At leve med oprigtig hensigt

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at Herren var fuldstændig rimelig overfor mig. Hvordan kunne jeg forvente at finde andet end det, som jeg ledte efter? Oprigtig hensigt vil sige at gøre det rette af de rette årsager. Jeg læste den rette bog af de forkerte årsager.

Det var først nogle år senere, at jeg læste Mormons Bog med oprigtig hensigt. Nu ved jeg, at Mormons Bog opfylder dens guddommelige formål med at vidne om Jesu Kristi liv og mission, fordi jeg har læst den med oprigtig hensigt.

Den lektie, jeg lærte om oprigtig hensigt og Mormons Bog, gælder os alle i alle aspekter af vores liv. Alt for ofte følger vi passivt mønstre og vaner, der er blevet udviklet gennem årene – vi lever vores liv uden at tænke over det, uden omhyggeligt at overveje, hvor disse handlinger fører os hen. At leve med oprigtig hensigt giver vores liv fokus og et formål og kan gøre hele forskellen. At leve med oprigtig hensigt indebærer en forståelse af »hvorfor« – motiverne bag vore handlinger. Sokrates sagde: »Det ureflekterede liv er ikke værd at leve.«¹ Så overvej, hvordan I bruger jeres tid, og spørg ofte jer selv »Hvorfor?« Dette vil hjælpe jer til at udvikle evnen til at se udover øjeblikket. Det er langt bedre at se fremad og spørge sig selv: »Hvorfor vil jeg gøre det?« end at se tilbage og sige: »Åh nej, hvorfor gjorde jeg dog det?«

Billede

A man looking at a wall with different types of gears on it.

Fotoillustration: Sergej Nivens/iStock/Thinkstock

Da jeg var ung, havde jeg besluttet mig for ikke at tage på mission. Efter et år på universitetet og et år i hæren havde jeg fået et godt job på det lokale hospital som radiograf. Livet syntes at gå godt, og en mission virkede ikke til at være nødvendig.

En dag inviterede doktor James Pingree, en af hospitalets kirurger, mig på frokost. Under vores samtale fandt han ud af, at jeg ikke havde planer om at tage på mission, og han spurgte mig, hvorfor ikke. Jeg fortalte ham, at jeg var lidt ældre, og at det sikkert var for sent. Han fortalte mig, at det ikke var en særlig god grund og sagde, at han var taget på mission, da han var færdig med sit lægestudium. Derpå bar han sit vidnesbyrd om vigtigheden af sin mission.

Hans vidnesbyrd gjorde et stort indtryk på mig. Det fik mig til at bede, som jeg aldrig før havde bedt – med oprigtig hensigt. Jeg kunne komme i tanke om mange grunde til ikke at tage på mission: Jeg var genert. Jeg havde et arbejde, som jeg holdt af. Jeg havde mulighed for at få et stipendium, som jeg ville miste efter en mission. Vigtigst af alt havde jeg en kæreste, der havde ventet på mig, mens jeg var i hæren, og jeg vidste, at hun ikke ville vente i yderligere to år! Jeg bad om at få bekræftelse på, at mine grunde var legitime, og at jeg havde ret.

Til min frustration kunne jeg ikke få det lette ja eller nej-svar, som jeg håbede på. Og så kom tanken til mig, »Hvad ønsker Herren, at du gør?« Jeg var nødt til at erkende, at han ønskede, at jeg tog på mission, og det blev et afgørende øjeblik i mit liv. Skulle jeg gøre det, jeg ønskede at gøre, eller skulle jeg følge Herrens vilje? Det er et spørgsmål, som vi alle burde stille os selv ofte.

Heldigvis valgte jeg at tage på mission og blev sendt til Mexicos Nordlige Mission.

35 år senere opfordrede min søn mig til at tage til Mexico sammen med ham. Vi håbede på at finde nogle af de personer, som jeg havde undervist. Vi tog til et nadvermøde i den lille by, hvor jeg havde påbegyndt min mission, men jeg genkendte ikke en eneste. Efter mødet talte vi med et af medlemmerne og spurgte, om han kendte nogen af dem på min liste over folk, som jeg havde undervist så mange år tidligere. Vi gennemgik listen uden held, indtil vi kom til det sidste navn: Leonor Lopez de Enriquez.

»Åh ja,« sagde manden. »Denne familie bor i en anden menighed, men de mødes i denne bygning. Deres nadvermøde starter snart.«

Vi ventede ikke længe, før Leonor kom ind i bygningen. Selv om hun nu var midt i 70’erne, genkendte jeg hende straks, og hun genkendte mig. Med tårer i øjnene gav vi hinanden et langt knus.

»I 35 år har vi bedt om, at du ville vende tilbage, så vi kunne takke dig for at bringe evangeliet til vores familie,« sagde hun.

Efterhånden som flere familiemedlemmer kom ind i bygningen, blev der krammet og grædt. Snart efter erfarede vi, at menighedens biskop var en af Leonors sønner, dirigenten og pianisten var to børnebørn, og det var adskillige af de unge mænd i Det Aronske Præstedømme også. En af hendes døtre var gift med en rådgiver i stavspræsidentskabet. En anden datter var gift med biskoppen i en menighed tæt på. De fleste af Leonors børn havde været på mission, og nu tog børnebørnene også på mission.

Vi erfarede, at Leonor var en meget bedre missionær, end jeg var. I dag genkalder hendes børn hendes utrættelige bestræbelser på at undervise dem i evangeliet. Hun lærte dem, at små beslutninger over tid resulterer i et rigt, retskaffent og lykkeligt liv, og de har videregivet dette til andre. Alt i alt er der flere end 500 personer, der har tilsluttet sig Kirken på grund af denne ene vidunderlige familie.

Og det hele kan føres tilbage til en samtale ved en frokost. Jeg tænker ofte, at hvis doktor Pingree havde været mere fokuseret på sin karriere eller andre verdslige formål, havde han måske aldrig spurgt mig, hvorfor jeg ikke var taget på mission. Men hans fokus var på andre og på at fremme Herrens værk. Han såede et frø, der er vokset og har frembragt frugt og fortsætter med at vokse eksponentielt (se Mark 4:20). Min mission lærte mig de evige konsekvenser af en enkelt beslutning om at gøre Herrens vilje.

Jeg har ofte set tilbage på mit liv og undret mig over, hvorfor det var så svært for mig at træffe beslutningen om at tage på mission. Det var svært, fordi jeg blev vildledt. Jeg havde tabt mit evige formål af syne – den oprigtige hensigt til, at vi er her.

Mine ønsker og min vilje var ikke i overensstemmelse med Herrens vilje, ellers ville beslutningen have været lettere. Og hvorfor stemte de ikke overens? Jeg gik i kirke og modtog nadveren om søndagen, men jeg fokuserede ikke på dens betydning. Jeg bad, men det var mest ren rutine. Jeg læste skrifterne, men kun sporadisk og uden oprigtig hensigt.

Jeg opfordrer jer til at leve et velovervejet og fokuseret liv – selvom I ikke tidligere har gjort det. Bliv ikke modløse ved tanken om, hvad I allerede har gjort eller ikke gjort. Lad Frelseren vaske tavlen ren. Husk på, hvad han har sagt: »Så ofte som de med oprigtig hensigt omvendte sig og stræbte efter tilgivelse, blev de tilgivet« (Moro 6:8; fremhævelse tilføjet).

Begynd nu. Lev et liv med mere hensigt og forstå, hvorfor I gør det, I gør, og hvor det vil føre hen. Når I gør alt dette, vil I opdage, at det vigtigste »hvorfor« bag alt, hvad I gør, er, at I elsker Herren og erkender hans fuldkomne kærlighed til jer. Må I finde stor glæde i jeres søgen efter fuldkommenhed og i forståelsen af og udførelsen af hans vilje.