Jeg bad om at kunne komme til Rotuma
John K. Muaror, New South Wales, Australien
(Forfatteren er afgået ved døden)
Illustration: Allen Garns
»Westerland sejlede i går,« sagde min svigerinde, da hun tog imod os i Nadis lufthavn i Fiji.
Jeg var ked af det og skuffet over nyheden. MV Westerland var den båd, der skulle have sejlet os hen for at se min ældste bror på Rotuma Island. Rotuma ligger cirka 600 km nordvest for Viti Levu, der er den største ø i Fiji. Hvis man ikke kommer med båden, skal man højst sandsynligt vente dage eller endda uger på den næste.
Et år tidligere var jeg rejst til Rotuma for at hjælpe min bror med at renovere vores bedstemors hus, og jeg var rejst igen på grund af en uoverensstemmelse over arbejdet. Nu ville jeg gerne se ham ansigt til ansigt og fortælle ham, hvor ked af det jeg var.
En uge før min hustru, Akata, og jeg fløj til Fiji fra Australien, havde min niece fortalt mig, at Westerland ville sejle til Rotuma dagen før, vi skulle ankomme. Jeg ringede straks til bådens kontor og bønfaldt dem om at udskyde rejsen to dage.
»Det kan vi ikke, selvom vi gerne vil,« var svaret. »Rådet på Rotuma Island har forberedt en velkomstfest, og båden skal tage afsted som planlagt.«
En tanke slog ned i mig, og jeg besluttede mig for at faste og bede.
»Kære himmelske Fader,« bad jeg, »jeg vil rigtig gerne med båden til Rotuma. De kan ikke udskyde afgangsdatoen en dag eller to, men du har magt til at gøre det. Kunne du sørge for at fjerne bare en bolt et eller andet sted på skibet, så skibet bliver forsinket, og jeg kan komme ombord? Jeg bliver nødt til at komme til Rotuma og blive forsonet med min bror.«
Da vi havde hørt de nedslående nyheder, tog vi hen til havnen på den anden side af øen. Der fandt vi så ud af, at båden havde nogle motorproblemer og derfor ikke var sejlet endnu. Vor himmelske Fader havde besvaret min bøn. Det viste sig, at hele motoren – ikke bare en bolt – skulle fjernes for at reparere et stort olielæk.
Da båden endelig tog afsted en uge senere, var jeg ombord. Da jeg ankom til Rotuma, omfavnede jeg min bror og undskyldte, og vi genoprettede vores forhold. Det var i sandhed en glædens dag.
Jeg vil for evigt være taknemlig for denne vidunderlige åndelige oplevelse og for Jesu Kristi gengivne evangelium. Det er et vidnesbyrd om, at mirakler stadig sker i dag, at vor himmelske Fader lever og besvarer vore oprigtige bønner, at bøn og faste går hånd i hånd, og at evangeliet er sandt – selv i en lille landsby på den lille ø Rotuma.