En vinderbeslutning

Billede

Product Shot from October 2015 Liahona

Miranda skyndte sig gennem hoveddøren taknemlig for, at hendes hus var køligere end det varme sommervejr udenfor. Hun var svedig efter at have spillet sæsonens sidste fodboldkamp og var frustreret, fordi Teal Turbos havde tabt. Igen.

Mor kom ind i værelset med en vandflaske og en pose med appelsinskiver, der var blevet tilovers fra kampen. »Du spillede godt. Det er et hårdt job at være målmand.«

Miranda havde spillet godt – hun havde blokeret ret mange skud og sparket hårdere end normalt. Men de fleste af de andre piger på hendes hold havde aldrig spillet fodbold før, og i dag var det officielt. De havde tabt alle deres kampe i denne sæson.

»Jeg ville bare ønske, at jeg kunne være på et hold, der vandt engang imellem.« Der kom nogle få tårer frem i Mirandas øjenkrog, som faldt ned på hendes blågrønne trøje. Da hun lukkede øjnene hårdt i, ringede telefonen.

Mor tog telefonen og sagde efter et øjeblik: »Det er til dig.«

»Hej, Miranda? Det er Tom, Chili Kickers træner. Jeg så dig spille i dag. Du så godt ud derude på banen.«

Mirandas hjerte bankede hurtigere. Chili Kickers var det bedste fodboldhold i ligaen!

»Vores hold skal til det regionale mesterskab i næste måned. Du spillede så godt i dag, at jeg gerne ville have dig til at komme med som reservemålmand.«

Mirandas hjerte hoppede næsten ud af brystet på hende. Dette var hendes mulighed for at spille på et vindende hold!

»Jeg vil rigtig gerne med!« sagde Miranda. De talte i nogle minutter om detaljerne, før hun lagde på og løb ind i det andet værelse for at fortælle det til mor. Sammen begyndte de at skrive datoerne for træning og kampene ned i familiens kalender.

Pludselig holdt mor op med at skrive, hendes pen var stoppet lige ved et af kalenderens felter.

»Åh åh. Miranda, disse kampe er om søndagen. Her, prøv at se.« Hun kiggede på skemaet over kampene og vendte sig mod Miranda med et bekymret udtryk. »Hvad synes du, at vi skal gøre?«

Mirandas hjerte sank i livet, og hun bed sig i læben, da hun tænkte på sine muligheder. Mor ville måske lade hende spille, hvis hun spurgte, men når hun tænkte på at spille om søndagen – og især på ikke komme i kirke – så fik hun det helt underligt i maven. Hun vidste, at søndagen var til at gå i kirke og tilbede vor himmelske Fader, og hun kunne ikke rigtigt gøre det, hvis hun spillede fodbold.

»Jeg tror, at jeg nok skal ringe til ham og sige, at jeg ikke kan spille,« sagde Miranda. Hun prøvede tappert at lade være med at græde. Selvom hun vidste, at det var det rette valg, så var det svært at opgivet noget, som hun rigtigt gerne ville.

»Og ved du, hvad jeg synes?« sagde mor og gav hende et stort knus. »Jeg synes, at du er et rigtigt dejligt barn.«

Den søndag, da Miranda sad i Primary, tænkte hun på den gode beslutning, hun havde truffet. Træneren var overrasket, da Miranda havde ringet og sagt, at hun ikke kunne spille fodbold om søndagen. Han havde prøvet at få hende til at ændre mening, men hun havde holdt fast på sin beslutning. Nu, da Miranda lyttede til sangene og lektionen i Primary, smilede hun. Den fredfyldte følelse i hendes hjerte fortalte hende, at hun var på det rette sted. Hun havde alligevel truffet en vinderbeslutning.