2015
Græskar eller meloner?
Oktober 2015


Overvejelser

Græskar eller meloner?

Forfatteren bor i Utah i USA.

Nogle gange er der ikke noget forkert valg. Der er bare et valg.

Billede
illustration of a pumpkin on a vine

Illustreret af Carolyn Vibbert

Min far blev meget overrasket over at opdage, at de græskarfrø, han såede sidste år, besluttede sig for at spire midt i hans melonbed denne sommer. Melonerne voksede ganske fint – men det gjorde græskarrene også. Faktisk så fint, at min far var fristet til at lade græskarplanterne fortsætte med at vokse. Men han vidste, at hvis han gjorde det, så ville græskarrene kvæle melonernes vækst.

Så han skulle træffe et valg. Han kunne enten rykke græskarrene op, så melonerne fik en bedre chance for at gro, eller han kunne lade græskarplanterne vokse og se, at de muligvis fortrængte melonplanterne, hvilket højst sandsynligt ville medføre, at de begge gav mindre frugt. Græskar eller meloner? Valget stod mellem to gode muligheder.

Min far afvejede de to muligheder og besluttede at hive de blomstrende græskarplanter op. Ikke alene spirede de sent, men han besluttede, at han hellere ville have de planlagte meloner end de græskar, der havde overrasket ham.

Den oplevelse fik mig til at tænke på de valg, som vi træffer, især i vores forhold til andre. Hvad enten det gælder vores familie, vore venner, vores arbejdsgiver eller den, som vi vælger at date eller gifte os med, så er det at se den rigtige eller bedste mulighed, når vi skal vælge mellem to gode ting, nogle gange meget svært, især hvis vi gerne vil undgå at træffe de forkerte valg. Frygten for at vælge forkert kan nogle gange paralysere os, og den frygt kan forhindre os i at gå fremad i tro. Men sandheden er, at nogle gange er der ikke noget forkert valg. Der er bare et valg. I min fars tilfælde baserede han sin beslutning på det, som han satte størst pris på. Han brød sig ikke om, at græskarrene skulle hives op, men han vidste, at han ville fortryde den skade, som de ville forvolde melonerne senere.

I livet betyder nogle af de valg, vi står over for, ikke noget, såsom hvad vi spiser til morgenmad. Hvilken farve vores tøj har. Når vi står over for et valg mellem to gode ting, kan vi måske gøre ligesom min far og ganske enkelt spørge os selv: »Hvad vil jeg sætte størst pris på?« Og så træffe en beslutning og gå fremad i tro, idet vi stoler på, at Herren vil rette os, hvis vi på en eller anden måde er forkert på den.

Men nogle valg betyder ret meget. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi skal hele tiden træffe beslutninger. For at træffe kloge beslutninger er vi nødt til at være modige – modige nok til at sige nej, modige nok til at sige ja. Beslutninger afgør vores skæbne« (»Valgets principper«, Liahona, nov. 2010, s. 68). Når vi står over for den slags valg, er det bedre at spørge sig selv: »Hvad sætter Herren størst pris på?« Hvis vi kender svaret på det spørgsmål, så skal vi blot rette vore værdier ind efter ham og derefter handle i overensstemmelse med det valg. Det vil altid være det rette valg.