Min onkel er kunstner, og han laver små flaskeskibe i træ. Det tager lang tid, koncentration og stor anstrengelse at lave dem.

En dag så jeg alle hans redskaber og bemærkede, hvordan hver enkelt af dem blev brugt til en bestemt detalje eller pynteliste på skibet. Mens jeg så ham arbejde, blev jeg overrasket over, hvordan han brugte disse redskaber til at lave skibene. Jeg kom i tanke om historien om Nefi, der bygger et skib (se 1 Ne 17-18). Han byggede det efter Herrens anvisninger og ikke efter menneskers forskrifter. Gud giver os redskaberne til at bygge vores eget skib på sin måde. Skrifterne, tro og Guds kærlighed er redskaber, som jeg må bruge i mit liv for at kunne styre mit skib uden at forlise. Jeg lærer hver dag noget om at være en Herrens discipel.

Det var et koldt forår i Danmark. Jeg var lige begyndt på min fuldtidsmission, og jeg kæmpede med mit vidnesbyrd. Jeg havde været omvendt i 19 måneder, og jeg var fuld af usikkerhed over at være i et fremmed land, med et sprog jeg ikke talte, og et mylder af gader jeg ikke kunne finde rundt i. Mine bønner, der havde været fyldt af taknemlighed, blev mere fyldt af beklagelser: »Gud, hvorfor har du bare ladt mig alene?«

En morgen tryglede jeg ham i bøn. Men i stedet for at spørge »hvorfor« med vrede i mit hjerte, tryglede jeg om et vidnesbyrd om evangeliets sandhed, og at min tvivl ville blive dæmpet.

Da jeg havde bedt, slog jeg op i mine skrifter. Jeg havnede på 5 Mosebog 31:6: »Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«

Mit hjerte blev fyldt af glæde, da jeg indså, at det var svar på min bøn: Gud havde været der hele tiden. Han ventede bare på, at jeg bad oprigtigt i stedet for at beskylde ham for at forlade mig.

Gud vil aldrig lade mig i stikken, selvom alt synes håbløst. Og vi kan mærke hans solskin gennem bøn og skrifterne.