Seniormissionærstunder
En af de bedste måder, hvorpå seniorægtepar kan skabe sig storslåede minder, er ved at tage på mission sammen.
Når vore venner på 60 eller 70 år glemmer noget, omtaler vi ofte spøgefuldt den midlertidige, manglende hukommelse som et »seniorøjeblik«. Men jeg vil gerne tale om noget helt andet for seniorer, en tid så storslået, at mindet om den vil vare for evigt. Det er det øjeblik, hvor et seniormissionærægtepar forstår, at de gør lige nøjagtig det, Herren ønsker, de skal gøre. I sådanne mindeværdige stunder forstår de, at –
-
de har et helt livs erfaring at give af foruden talenter, færdigheder og en forståelse af evangeliet, som de kan bruge til at velsigne andre med.
-
deres eksempel er en velsignelse for deres børn og børnebørn.
-
de skaber varige venskaber, mens de tjener.
-
deres ægteskab vokser sig stærkere for hver dag.
-
det er dejligt at tjene i hans navn.
Stunder undervejs
Mine kære seniorægtepar, sådanne stunder bør være undervejs for mange af jer. Tænk over beretningen fra ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum om det, et seniorægtepar, der tjente i Chile, var i stand til. En af de unge ældsters forælder døde. Missionspræsidenten var så langt væk, at han ikke kunne nå hurtigt frem til missionæren.
»Men der var et sødt [modent] ægtepar, der tjente i området,« fortæller ældste Holland. »De kom og satte sig ved missionæren og tog sig omsorgsfuldt af ham og trøstede ham, indtil missionspræsidenten kunne komme i personlig kontakt med ham. Vi havde fantastiske unge missionærer i vores mission, men ingen ugift missionær kunne have gjort det for den ældste, som det ægtepar var i stand til.«1
Deres kompetence i denne situation var ganske enkelt at vise medfølelse i nødens stund. De bekymrede sig ikke om at tale et andet sprog end det sprog, der består af kristuslignende kærlighed. De tænkte ikke på, om de gik glip af et barnebarns fødselsdag eller et spædbarns velsignelse, uanset hvor vigtige disse begivenheder måtte være. De bekymrede sig om at være der, hvor Herren kunne bruge dem til at velsigne et af hans børn. Og fordi de var villige, var han i stand til at lade dem repræsentere sig.
Tjeneste er sjældent belejligt
Sandheden er, at ingen seniormissionær finder det belejligt at forlade sit hjem. Det gjorde Joseph Smith, Brigham Young, John Taylor eller Wilford Woodruff heller ikke. De havde også børn og børnebørn, og de elskede deres familie, nøjagtig som vi gør. Men de elskede også Herren og ønskede at tjene ham. En dag vil vi måske møde disse stålsatte mennesker, som var med til at grundlægge denne uddeling. Når vi gør det, vil vi fryde os over, at vi ikke søgte skygge, da vi burde have tjent.
Nogle foretrækker måske at tjene, mens de stadig bor hjemme. Da et slagtilfælde bandt Aase Schumacher Nelson (som jeg ikke er i familie med) til en kørestol, frygtede hun, at et livslangt ønske om at tage på mission med sin mand, Don, ikke kunne gå i opfyldelse. Så talte en nabo med dem om sin kirketjenestemission i biskoppens forrådshus. Opmuntret af det talte de med en tilsynsførende for bygningen, udfyldte deres papirer og blev kaldet til at tjene to dage om ugen i et forrådshus nær deres hjem.
»Det er så nemt at læne sig tilbage og tænke: ›Nå, nu er der ikke brug for mig mere,‹« siger Aase Nelson. »Men nu føler jeg, at der er brug for mig. Og det har været et vidnesbyrd for mig.«
Der er bestemt brug for jer
Hvis I fristes til at tænke, at der ikke er brug for jer, kan jeg forsikre jer om, at det er der. Der findes ikke den missionspræsident i Kirken, der ikke ville elske at få flere ægtepar til at tjene i sin mission. Seniorerne styrker de yngre ældster og søstre. De yder en støtte, der hjælper andre til at tjene bedre i deres egne opgaver. Og kan I forestille jer, hvad det betyder for en leder, der kun har været medlem i nogle få år, at have direkte adgang til erfarne kirkemedlemmer? Seniormissionærægtepar er ofte bogstaveligt talt et svar på en biskops eller grenspræsidents bønner.
Vi opfordrer missionspræsidenter til at søge om at få ægtepar i deres mission, der kan opfylde de behov, der er. En biskop bør opsøge ægtepar, der kan tjene. På LDS.org findes der side op og side ned med muligheder for seniorægtepar. Men frem for alt må et ægtepar gå på deres knæ og spørge deres himmelske Fader, om det er det rette tidspunkt for dem at tage på mission sammen. Af alle kvalifikationer er ønsket om at tjene nok det vigtigste (se L&P 4:3).
Samtidig med at jeg priser det arbejde, som seniormissionærerne udfører, er jeg klar over, at der er mange, der gerne vil tjene, men som ikke er i stand til det. Begrænsninger i form af alder eller dårligt helbred kræver realistisk bedømmelse, såvel som familiens vigtige behov. Når ønsket brænder i jer og sådanne begrænsninger er til stede, kan andre være jeres arme og ben, og I kan tilvejebringe de nødvendige midler.
Seniorægtepar, uanset hvem I er, eller hvor I er, beder jeg jer om at bede om denne mulighed for sammen at skabe sådanne storslåede seniormissionærstunder. Vor himmelske Fader vil hjælpe jer til at vide, hvad I kan gøre.