel af vores indtægt til Herren gennem lokale præstedømmeledere. Midlerne overføres til Kirkens hovedsæde, hvor et råd bestående af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og Det Præsiderende Biskopråd afgør, hvordan de hellige midler skal anvendes (se L&P 120).

Tiende gør Kirken i stand til at bygge og vedligeholde templer og kirkebygninger, finansiere seminar og institut, fremstille materialer til Kirkens medlemmer og understøtte missionering, tempeltjeneste og slægtshistorisk arbejde.

Vi tror på frivillig betaling af tiende, »for Gud elsker en glad giver« (2 Kor 9:7). Tiende er en måde, hvorpå vi kan opbygge Guds rige og vise vor himmelske Fader taknemlighed, fordi han velsigner os med alt, vi har. Og tiende fører flere velsignelser med sig. Som Malakias sagde: »Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre« (Mal 3:10). Åndelige og timelige velsignelser kommer til alle, som betaler en ærlig tiende, omend beløbet måtte være småt.