Seniormissionærer: Tiltrængte, velsignede og elskede

Ægteparret Malmroses erfaringer illustrerer nogle principper omkring seniorpar, som tjener på mission, der måske ikke er så stor forståelse af:

• Der er to typer mission. (1) Kirkens præsident kalder seniorpar til enten at tjene hjemmefra eller væk fra hjemmet. (2) En stavspræsident kalder kirketjenestemissionærer til at hjælpe med lokale eller regionale opgaver på deltidsbasis, fra 8 til 32 timer om ugen. De bor og tjener almindeligvis lokalt, men sommetider kan de tjene væk fra hjemmet.

• Missionspræsidenter opfordres til at finde par, som modsvarer de behov, der er i missionen, og parrene kan give udtryk for præferencer. »Vi siger ikke, at parrene kan vælge og vrage blandt missionæropgaverne,« har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklaret. »Et kald er stadig et kald. … [Men] vi taler med vore seniormissionærer om deres præferencer, og vi viser ethvert hensyn for at lade dem tjene, hvor og hvordan de foretrækker det.«¹

• Missionspræsidenter rådfører sig med parrene for at gøre bedst mulig brug af deres evner og færdigheder. Præsident Robison siger: »Man er nødt til at give seniorparrene mulighed for at arbejde med noget, de er passionerede omkring, og hvor de har nogle særlige færdigheder, både for at give dem den mest meningsfulde oplevelse, og så de føler, at de har noget at tilbyde.«

For eksempel vidste præsident Robison, at ældste Malmrose taler fransk, hvilket er nyttigt, da mange afrikanere taler fransk. »Jeg havde forestillet mig, at han skulle rejse og arbejde med visa,« siger præsident Robison. »Men da han kom hertil, kunne jeg fornemme, at det ikke var det, hans hjerte bankede for. Så jeg opfordrede ham til at bruge sine færdigheder med computere. Han har sparet os for meget tid.« Ældste Malmrose hjælper også missionærerne, især de fransktalende missionærer med at forberede navne og udføre arbejde for deres slægt i templet. Søster Malmrose, der har en lægefaglig eksamen, blev sat til at arbejde med missionens læge og sygeplejerske.

Andre par sætter, ligesom parret Malmrose, deres lid til Herren, han baner vejen. Det var det, der skete for Alvin og Corazon Rieta af Kawit fra Cavite i Filippinerne.

Billede

the Rietas serve in the Philippines

»To år inden vores beslutning om at tjene begyndte vi at lægge planer for vores familievirksomhed,« forklarer ældste Rieta. »Vores søn og datter havde bestået college og kunne tage over efter os, men vi vidste ikke, hvem der kunne løse forretningsproblemerne, og hvordan vore klienter ville reagere på vore planer.«

Søster Rieta var også bekymret for at efterlade sin aldrende mor. »Jeg var bange for at miste hende, mens vi var væk,« siger hun. »Jeg følte mig også usikker på at undervise i evangeliet.«

De rådførte sig med deres biskop og et par, der havde tjent i Davao for nyligt. »De bar alle stærke vidnesbyrd om, at Herren ville vejlede parret til at vide, hvordan de skulle ordne forretningen derhjemme, deres familie og finde midlerne til deres mission,« siger søster Rieta.

»Når vi søgte vejledning,« siger ældste Rieta, »kom der fokus på det, vi bekymrede os om – vores forretning gik godt trods udfordringer, vore klienter udtrykte glæde og støtte, og familien blev knyttet tættere sammen ved at drøfte plejen af vores syge mor. Vi begyndte at forstå, at Herren virkelig ville hjælpe os.«

Ældste og søster Rieta tjener nu med at støtte medlemmer og ledere i Cagayan de Oro-missionen i Filippinerne.

Nogle par bekymrer sig over fysiske begrænsninger, men ikke Keith og Jennilyn Mauerman fra Utah i USA. For flere år siden, fire måneder efter de var blevet gift i templet i Los Angeles, blev Keith indkaldt til hæren og sendt i krig. Han var sektionsleder i en luftbåren enhed, hvor han gik foran de andre soldater, da en landmine eksploderede. Han mistede begge sine ben. Da han vendte hjem, stod Jennilyn ved hans side.

»Jeg vidste, at jeg ikke skulle bekymre mig,« siger Keith, »for vi har et evigt ægteskab. Min hustru har stået ved min side hele vejen. Hun holder mig oppe hver eneste dag.«

Billede

the Mauermans serving in military relations

Da søster Mauerman gik på pension, besluttede de sig for at tjene på mission. Men ville det blive et problem, at ældste Mauerman havde fået amputeret begge ben? »Der vil altid være ting, jeg ikke kan gøre,« siger han, »men der er også mange ting, som jeg kan gøre, vi vidste, at der ville være et sted for os at tjene.«

Da han udfyldte sine papirer, satte han kryds i et felt, der viste, at han havde tjent i militæret. Snart modtog de et kald fra Kirkens Military Relations. »Jeg havde et ID-kort, der tillod mig at komme ind på militærbaser, så de spurgte om tilladelse til at anbefale os til en mission på en militærbase.«

Ældste og søster Mauerman blev kaldet til at tjene på en militærbase i North Carolina i USA. Ældste Mauerman fortæller: »På skiltet ved porten står der: ›Fort Bragg, hjem for faldskærmstropper.‹ Da vagten hilste med de luftbårnes motto ›Hele vejen!‹, var det første gang, jeg havde hørt det i årevis. Det føltes hjemligt, selvom jeg aldrig havde været på Fort Bragg før. Jeg vidste, at vores missionskald passede os perfekt, og at Herren var opmærksom på mig.«

»Vi underviste om at blive selvforsynende og modstandsdygtige og om styrkelse af ægteskabet,« siger søster Mauerman. »Til at begynde med havde vi ikke lyst til at fortælle vores historie, men vi fandt ud, at det gjorde en verden til forskel at fortælle den. Soldaterne og deres ægtefæller så på os og sagde: ›Hvis I kan, kan vi også.‹«

Ægteparret Mauerman havde så god en oplevelse i North Carolina, at de bad om at tjene igen. I dag tager de turen på 65 kilometer fra deres hjem i Orem til Salt Lake City, to gange om ugen, hvor de tjener på Kirkens kontor for militære forhold. De underviser også seniormissionærer på missionærskolen i Provo, hvor de har opdaget, at der i næsten alle grupper er nogen, der har kæmpet mod noget for at kunne tjene.

Da de blev kaldet til Cuiabá-missionen i Brasilien, var Randy og Lou Ellen Romrell fra Utah bekymrede. Selvom ældste Romrell havde tjent i Brasilien som ung missionær, havde han ikke holdt det portugisiske ved lige. Og søster Romrell talte ikke portugisisk. Studium og en reel indsats hjalp dog på, at ældste Romrell igen kom i tanke om det portugisiske, og at søster Romrell begyndte at få styr på det. Og det gjorde en ukulele også.

»Jeg havde ikke tænkt mig at tage den med,« fortæller søster Romrell, »men ældste Romrell følte sig inspireret til, at den skulle, og det er forbløffende at se, hvad den har gjort. Når vi underviser undersøgere og arbejder med genaktivering og fællesskab, er det sjovt at få folk til at synge salmer. Vi lærer sproget, og salmerne fører en stærk ånd med sig.«

Billede

the Romrells playing a ukulele

Selvom hendes evner ud i det portugisiske stadig kan forbedres, så mestrer hun musikken flydende. »Musik fører mennesker sammen,« siger hun. »Selvom jeg ikke kan forstå alt, hvad de siger under et besøg, så knyttes vi sammen, når vi synger.« Når parret Romrell bliver inviteret hen på skoler for at tale om den amerikanske helligdag Thanksgiving, synger de salmer om taknemlighed og spiller på ukulele til. Søster Romrell bruger et mere konventionelt instrument, når hun spiller salmerne i kirken om søndagen – klaveret.

Og hvad med det portugisiske? »Selvom man ikke taler det flydende, hjælper det bare at lære nogle få ord,« siger hun. »Man kommer langt ved at kunne hilse på folk. Lade dem vide, at man prøver at lære det. Gør det enkelt og stol på Ånden.« Og Ånden er selvfølgelig et andet sprog, alle kan være fælles om.

Paul og Mar Jean Lewis fra Utah havde allerede tjent på tre missioner sammen (templet i Palmyra i New York; templet i Hong Kong i Kina og i Kroatien, Serbien og Slovenien med seminar og institut). De forberedte sig på at tjene på endnu en, da deres stavspræsident spurgte: »Ville I være villige til at tjene her i vores egen stav og støtte den mission, vi bor i?«

Billede

the Lewises serving at home

»Vi er nye her, så det er en vidunderlig mulighed,« siger søster Lewis. »Vi tjener med de unge ældster og søstre, vi har tæt kontakt med missionspræsidenten, deltager i distrikts- og zonemøder og arbejder sammen med missionslederne.« De besøger også undersøgere og medlemmer, der er mindre aktive.

»Vi har mødt nogle vidunderlige mennesker, som vi ellers ikke ville have mødt,« siger søster Lewis, »deriblandt nogle, der har været på afveje. At se dem komme tilbage, modtage ordinancerne og tage til templet, er en skøn velsignelse.«

»Mange ægtepar bekymrer sig om, hvad de skal stille op med deres hjem og deres bil, eller at de vil savne familien, når de overvejer at tage på mission,« siger ældste Lewis. »Vi har været i stand til at bo i vores eget hus og køre i vores egen bil. Vi opfordres til at deltage i familieaktiviteter, så længe de ikke kolliderer med vores ansvar som missionærer. Og vi var her også, da vi fik et barnebarn.«

På den anden side siger Jill og Kent Sorensen, der er fra samme stav, at en af de bedste måder at styrke deres familie på har været at tjene væk fra hjemmet. Søster Sorensen siger: »En af de hyppigste undskyldninger, parrene bruger, handler om børnebørnene, gifte børns problemer, gravide døtre og aldrende forældre. Familien er en prioritet, og man savner dem hver eneste dag. Men at tage på mission sender et stærkt signal om, at missionering også er vigtigt.«

Desuden bemærker ældste Sorensen: »Der er mange måder at holde kontakten på, nu hvor man hele tiden kan være på.«

Deres missionsrejse begyndte for tre år siden, da deres biskop bad dem om at lægge hus til månedlige foredrag for ægtepar, som overvejede at tage på mission. »Efter at have talt om det konstant var vi selv nødt til at tage af sted,« siger søster Sorensen. De blev kaldet til at tjene på Cookøerne, hvor Jills bedsteforældre havde tjent 50 år tidligere.

Billede

the Sorensons teaching Bible classes

Blandt mange andre pligter er de blevet bedt om at undervise i bibelklasser i skolen.

»Vi taler om, at Kristus er klippen,« fortæller ældste Sorensen. »Vi har givet alle eleverne en lille sten og opmuntret dem til at være stensikre på Kristus. Hvor vi end går nu, bliver vi hilst med ›stensikker!‹, når folk ser os.«

Hvis I overvejer at tjene på fuldtidsmission eller som kirketjenestemissionærer, vil alle disse par stille jer det samme spørgsmål, som præsident Robison stillede Gerald og Lorna Malmrose: »Kan I komme og hjælpe?« Og de vil fortælle jer, at uanset hvordan I deltager, kan I stole på dette: I er tiltrængte, I har noget at bidrage med, og I vil blive velsignet og elsket.