Glemte bøger, erindret vidnesbyrd
Forfatteren bor i Cagayan i Filippinerne.
Alle øjne var rettet mod mig. Kunne jeg forsvare Kirken med noget så enkelt som mit vidnesbyrd?
Et år havde jeg et mål om at forbedre min åndelige indlæring. Jeg ville tage Kirkens bøger, pjecer, håndbøger og skrifter med alle vegne, deriblandt i skole, for jeg ville mætte mig med Guds ord. Men mine bestræbelser kom på lavt blus, da jeg blev optaget af at læse op til en kommende prøve.
En dag satte min lærer gang i en diskussion, hvor hun bad alle dem, der ikke var katolikker om at rejse sig. Jeg var den eneste sidste dages hellige i klassen. Der var seks andre elever, der også havde rejst sig.
Så blev vi spurgt: Hvilken kirke tilhører I? Hvem grundlagde den? Hvordan blev jeres kirke stiftet?
Jeg var den sidste, der skulle svare. Jeg blev nervøs, da jeg opdagede, at jeg havde glemt mine kirkebøger, men jeg prøvede at huske de ting, jeg havde studeret. Jeg kom i tanke om et skriftsted i Bibelen:
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6).
Jeg stod foran klassen med frimodighed og glemte min frygt. Jeg fortalte, at jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg fortalte beretningen om en ung mand, Joseph Smith, der så Gud. Jeg kunne mærke en brænden i brystet, og jeg fik tårer i øjnene. Jeg fortalte, at Kirken var blevet organiseret den 6. april 1830, og jeg bar vidnesbyrd om, at Gud havde kaldet en profet, og at præstedømmet var blevet gengivet. Jeg bar vidnesbyrd om, at jeg vidste, at alle disse ting var sande.
De mange timers studium af evangeliet havde båret frugt. Det hjalp mig til at forsvare min tro og fortælle om evangeliet. Jeg blev stolt, da fire af mine klassekammerater sluttede sig til mig i kirken adskillige uger senere.
Oplevelsen belærte mig om, hvor vigtigt et vidnesbyrd er. Til at begynde med undrede jeg mig over, hvorfor Herren ikke havde tilskyndet mig til at tage mine bøger med den dag. De kunne have hjulpet mig med at give de perfekte svar på de spørgsmål, der blev stillet. Men så indså jeg, at vi ikke behøver at kunne huske alt om Kirken udenad eller at sætte vores lid til noter – vi bør studere, efterleve og fortælle om evangeliet og sætte vores lid til Helligånden. Jeg havde måske ikke mine bøger, men jeg havde mit vidnesbyrd.