Svaret på alle de svære spørgsmål
Når vi støder på svære spørgsmål, er der i sidste ende kun et, der betyder noget.
De spørgsmål, vi møder på livets vej, er ikke altid lette at svare på. Nogle af de personlige udfordringer, vi har – det være sig fx at miste et barn, at en ven svigter eller et alvorligt økonomisk tilbageslag – er det ofte svært at forlige sig med, og vi har brug for medfølende støtte fra dem omkring os. Sommetider er den sværeste kamp i de situationer at indse, at vor himmelske Fader elsker os og ikke straffer os, selvom vi ikke kan se meningen med prøvelsen, hvis der overhovedet er en.
Nogle af de sværeste spørgsmål dukker op, når det, vi tror på, udfordres af skiftende samfundsnormer eller af nyhedsinformation, nogle gange misinformation, som kritikere af Kirken konfronterer os med. I sådanne tider kan det virke som om, vores doktrinære eller historiske grundvold ikke er så sikker, som vi troede. Vi fristes måske til at tvivle på sandheder, som vi har taget for givet, og de åndelige oplevelser, som har formet vores tro.
Hvad gør vi, når tvivlen trænger sig ind i vores hjerte? Er der overhovedet et svar på de rigtigt svære spørgsmål?
Ja, der er. Rent faktisk afhænger alle svar – alle de rigtige svar – af svaret på ét enkelt spørgsmål: Stoler jeg mere end noget andet på Gud?
Enkelt, men ikke let
Er den tilgang for enkel? For nem?
Måske. Sandheden er ikke altid indlysende, især ikke når den skal konkurrere med smukt indpakkede og lokkende alternativer. Vi forstår ofte kun sandheden delvist, og hele sandheden har vi stadig til gode at lære. Og i den læreproces støder vi på den ubehagelige udsigt til at skulle opgive en ufuldstændig, men hidtil tryg forståelse. Men at stole på, at Gud har alle svarene, at han elsker os, og at han vil besvare alle vore spørgsmål – på sin måde og til sin tid – kan gøre vores søgen enklere. Det er måske ikke altid let, men når man blot sætter sin lid til Guds råd, kan det føre en sikkert igennem forvirringens tåge.
Under oktoberkonferencen i 2013 kom præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, med denne indsigtsfulde udtalelse:
»Det er naturligt at have spørgsmål – et frø i form af oprigtig søgen er ofte spiret og blevet til træer af forståelser. Der er kun få medlemmer af Kirken, som ikke fra tid til anden har kæmpet med alvorlige eller følsomme spørgsmål. Et af formålene med Kirken er at modne og fremelske troens frø – også dem i tvivlens og uvishedens sandede jord. Tro er et håb om det, som ikke ses, men som er sandt.
Så mine kære brødre og søstre – mine kære venner – betvivl derfor først jeres tvivl, før I betvivler jeres tro. Vi må aldrig lade vores tvivl tage os til fange og holde os væk fra den guddommelige kærlighed og fred eller gaver, som kommer af tro på Herren Jesus Kristus.«1
Nogle nyttige principper
Så hvordan kan vi på ærlig vis betvivle vores tvivl? Hvordan fæstner vi vores tro på åbenbaringens solide klippe og ikke i sandet jord eller på omskiftelig menneskelig forståelse? Det kan være en hjælp at huske på følgende principper.
1. princip: Gud ved langt mere, end vi gør. Når vi støder på spørgsmål – det være sig personlige, sociale eller doktrinære – kan vi stole på det faktum, at universets skaber ved langt mere, end vi gør. Har han taget fat på et emne (og det har han sommetider ikke), så kan vi stole på, at hans udsyn er langt klarere end vores.
»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).
2. princip: Gud deler noget af sin kundskab. En logisk følgeslutning af første princip er, at Gud deler så meget af det, han ved med os, som vi er rede til at modtage, og han er klar til at levere. Vi er blot nødt til at forberede os på at modtage og så søge det. Skrifterne besvarer mangt et spørgsmål. En af de største glæder i dette liv er at blive belært af Helligånden, når han bruger skriften til at åbenbare os »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (2 Ne 28:30) som svar på vores flittige studie.
Der er nogle spørgsmål, særligt dem af historisk karakter, der kan være fornuftige forklaringer på, og jo mere information et ærligt studie afslører, jo klarere ser vi.
Vi er også velsignede ved at have levende profeter og apostle, som underviser os, som himlen inspirerer dem til det. Vi behøver ikke at »slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind.« Vi kan sætte vores lid til, at deres kollektive vejledning vil hjælpe os alle til at nå »frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn« (se Ef 4:11-15).
3. princip: Vi kan stole på Guds kærlighed. Gud elsker os langt mere, end vi kan begribe. Vi er hans børn, og han ønsker, at vi vender tilbage til hans nærhed som modne, herliggjorte væsener, der er i stand til at blive ham lig (se Moses 1:39). Alle de råd, han giver os, kommer af den dybeste kærlighed og af ønsket om at velsigne os for evigt. Vi kan stole fuldstændigt på den kærlighed.
»Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud! Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge« (Sl 36:8).
4. princip: Vi er nødt til at søge åndelig bekræftelse. Dersom meget af verdens visdom synes at være i modstrid med Guds, bør det ikke undre os. Vi lever trods alt, efter Forsynets vilje, i en falden verden, hvor vi er afskåret fra Guds nærhed og sind. De vilkår kan gøre en forståelse af det, der hører Gud til, svær; »for hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud …
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok« (1 Kor 2:11, 14).
Hvis vi skal forstå det, der hører Gud til, kan vi ikke alene forlade os på menneskelig visdom til at gøre det. Vi har brug for adgang til Guds Ånd for at »vide, hvad Gud i sin nåde har givet os … som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige« (1 Kor 2:12-13).
Når vi bliver døbt og bekræftet som medlemmer af Kristi Kirke, får vi Helligåndsgaven. Med den gave kan vi lære af Ånden og modtage hans betryggende bekræftelse af sandheden. At få en åndelig bekræftelse fordriver tvivl langt mere sikkert og vist end selv den mest overbevisende logik, og den er tilgængelig for enhver, som søger sandheden gennem oprigtig bøn, flittigt studium og lydighed mod Herrens befalinger.
»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7).
5. princip: Vi må vente på Herren. Sommetider kæmper vi tilsyneladende forgæves for at forstå de prøvelser og spørgsmål, vi har. Trods vores bedste indsats, opnår vi ikke en forståelse. Himlene synes lukkede. Det er dér, vores tillid til Gud gør os i stand til at have tålmodighed til at vente på ham. Ikke alle spørgsmål vil blive besvaret straks eller i dette liv overhovedet. Ikke alle byrder lettes, før legeme og ånd adskilles. Men hvis vi elsker Gud over alt andet, hvis vi stoler på, at han elsker os, vil vi være i stand til at holde ud i tro til den dag gryr, hvor sløret løftes, og alt bliver klart.
»Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind;
han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag.
Vær stille over for Herren, vent på ham« (Sl 37:5-7).