Kirkens rette navn

Mine elskede brødre og søstre, på denne smukke sabbatsdag glædes vi sammen over vores mange velsignelser fra Herren. Vi er meget taknemmelige for jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium, for de ofre, I har ydet for at blive på eller vende tilbage til hans pagtssti, og for jeres hengivne tjeneste i hans kirke.

I dag føler jeg mig tilskyndet til at tale til jer om en sag af stor vigtighed. For nogle uger siden udsendte jeg en meddelelse om at bruge Kirkens rette navn.¹ Jeg gjorde det, fordi Herren i mit sind indprentede betydningen af det navn, han har åbenbaret for sin kirke, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.²

Som man kunne forvente har modtagelsen af denne meddelelse og de reviderede retningslinjer³ været blandet. Mange medlemmer af Kirken rettede med det samme Kirkens navn på deres blog og sider på de sociale medier. Andre undrede sig over, hvorfor det var nødvendigt at fremhæve noget, der er så »ubetydeligt« i forhold til alt, der sker i verden. Og nogle sagde, det ikke kan lade sig gøre, så hvorfor forsøge? Lad mig forklare, hvorfor denne sag betyder så meget for os. Men lad mig først nævne, hvad denne sag ikke er:

• Den er ikke en navneændring.

• Den er ikke rebranding.

• Den er ikke kosmetisk.

• Den er ikke et indfald.

• Og den er ikke ubetydelig.

I stedet er den en rettelse. Den er befaling fra Herren. Det var ikke Joseph Smith, der navngav den genoprettede kirke, heller ikke Mormon. Det var Frelseren selv, der sagde: »For således skal min kirke kaldes i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«⁴

Endnu tidligere, i år 34 e.Kr., gav vor opstandne Herre en lignende instruktion til medlemmerne af sin kirke, da han besøgte dem på det amerikanske kontinent. Dengang sagde han:

»Derfor skal I kalde kirken ved mit navn …

Og hvordan kan den være min kirke, medmindre den kaldes ved mit navn? For hvis en kirke kaldes ved Moses’ navn, så er den Moses’ kirke; eller hvis den kaldes ved et menneskes navn, så er den et menneskes kirke; men hvis den kaldes ved mit navn, så er den min kirke.«⁵

Kirkens navn står således ikke til forhandling. Når Frelseren tydeligt erklærer, hvad navnet på hans kirke skal være, og endog indleder sin erklæring med »For således skal min kirke kaldes«, mener han det alvorligt. Og hvis vi tillader, at der bruges tilnavne eller selv bruger dem eller endog selv fremmer dem, bliver han fornærmet.

Hvad ligger der i et navn, eller i dette tilfælde et tilnavn? Når det kommer til Kirkens tilnavne, såsom »SDH-kirken«, »Mormonkirken« eller »De sidste dage helliges kirke« er det vigtigste i de navne fraværet af Frelserens navn. Fjernelse af Herrens navn fra Herrens kirke er en kæmpe sejr for Satan. Når vi kasserer Frelserens navn, ignorerer vi diskret alt som Jesus Kristus gjorde for os – tilmed hans forsoning.

Se det fra hans perspektiv: Inden livet på jorden var han Jahve, Det Gamle Testamentes Gud. Under sin Faders ledelse skabte han denne og andre verdener.⁶ Han valgte at underkaste sig sin Faders vilje og gøre noget for alle Guds børn, som ingen anden kunne gøre! Han nedlod sig til at komme til jorden som Faderens Enbårne i kødet og blev brutalt spottet, hånet, spyttet på og pisket. I Getsemane have påtog vor Frelser sig alle smerter, al synd og al sorg og lidelse, der nogensinde vil opleves af jer og mig og alle, der nogensinde har levet eller vil leve. Under den ulidelige byrde blødte han fra hver en pore.⁷ Al denne lidelse blev intensiveret, da han grusomt blev korsfæstet på Golgatas kors.

Gennem disse uudholdelige oplevelser og hans efterfølgende opstandelse – hans uendelige forsoning – skænkede han os alle udødelighed og løskøbte os fra syndens virkninger på betingelse af vores omvendelse.

Efter Frelserens opstandelse og hans apostles død blev verden kastet ud i århundreders mørke. Så i året 1820 viste Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, sig for profeten Joseph Smith for at påbegynde genoprettelsen af Herrens kirke.

Efter alt han havde udholdt – og efter alt han havde gjort for menneskeheden, indser jeg med stor fortrydelse, at vi i Herrens genoprettede kirke utilsigtet er gået med til at blive kaldt ved andre navne, som alle stryger Jesu Kristi hellige navn!

Hver søndag, når vi værdigt deltager i nadveren, fornyr vi vores hellige løfte til vor himmelske Fader om, at vi er villige til at påtage os hans Søns Jesu Kristi navn.⁸ Vi lover at følge ham, omvende os, holde hans bud og altid erindre ham.

Når vi udelader hans navn fra hans kirke, fjerner vi ham ubevidst som vores hovedfokus i livet.

Når vi påtager os Frelserens navn, indebærer det, at vi – gennem vores handlinger og vores ord – erklærer og vidner for andre, at Jesus er Kristus. Er vi blevet så bange for at fornærme nogle, der kaldte os »mormoner«, at vi har undladt at forsvare Frelseren, at stå på hans side i det navn, som hans kirke er kaldt ved?

Hvis vi som et folk og som enkeltpersoner vil have adgang til kraften i Jesu Kristi forsoning – for at rense og helbrede os, styrke og højne os og i sidste ende ophøje os – må vi tydeligt anerkende ham som kilden til den kraft. Vi kan begynde ved at kalde hans kirke ved det navn, som han forordnede.

For en stor del af verden er Herrens kirke på nuværende tidspunkt forklædt som »mormonkirken«. Men vi som medlemmer af Herrens kirke ved, hvem der er dens overhoved: Jesus Kristus. Uheldigvis er der mange, der, når de hører benævnelsen mormon, tror, at vi tilbeder Mormon. Sådan er det ikke! Vi ærer og respekterer den store fordums amerikanske profet.⁹ Men vi er ikke Mormons disciple. Vi er Herrens disciple.

I den genoprettede kirkes første tid blev begreber som mormonkirken og mormoner¹⁰ ofte brugt som skældsord – som ondskabsfulde benævnelser, grove benævnelser – beregnet til at udslette Guds hånd i genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke i disse sidste dage.¹¹

Brødre og søstre, der er mange verdslige argumenter mod atter at anvende Kirkens rette navn. På grund af den digitale verden, som vi lever i, og med optimeringer af søgemaskiner, der hjælper os alle til at finde oplysninger, som vi har brug for, næsten med det samme – deriblandt oplysninger om Herrens kirke – så siger kritikere, at en rettelse på dette tidspunkt er uklogt. Andre synes, at fordi vi i så udbredt grad er kendt som »mormoner« og »mormonkirken«, bør vi få det bedste ud af det.

Hvis dette var en drøftelse om at markedsføre en menneskeskabt organisation, ville disse argumenter nok vinde. Men i dette afgørende anliggende, ser vi hen til ham, hvis kirke det er, og anerkender, at Herrens måde ikke er, og aldrig vil blive, menneskets måde. Hvis vi vil være tålmodige, og hvis vi vil gøre vores del godt, vil Herren føre os gennem denne vigtige opgave. I sidste ende, så ved vi, at Herren hjælper dem, der søger at gøre hans vilje, ligesom han hjalp Nefi med at bygge et skib til at krydse havet i.¹²

Vi må ønske at være høflige og tålmodige i vores bestræbelser på at rette disse fejl. Ansvarlige medier vil være imødekommende, når de reagerer på vores anmodning.

Ved en tidligere generalkonference talte ældste Benjamín De Hoyos om en sådan begivenhed. Han sagde:

»For nogle år siden, mens jeg tjente på Kirkens informationskontor i Mexico, blev [en ven og jeg] inviteret til at deltage i et radiotalkshow … [En af programmets værter] spurgte [os]: ›Hvorfor har Kirken et så langt navn?…‹

Min ven og jeg smilede over et så storartet spørgsmål og fortsatte derpå med at forklare, at Kirkens navn ikke var valgt af mennesker. Det blev fastlagt af Frelseren … Programværten svarede straks med respekt: ›Så vil vi med største fornøjelse benævne den således.‹«¹³

Den beretning giver os et mønster at følge. En efter en vil vores bedste bestræbelser som enkeltpersoner blive krævet for at rette fejl, der har sneget sig ind igennem årene.¹⁴ Resten af verden følger os måske eller måske ikke i vores eksempel med at kalde os ved det rette navn. Men det er urimeligt, at vi bliver frustreret, hvis det meste af verden kalder Kirken og dens medlemmer ved forkerte navne, hvis vi selv gør det samme.

Vores reviderede retningslinje er en hjælp. Der står: »I den første omtale foretrækkes Kirkens fulde navn: ›Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige‹. Når der er behov for en [anden og] kortere henvisning, opfordres der til at bruge ordene ›Kirken‹ eller ›Jesu Kristi Kirke‹. ›Jesu Kristi genoprettede kirke‹ er også korrekt og acceptabelt.«¹⁵

Hvis nogle spørger: »Er du mormon?«, kan I svare: »Hvis du spørger om jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, så er svaret ja!«

Hvis nogle spørger: »Er du sidste dages hellig?«,¹⁶ kan I svare: »Ja, det er jeg. Jeg tror på Jesus Kristus og er medlem af hans genoprettede kirke.«

Mine kære brødre og søstre, jeg lover jer, at hvis vi gør vores bedste for atter at anvende Herrens kirkes rette navn, vil han, hvis kirke det er, udøse sin kraft og sine velsignelser over de sidste dages helliges hoveder¹⁷ på måder, som vi ikke før har set. Vi vil få Guds kundskab og kraft til at bringe Jesu Kristi gengivne evangeliums velsignelser til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk og til at forberede verden på Herrens andet komme.

Så hvad betyder et navn? Når det kommer til navnet på Herrens kirke, er svaret »Alt!« Jesus Kristus anviste os at kalde Kirken ved sit navn, fordi det er hans kirke fyldt med hans kraft.

Jeg ved, at Gud lever. Jesus er Kristus. Han leder sin kirke i dag. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.