2016
Præstedømmet: Et sikkert anker
April 2016


Evangeliske klassikere

Præstedømmet: Et sikkert anker

Denne artikel blev skrevet af ældste L. Tom Perry til unge præstedømmebærere og blev færdig den 28. maj 2015, to dage før hans bortgang.

Billede
Aaronic Priesthood members passing the sacrament

Den største styrke i mit liv har været Guds præstedømme. Jeg tror også på, at det vil blive et sikkert anker for jer unge mænd. Men for at det får den kraft i jeres liv, er I nødt til at forstå og bruge det.

Tidlig erfaring med præstedømmet

Jeg voksede op i et trygt område i Logan i Utah. Jeg havde ingen bekymringer om mad, husly eller uddannelse, da jeg var barn. Men jeg havde brug for noget at holde fast i, måske netop fordi livet var let.

For mig var det faste holdepunkt Guds præstedømme. Jeg var i en usædvanlig situation, da jeg voksede op. Min far var blevet kaldet som biskop, da jeg var et år gammel, og han var min biskop i nitten år. Hans faderlige og åndelige vejledning var en uvurderlig hjælp for mig.

Jeg tror, at det var den største årsag til, at jeg så frem til at modtage Det Aronske Præstedømme på min 12-års fødselsdag. Jeg mindes den specielle dag, hvor jeg kunne mærke min faders hænder på mit hoved, da han ordinerede mig. Derefter gik jeg frem i de forskellige embeder i Det Aronske Præstedømme og modtog kaldelser, som jeg virkelig nød.

Det var noget særligt for mig at dele nadveren ud. Man kan se folk forpligte sig til at adlyde Herren og holde hans bud, når de tager imod symbolerne på hans legeme og blod.

Vækst i sin forståelse af præstedømmet

Som tiden gik fik jeg min high school-eksamen, og efter et år på college blev jeg kaldet til at tage på mission. Jeg nød hvert et øjeblik af den, og jeg elskede mine kammerater. Der var særligt en, som var en klippe for mig. Jeg lærte meget af ham, når vi udførte vore opgaver.

Eftersom landet lå i krig, da jeg vendte hjem fra min mission, lod jeg mig hverve til det amerikanske søværn. Da krigen var forbi, vendte jeg tilbage til college, blev gift og stiftede en familie. Forskellige karrieretræk førte mig vidt omkring i USA, hvor jeg lærte meget, da jeg tjente i mange forskellige præstedømmekaldelser. Til sidst endte jeg i Boston i Massachusetts, hvor jeg tjente som stavspræsident. Det var derfra, jeg blev kaldet som assistent til De Tolv og efter 17 måneder til De Tolv Apostles Kvorum.

Lektier som apostel

Hvad har jeg så lært som medlem af De Tolv Apostles Kvorum?

Jeg har lært, at der ligger en vejledning, et anker og en beskyttelse i præstedømmet.

Præstedømmet har altid eksisteret. Inden Adam kom til jorden, havde han præstedømmet. Efterhånden som Adams efterkommere spredte sig over jorden med præstedømmet, blev det nødvendigt at organisere, hvordan det skulle administreres. Det gjorde Herren ved at kalde Abraham til at præsidere over sin familie af præstedømmebærere. Den organisering fortsatte under Isak og Jakob, hvis navn senere blev Israel.

Århundreder senere befandt Israels børn sig i slaveri. Herren sendte Moses for at udfri dem, men da han gjorde det, viste de sig ikke at være rede til Det Melkisedekske Præstedømme som folk. Så de måtte nøjes med Det Aronske Præstedømme, indtil Frelseren kom.

Jeg synes, at det er interessant, hvad det første Frelseren gjorde, da han indledte sin mission. Han organiserede Det Melkisedekske Præstedømme. Han kaldte tolv apostle og underviste dem i loven og præstedømmets orden. Han kaldte Peter til at være den ledende apostel og fastlagde en myndighedslinje i sin kirke. Dengang og nu er det Jesus Kristus, som udvælger sin ledende apostel til at præsidere over Kirken, og det er Frelseren, der leder ham i hans præstedømmepligter.

Så der løber en direkte og lige præstedømmelinje fra vor Herre og Frelser til den ledende apostel til de øvrige apostle og til øvrige præstedømmebærere i Kirken. Myndighedsnøgler gives til apostlene, og så længe disse nøgler befinder sig på jorden, vil vi blive ledt af Herren selv. Denne guddommelige vejledning beskytter og forsikrer os mod, at Kirken skulle vige fra sandheden. Den vil stå fast, for den ledes ikke af noget jordisk væsen. Den ledes af Herren.

Lær præstedømmets lære

Det bedste råd, jeg kan give jer unge mænd, er at studere præstedømmets lære, forstå den kraft, I har til at udøve jeres præstedømme, og lær, hvordan det kan velsigne jer og andre.

Jeg lover jer, at dersom I lærer præstedømmets lære og passer jeres pligter i præstedømmet, så vil præstedømmet være et sikkert anker, som vil holde jer i sikkerhed åndeligt og give jer stor glæde. Vær et rigtigt præstedømmekvorum. Ræk ud mod jeres venner og før dem ind i jeres kvorum. Dan et broderskab i jeres kvorum, som hele jeres liv kan være en fast grundvold.