Sidste dages hellige røster
Skyd ikke!
Navnet er tilbageholdt
Bob og jeg sad i vores politibil og ventede på et tegn på bevægelse længere nede ad gaden. Vi havde begyndt vores overvågning to timer tidligere, efter vi havde set en bil, der var blevet advaret om over radioen.
»Røveri i gang,« havde advarslen lydt. »To mænd. Begge bevæbnet. De er set i en orange bil. Vidner siger, at mændene er brutale og villige til at skyde.«
Der havde været en bølge af væbnede røverier i området på det sidste, og trods vores ihærdige indsats havde røverne undsluppet os. Disse tanker for gennem mit hoved, da jeg så to skikkelser komme ud af et hus på den mørke gade og hoppe ind i en orange bil. De var på vej i retning af os.
»Assistance udbedes,« sagde jeg. »Mistænkte bevæger sig i nordlig retning fra vores position.«
Vores backup, to civilklædte kriminalbetjente i en anonym bil, var foran bilen, mens Bob og jeg fulgte efter. Da vore tre køretøjer var kommet ud på en bro, stoppede vores backup-bil pludselig op på tværs af broen foran den orange bil, og vi parkerede bagved og spærrede af for vore mistænkte. Bilen stoppede næsten med det samme, og de to skikkelser dukkede sig, så de var ude af syne.
»Træd ud af bilen med hænderne på hovedet!« råbte jeg beordrende, mens jeg stod ud af min bil. Ingen reagerede.
Jeg trak mit våben og var klar til at skyde, mens jeg igen råbte: »Træd ud af bilen med hænderne på hovedet! Gør det nu!«
Pludselig rejste føreren af bilen sig og vendte sig mod mig. Jeg kunne se noget metal glimte i hans hænder.
Min erfaring som betjent og sunde fornuft sagde mig, at jeg skulle trykke på aftrækkeren og redde mit liv. Men over alt det hektiske i situationen hørte jeg en stemme. Den var rolig, men myndig og kraftfuld: »Skyd ikke!«
Jeg forventede at blive skudt hvert øjeblik, men jeg ventede på, at en i bilen åbnede ild først. I stedet for løftede føreren sine hænder over hovedet og det, der lignede en pistol, faldt ned i skødet.
»Helt stille!« råbte jeg, mens jeg for frem til bilen. »Rør jer ikke!«
Det føltes som at være med i en TV-serie – indtil jeg indså, at de hærdede kriminelle i bilen rent faktisk var to skræmte unge piger. Det, jeg havde troet, var en pistol, var blot hængslet på sikkerhedsselen.
Vi fandt snart ud af, at pigerne havde lånt bilen ud til deres kærester. De anede ikke, hvilken slags mænd de var.
»Jeg troede, det var ude med dig, Cal!« fortalte Bob mig senere. »Det var lige før, jeg begyndte at skyde. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke gjorde det.«
De to kriminalbetjente i den anonyme bil sagde det samme, omend det kun var mig, der havde hørt stemmen. Jeg ved, at det kun var himlens kraft, der reddede disse to piger fra den visse død, og afholdt fire politibetjente fra at begå en tragisk fejl. Denne oplevelse har givet mig vished om, at vor himmelske Fader kan og vil gribe ind til vores gavn.