2017
Hvordan kan jeg studere i mit sind og med hjertet?
April 2017


Hvordan kan jeg studere i mit sind og med hjertet?

Find ud af, hvad I kan gøre, når I har spørgsmål.

Billede
girl with heart

Hvad bør I gøre, når I har et spørgsmål af doktrinær, historisk eller personlig art? Hvordan finder I svar? Herren har givet dette løfte: »Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden« (L&P 8:2). Hvordan kan I bruge jeres sind og hjerte til at vide, at I modtager inspiration? Her er nogle få forslag.

Sind

Studér, bed, lyt

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at når vi træffer livets store beslutninger, »forventer vor himmelske Fader, at vi bruger vores handlefrihed, udtænker situationen i vores sind i henhold til evangeliets principper og forelægger beslutningen for ham i bøn« (»Helligånden«, Liahona, maj 2016, s. 105).

Det samme gælder for ethvert spørgsmål. Når I studerer og beder oprigtigt om svar, finder I dem henad vejen. Helligånden vil give jer tilskyndelser – enten som ideer, ord i jeres sind eller andre personlige påmindelser – for at vejlede jer til de svar, I ellers har brug for.

Brug ressourcer

Søg i skrifterne, deriblandt i Guide til Skrifterne og andre studiekilder. I kan også søge i andre SDH-ressourcer som generalkonferencetaler, Gospel Topics på LDS.org, Kirkens tidsskrifter, Joseph Smiths Papers Project og meget mere. (Se side 54, hvor der er en liste over nyttige kirkeressourcer).

Tal om det

Vær ikke bange for at bede om hjælp. Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum er kommet med denne opmuntring: »Jeg vil give jer en udfordring … I skal tænke på en [som kan hjælpe jer med at finde svar] – en betroet ven, jeres forældre, bedsteforældre, en lærer, et medlem af biskoprådet eller en vejleder – for I har brug for svar på disse spørgsmål« (Face to Face broadcast, 20. jan. 2016). Giv det en chance! Tal med en, I stoler på, om jeres spørgsmål og find svarene sammen.

Hjerte

Studér, bed, lyt

Det er vigtige trin for at kunne granske med både jeres sind og hjerte. Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Hvis I ønsker at genkende åndelig sandhed, må I bruge de rigtige instrumenter. I kan ikke komme til at forstå åndelige sandheder med instrumenter, der er ude af stand til at måle dem« (»Modtag et vidnesbyrd om lys og sandhed«, Liahona, nov. 2014, s. 22). Helligånden er det instrument, vi lærer åndelige ting igennem. Så når I beder og lytter til Ånden, vil I med tiden være i stand til at finde svar.

Vær tålmodig

Præsident Uchtdorf har også forklaret: »Jo mere vi vender vores hjerte og vores sind mod Gud, jo mere himmelsk lys falder der på vores sjæl … Lidt efter lidt bliver det, der før syntes tåget, mørkt og fjernt mere klart, lyst og velkendt for os« (»Modtag et vidnesbyrd om lys og sandhed«, s. 22). Søgen efter svar kan være en lang proces. Men hvis I er villige til at lytte efter svar, selvom det tager tid, så vil I finde dem.

Øv jer i at genkende tilskyndelser

Jo mere I genkender tilskyndelser og er villige til at handle på dem, når Ånden hvisker til jeres hjerte, jo lettere bliver det at vide, når I modtager yderligere tilskyndelser i fremtiden. I kan føle, »hvis det er rigtigt«, eller opleve, at jeres »tanker bliver uklare«, hvis det er forkert (se L&P 9:8-9). I kan også føle en mild påmindelse, en følelse af fred eller en anden følelse, som er specifik for jer. Herren kender jer, og han ved, hvordan I forstår Ånden. Han vil give jer kærlig vejledning, der er unik for jer. Så bliv ved med at lytte og øv jer i at handle på det.