En bro til håb og helbredelse

Ofre for misbrug fortæller mig om et liv fuld af depression, tvivl på sig selv og andre dybe følelsesmæssige smerter. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) hjalp os med at forstå, hvorfor seksuelt misbrug forvolder så dyb smerte:

»Og så er der den forfærdelige og ondskabsfulde praksis med seksuelt misbrug. Det overgår enhver forstand. Det er en krænkelse af den anstændighed, som bør være i enhver mand og kvinde. Det er en overtrædelse af det, der er helligt og guddommeligt. Det er destruktivt for børns liv. Det er forkasteligt og fortjener den strengeste fordømmelse.

Skam få enhver mand eller kvinde, som misbruger et barn seksuelt. Ved at gøre dette forvolder misbrugeren ikke alene den alvorligste form for overlast. Han eller hun står også fordømt foran Herren.«¹

Formeringskraften er en hellig og guddommelig kraft, som vor Fader i himlen har givet sine børn. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Forplantningens kraft har en vigtig åndelig dimension … Vor himmelske Fader og hans elskede Søn er skabere og har betroet enhver af os en del af deres skabende kraft.«² Det er derfor ikke mærkeligt, at krænkelse af denne hellige kraft »fortjener den strengeste fordømmelse« eller at den forårsager »den alvorligste form for overlast.«

Billede

looking out a window

Illustrationer © nuvolanevicata/iStock/Getty Images

Seksuelt misbrug dækker over enhver form for omgang uden samtykke, der omfatter berøring eller ikke-berørende adfærd, hvor en person bruges til seksuel tilfredsstillelse af en anden person. Alt for ofte står ofrene for seksuelt misbrug tilbage med forvirring og følelser af uværdighed og skam, som kan være alt for tunge at bære. Den smerte, som ofrene oplever, intensiveres ofte af andres kommentarer, som har afsæt i en fejlopfattelse af, hvad seksuelt misbrug er, og hvad følgerne af den er. Nogle ofre bliver beskyldt for at lyve eller får at vide, at misbruget på en eller anden måde var deres skyld. Andre føres fejlagtigt til at tro, at de må omvende sig, som om de på en eller anden måde har syndet ved at blive misbrugt.

Mange af de klienter, jeg har arbejdet med, der har oplevet seksuelt misbrug i deres barndom eller unge år, har fået at vide, at de skulle se »at komme over det«, »lade være med at grave i fortiden« og »lade det ligge og glemme det«. Den type udtalelser kan – især når de kommer fra nære venner, familiemedlemmer eller kirkeledere – føre til, at ofret kæmper videre med hemmeligholdelse og skam frem for at finde helbredelse og fred. Som med dybe fysiske sår eller infektioner, så forsvinder disse følelsesmæssige sår ikke bare ved, at man ignorerer dem. Tværtimod tager den forvirring, der opstår under misbruget, til, og sammen med de deraf følgende følelsesmæssige smerter bliver ens tænkning forandret, hvilket i sidste ende kan føre til usund adfærd. Det er ikke usædvanligt for misbrugsofre, at de ikke indser, at det, der overgik dem, var misbrug, og alligevel udvikle usunde adfærdsmønstre og smertelige følelser.

Hannah (navnet er blevet ændret) blev udsat for seksuelt misbrug tidligt i sin barndom. Som andre ofre voksede hun op med en følelse af, at hun var et forfærdeligt menneske, som ikke var noget værd. Hun brugte det meste af sit liv på at prøve at tjene andre for at kompensere for sin følelse af ikke at være »god nok« til, at vor himmelske Fader eller nogen andre kunne elske hende. I sine forhold til andre frygtede hun, at enhver, der virkelig kendte hende, ville synes, at hun var lige så forfærdelig, som hun selv troede, at hun var. Hun oplevede en intens frygt for afvisning, som førte til, at hun var bange for at prøve nye ting eller gøre enkle ting, som at ringe til nogen. Hun havde et kunstnerisk talent, som hun opgav af frygt for ikke at kunne håndtere kritikken.

I mere end 50 år var det hendes følelse af hjælpeløshed, magtesløshed, frygt, vrede, forvirring, skam, ensomhed og isolation, der styrede hendes daglige valg.

Frelseren led »smerter og trængsler og fristelser af enhver art«. Det gjorde han, så han kunne »vide, hvorledes han kan bistå sit folk« (Alma 7:11-12). Han led ikke blot for vores synder, men også for vores helbredelse, når en andens synd forvolder os smerte.

Hvis Frelseren var her i dag, forestiller jeg mig, at han ville græde med og velsigne dem, der er blevet misbrugt seksuelt, akkurat som han græd med og velsignede nefitterne (se 3 Ne 17). Selvom Frelseren ikke er her fysisk, kan hans Ånd være hos os, og han har banet en vej til helbredelse, fred og tilgivelse for os.

Billede

reaching through a ladder

For mange, der har lidt skade, er tanken om, at den smerte, de bærer på, kan erstattes med fred, nærmest umulig at tro på. Ofte kan den misbrugte gå ubemærket og uset rundt med sine sår i årevis. Smerten gemmes bag et smilende ansigt, en villighed til at hjælpe andre og leve livet, som om der ikke er noget galt, og alligevel er smerten konstant.

Lad os sammenligne den følelsesmæssige helingsproces med, hvordan man ville behandle en fysisk skade. Forestil jer, at I brækkede benet, da I var unge. Fremfor at gå til lægen for at få det sat sammen humpede I rundt, indtil den værste smerte havde fortaget sig, men der var altid en svag smerte for hvert skridt, I tog. Flere år senere vil I gerne have smerten væk og går til lægen. Lægen er nødt til at sætte knoglen på plads igen, rense al ophobning af brusk og andet væk, lægge gips om og sende jer til fysioterapi for at styrke benet.

Helingsprocessen fra misbrug er tilsvarende på den vis, at ofret først må anerkende, at smerten er reel, og at der kan gøres noget ved den. Processen omfatter erkendelse af, hvad der er sket og at tillade, at følelserne af at føle sig såret, skræmt og trist kommer frem, anerkendes og bekræftes. Det er ofte en hjælp at arbejde med en professionel med stor erfaring i denne helingsproces. (Spørg jeres præstedømmeledere om, man kan trække på familietjenesten i jeres område).

Uanset om ofret har adgang til professionel hjælp eller ej, er det bedste at bede, studere Frelserens liv og forsoning og mødes regelmæssigt med en præstedømmeleder. Han kan hjælpe med at lette byrderne og modtage inspiration for at hjælpe offeret til at forstå sit guddommelige værd og forhold til vor himmelske Fader og Frelseren. Som søster Carole M. Stephens, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, for nylig har sagt: »Heling [kan] være en langvarig proces. Det vil kræve, at I bønsomt søger vejledning og behørig hjælp, deriblandt at rådføre sig med retteligt ordinerede præstedømmebærere. Sæt passende grænser, idet I lærer at kommunikere åbent, og søg eventuelt professionel rådgivning. Det er vigtigt at bevare sit åndelige helbred i den proces!«³

For Hannah var livet efterhånden blevet så ubehageligt, at hun søgte hjælp. Hun vidste igennem sit vidnesbyrd, at hun kunne føle fred og glæde i livet, men hun følte det grundlæggende ikke. Gennem bøn og ved at tale med sin biskop blev hun rådet til at få terapi, hvor hun fik nogle værktøjer, som hun havde brug for til at få sandheden frem i lyset og fortælle nogen om den forfærdelige byrde, hun havde båret rundt på alene. Da hun gjorde det, var hun i stand til at slippe smerten og finde den fred, som Frelseren har lovet (se Joh 14:27). Tillige med denne fred og trøst kom ønsket om og evnen til at tilgive.

Tanken om at tilgive er ofte svær at høre for misbrugsofre, og den misforstås ofte. Hvis de tænker på, at tilgivelse er at lade udøveren af misbruget slippe eller sige, at det de gjorde ikke betyder noget mere, føler offeret sig ikke taget alvorligt. Selvom vi tilråder, at man tilgiver (se L&P 64:10), er det i situationer med svære skader sådan, at offeret typisk må være begyndt at hele, før det kan tilgive udøveren helt.

Dem, der lider smerte som følge af misbrug, kan måske finde trøst i dette råd fra Mormons Bog: »Jeg, Jakob, ønsker at tale til jer, som er rene i hjertet. Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro, så vil han trøste jer i jeres trængsler, så vil han tale jeres sag og sende retfærdighed ned over dem, der søger jeres udryddelse« (Jakob 3:1). Behovet for retfærdighed og retten til kompensation kan overlades til Herren, så han kan erstatte vores smerte med fred.

Hannah opdagede med tiden, at hun kunne overlade behovet for retfærdighed til Frelseren, og hun fandt til gengæld en følelse af fred i sit liv, som hun aldrig tidligere havde oplevet. Tidligere havde hun frygtet familiebegivenheder, hvor misbrugeren ville være til stede. Nu frygtede hun takket være sin villighed til at stå ved sine svære følelsesmæssige sår på sin vej mod helbredelse ikke længere hans tilstedeværelse, og hun kan tilmed føle medlidenhed for ham i hans høje alder.

Billede

reaching up

Ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at »fuldstændig helbredelse vil komme gennem jeres tro på Jesus Kristus og hans magt og evne til, gennem forsoningen, at helbrede de uretfærdige og ufortjente ar …

Han elsker jer. Han gav sit liv, så I kan blive fri for unødige byrder. Han vil hjælpe jer med at blive det. Jeg ved, at han har kraften til at helbrede jer.«⁴

Modstanderen ønsker at fastholde mennesker i smerte og lidelse, fordi han selv har det så elendigt (se 2 Ne 2:27). Med hjælp fra vor Frelser, Jesus Kristus, kan smerte virkelig erstattes med en fred, som kun Frelseren er i stand til at give, og vi kan leve med glæde. »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25). Når man lever med glæde, bliver tider med prøvelser mere udholdelige, og det gør os i stand til at lære og vokse og blive mere som vor Fader i himlen.

De velsignelser, jeg har fået i mit liv ved at sidde med dem, der er blevet skadet af misbrug, og se det helbredelsens mirakel, der vitterligt kun kommer gennem Frelseren, gør mig ydmyg. Hvis I lider, vil I så ikke bede om, hvor I kan søge hjælp? I behøver ikke at bære den tunge byrde alene. Jeg ved, at han helbreder, for jeg har set det utallige gange.