Det gamle familiealbum: Kraften i slægtens beretninger
Forfatteren bor i New York i USA.
Mine forfædre lever igennem mig, og deres arv påvirker mit liv i en fortsat god retning.
En sommermorgen inden anden verdenskrig vågnede min oldefar som altid – inden daggry. Han gik uden for sit hus og op på en bakke, hvor han så ud over en grøn dal og sin landsby i Rumænien. Han satte sig i det dugvåde græs, der sad han fordybet i sine tanker – de samme tanker, som havde ligget ham på sinde nogen tid. Han var en lærd mand med et stort hjerte og et nysgerrigt sind, og han var elsket og respekteret af alle i landsbyen.
Hans landsby lå ved den gamle flod Olt og var ganske enkelt billedet af en rumænsk landsby, hvor historien kombineret med et eventyrlandskab, en skat af farvestrålende traditioner og et naturligt ansvar for at passe på de genstande og de traditioner, man arver fra sine forfædre, og videregive dem til den næste generation.
Da solen var stået op, gik han ind i huset og fortalte sin kone, at han var nysgerrig efter at se, hvordan hans begravelse ville være, og han ønskede sig en generalprøve på sin begravelse. Han fastsatte datoen, købte kisten, hyrede en præst, professionelle grædekoner og anskaffede sig alle andre behørige ting i henhold til den græsk-ortodokse tradition. Så oprandt dagen for generalprøven på hans begravelse. Der blev sat borde op midt i landsbyen til mindefesten, familien var klædt i sort, præsten kom, min oldefar lå i kisten, hvor han rettede på puden, så han bedre kunne se ud over skuet, og begravelsesoptoget begyndte. Da ceremonien var overstået, blev hele landsbyen inviteret til festen, hvor min oldefar fik opfyldt sin drøm om at danse til sin egen begravelse. Han levede 20 år endnu, og han tjekkede ofte, at han stadig kunne være i kisten.
Ikke bare navne og datoer
Jeg har aldrig mødt min oldefar, men hans historie har altid været min yndlingshistorie. Den blev fortalt af mine bedsteforældre. Hver dag fortalte de mine søskende og jeg historier om vores forfædre; hvor de kom fra, hvordan de var, hvad der betød noget for dem, og hvad de drømte om og håbede på. Når vi havde spist om søndagen, fandt mine bedsteforældre familiealbummet frem. For hver side de vendte, gjorde de historierne levende, fortiden og nutiden, og hjerterne blev sammenflettet i kærlighed, der har modstået tidens tand. Det var ikke bare gamle fotografier med pågriflede navne og datoer på bagsiden. Bag hvert ansigt var en far eller mor, en søn eller datter, en bror eller søster. For os var de virkelige mennesker med håb og drømme, modgang og prøvelser, succes og fiasko. Selv om de ikke længere var fysisk til stede, lever deres beretninger stadig, deres arv lyser stadig, og deres ansigter smiler stadig fra et gammelt familiealbum, der i dag knytter seks generationer sammen i kærlighed.
Styrke i svære tider
Da jeg var blevet 19 år, var mine forældre og det meste af min nære familie døde, og mange af de ejendele, jeg havde arvet, var gået tabt eller var blevet stjålet. Og alligevel er der en ting, som hverken tid, naturkatastrofer eller døden selv kan ødelægge – den bro, der spænder fra fortiden over nutiden og ind i fremtiden, som hver enkelt i min familie har bygget. På grund af deres flid har den tråd, der binder vores hjerter sammen, vist sig stærkere end nogen prøvelse og har givet mig styrke til at komme igennem svære situationer.
Da mine forældre og bedsteforældre døde, blev jeg ramt af så dyb en sorg, at jeg tvivlede på, om jeg havde styrke til at leve videre. Men jeg følte deres indflydelse fra den anden side af sløret, og det hjalp mig til at få et urokkeligt vidnesbyrd om livet efter døden og senere om tempelordinancer. Jeg kan ikke huske, hvordan min mor så ud, og har aldrig mødt mine oldeforældre, men hver gang, jeg finder det gamle familiealbum frem, kan jeg genkende mig selv i deres øjne. Jeg er den, jeg er på grund af alle dem, der gik forud for mig, og deres erfaringer og visdom har været med til at forme min karakter og har vejledt mig i mit liv.
Jeg tænker ofte på min familie på den anden side af sløret og det, de ofrede for, at jeg kunne få et bedre liv. Jeg tænker på de tempelordinancer, der gør os i stand till at være sammen som familie igen en skønne dag. Og jeg tænker på Kristi sonoffer, som gjorde alt dette muligt. Han betalte prisen for, at vi kan leve. Det elsker vi ham for og tilbeder ham i taknemlighed i dag og for evigt.