»Et bredt og omfattende virkefelt«

Tro mod fremgangsmåden, som Joseph og Emma Smith anviste i Nauvoo, fortsatte næstekærlighed med at være grundlaget for alt, både åndeligt og timeligt, som hjælpeforeningssøstre blev organiseret til at gøre. Præsident Young sagde:

»Alt dette er omfattet af vores religion. Alle gode ord og gerninger, alt timeligt, alt åndeligt, det i himlen, det på jorden og det, der er under jorden, er inden for vores religions rammer … Hvis vi gør alt det, og glæder os over at gøre det rette, står vore fødder faste og urokkelige, ligesom disse evige bjerges grundvold. Vi bør ikke ønske noget, uden at det sker på retfærdige principper, og hvis vi ønsker det rette, så lad os dele ud af det til andre og være venlige, fyldte med kærlighed og næstekærlighed over for alle.«¹⁰

I sit hjem underviste præsident Brigham Young sine døtre i at »indskrænke alt, hvad der er dårligt og værdiløst, og gøre [sig] umage med hensyn til alt, hvad der er godt og smukt«.¹¹ At indskrænke er at fjerne noget. Da præsident Young rådede sine døtre til at indskrænke, mente han, at de skulle fjerne sig fra verdens overfladiske og uanstændige opførsel og påklædning. Han forkyndte også indskrænkning og forbedring for hele Kirken.

Når præsident Young rådgav de hellige om at forsage verden, gav han sædvanligvis praktiske råd, der havde med dagligdagen at gøre. Han opmuntrede til beskedenhed og hårdt arbejde. Fx rådede han hjælpeforeningssøstrene til at forbedre deres spise- og husholdningsvaner. Men indskrænkning betød mere end at tillægge sig en enklere livsstil. Det betød en forandring i hjertet. Søstrene skulle skille sig ud fra resten af verden – blive virkelige hellige, Herrens folk. Søster Eliza R. Snow berettede: »Hvad vil jeg gerne fjerne mig fra? Fra min uvidenhed og alt, hvad der ikke er af Gud.«¹²

Søster Snow fulgte præstedømmeledernes råd, og hun lovede søstrene i Hjælpeforeningen, at de ville blive velsignede, når de gjorde det samme. Hun forklarede også, at den enkelte kvinde kunne modtage inspiration til at vejlede hende i sit personlige liv, i familien og i sin kirkekaldelse. Hun sagde: »Bed søstrene om at gå fremad og udføre deres pligter, i ydmyghed og med trofasthed, så vil Guds Ånd hvile på dem, og de vil blive velsignede i deres anstrengelser. Lad dem søge efter visdom i stedet for magt, så vil de få al den magt, de har visdom til at udøve.«¹³

Hendes inspirerede undervisning hjalp hjælpeforeningssøstrene til at imødekomme deres tids trængsler. Hun forklarede, at hvis de bestandigt ville søge Helligåndens vejledning og trøst, kunne de nyde fred selv midt i modgang. Hun sagde, at Helligånden »tilfredsstiller og opfylder ethvert af menneskehjertets længsler og fylder ethvert tomrum. Når jeg fyldes med den Ånd,« fortsatte hun, »mættes min sjæl, og jeg kan oprigtigt sige, at tidens ubetydelige ting ikke lader til at stå i vejen for mig overhovedet. Men tillader jeg mig at miste denne Ånd og kraft i evangeliet og tager del i verdens ånd blot i mindste mål, kommer problemerne; der er noget galt. Jeg bliver prøvet, og hvad kan trøste mig? Man kan ikke trøste mig, kun det, der kommer fra den himmelske kilde, kan tilfredsstille det udødelige sind. Og er det ikke vores privilegium at leve på en sådan måde, at dette konstant kan tilflyde vores sjæl?«¹⁴

I Kirkens tidlige dage blev praktisering af flerkoneri åbenbaret til Joseph Smith.¹⁵ Skønt denne praksis til at begynde med var vanskelig at acceptere for mange, vidste de trofaste hellige, at Joseph Smith var Guds profet. De fulgte Herrens vilje, som den blev åbenbaret til deres profet. De indgik pagter med Gud og var stærke og hengivne i overholdelsen af disse pagter.

Da Hjælpeforeningen blev genetableret i slutningen af 1860’erne, var flerkoneri stadig en del af kirkemedlemmernes tilværelse. Imidlertid mente mange mennesker i USA, at kvinder, der levede under loven om flerkoneri, blev fornedret og misbrugt. Som følge af almindelig misforståelse omkring de sidste dages hellige og deres tro vedtog USA en lovgivning, der forbød polygame ægteskaber.

En gruppe sidste dages hellige kvinder samledes i Salt Lake City i januar 1870 som reaktion på denne lovgivning. Over for avisjournalister fra alle dele af USA udtrykte disse kvinder deres støtte til levende profeter og til Kirkens praksis. De forsvarede sig selv og deres ægtemand og erklærede deres tro og pagter. Søster Eliza R. Snow berettede: »Det var på høje tid at rejse sig med den værdighed, vores kaldelse indebar, og tale på egne vegne … Verden kender os ikke, og sanddruhed og retfærdighed over for vore brødre og os selv kræver, at vi taler … Vi er ikke ringere end verdens kvinder, og vi ønsker heller ikke at fremstå som sådan.«¹⁶

En sidste dages hellige kvinde udtrykte mange andres følelser, da hun sagde: »Der findes ikke et sted på denne vide jord, hvor venlighed og kærlige følelser i større grad udøses over kvinder, og hvor hendes rettigheder forsvares med så hellig iver som i Utah. Vi er her for at udtrykke vores kærlighed til hinanden og for at vise verden vores hengivenhed for Gud, vor himmelske Fader, og for at vise vores villighed til at leve i overensstemmelse med evangeliets krav, og det celestiale ægteskab er et af de krav, som vi er besluttede på at ære, undervise i og praktisere, og må Gud give os styrke dertil.«¹⁷

Avisjournalisterne sagde, at det var et »bemærkelsesværdigt møde«.¹⁸ En journalist skrev: »Med hensyn til logik og retorik er de såkaldte fornedrede mormonske kvinder på lige fod med … kvinderne i de østlige stater.«¹⁹ I løbet af de næste få måneder deltog mange flere kvinder i lignende møder rundt om i territoriet.

I 1890 modtog præsident Wilford Woodruff, Kirkens fjerde præsident, en åbenbaring, der førte til, at Kirken ophørte med at praktisere polygame ægteskaber. Han skrev denne åbenbaring ned på et dokument kendt under Manifestet. Om at skrive Manifestet har han sagt: »Himlens Gud befalede mig at gøre det, jeg gjorde, og da tiden kom til at gøre det, jeg var blevet befalet, stod det hele klart for mig. Jeg gik til Herren, og jeg skrev, hvad Herren bad mig om at skrive.«²⁰

Eftersom folket havde accepteret det profetiske råd om at indtræde i polygamt ægteskab og havde indgået og holdt deres pagter, var denne nye åbenbaring nok engang vanskelig for mange, men trofaste sidste dages hellige besluttede endnu engang at følge profeten. Den dag, hvor Kirkens samlede medlemsskare hørte Manifestet og godkendte det, sagde søster Zina D.H. Young, der på det tidspunkt virkede som Hjælpeforeningens tredje hovedpræsident: »I dag blev alles hjerter prøvet, men de så hen til Gud og bøjede sig.«²¹

De kvinder i Kirken, der ved åbenbaring havde taget imod polygamt ægteskab og som gennem åbenbaring senere accepterede Manifestet, er al beundring og respekt værd. De viste streng lydighed mod deres pagter og den levende profets råd. I dag æres disse kvinder af deres trofaste efterkommere.

Helen Mar Whitney, der efterlevede loven om flerkoneri, skrev: »Vi kan læse historier om martyrer og mægtige sejrherrer samt om mange store og gode mænd og kvinder, men historien om Zions ædle kvinder og smukke døtre, hvis tro på Israels Guds løfter satte dem i stand til at sejre over selvet og adlyde hans højere lov og bistå hans tjenere i at etablere den på jorden … føler jeg mig sikker på, at englene har ført en optegnelse over, så deres gerninger herefter skal findes i evighedens optegnelser, skrevet med guldbogstaver.«²²

Søster Eliza R. Snow var en begavet skribent og offentlig taler. Hun var af mange kendt som »Zions digterinde« takket være sine evner inden for det engelske sprog.²³ Hun var vidende, organiseret, trofast, utrættelig, uforfærdet, vís og velformuleret, og hun fulgte Åndens tilskyndelser, efterhånden som hun hjalp i opbygningen af Herrens rige. Hun udøste hyppigt af sin viden og sit vidnesbyrd, og hun opmuntrede sidste dages hellige kvinder til at gøre det samme ved hjælpeforeningsmøderne – for ikke at være afhængig af, at andre altid skulle undervise dem.

Nogle kvinder kviede sig og følte sig uforberedte på at tale offentligt. Søster Snow gav følgende råd til sådanne søstre: »Lad ikke jeres præsident være nødt til at sige alt … Har Gud ikke skænket jer talens gave? … Hvis I har fået skænket Guds Ånd, uanset hvor enkle jeres tanker måtte være, opbygger de dem, der hører jer.«²⁴

Emily S. Richards sagde, at søster Snow hjalp hende til at lære at tale offentligt: »Første gang hun bad mig om at tale ved et møde, kunne jeg ikke, og hun sagde: ›Pyt med det, men næste gang du bliver bedt om at tale igen, så prøv at have noget at sige‹, og det havde jeg.«²⁵ Søster Richards forbedrede til stadighed sin evne som offentlig taler, og i 1889 talte hun ved mødet for Landsforbundet for kvinders valgret i Washington, D.C.

En journalist beskrev søster Richards som »en smule bævende under mængdens blik, men dog fattet, kontrolleret, værdig og så ren og blid som en engel … Det var ikke så meget ordene i sig selv som den milde ånd, der ledsagede ordene og som i sin yndefulde elskværdighed greb alle om hjertet.«²⁶

I dag følger hjælpeforeningssøstrene det eksempel, som søster Snow, Richards og andre af Hjælpeforeningens første medlemmer fremgik med. De stræber flittigt efter kundskab om evangeliet og deler derpå ud af denne kundskab til andre. Ved at gøre det følger de de sidste dages profeters råd. Præsident Spencer W. Kimball, Kirkens 12. præsident, har sagt:

»Jeg understreger … det store behov enhver kvinde har for at studere skrifterne. Vi ønsker, at vore hjem skal være velsignede med kvinder, der er velbevandrede i skrifterne – hvad enten I er enlige eller gifte, unge eller gamle, enker eller lever i en familie.

Billede

Præsident Spencer W. Kimball

Uanset jeres særlige forhold vil I blive bedre og bedre til at holde det andet store bud om at elske jeres næste som jer selv, efterhånden som I bliver mere og mere bekendt med sandheden i skrifterne. Bliv lærde i skriften – ikke for at nedgøre andre, men for at opløfte dem! Når alt kommer til alt, hvem har så et større behov for at ›samle sig skatte‹ i form af evangeliets sandheder (som de kan dykke ned i, når der er brug for det), end netop kvinder og mødre, som har så meget med opdragelse og undervisning at gøre?«

Præsident Kimball vidnede om, at hjælpeforeningssøstre får en stor positiv indflydelse på »de gode kvinder, der findes i verden«, når de »afspejler retskaffenhed og en klar holdning«.²⁷

Søster Snow, præsident Kimball og mange andre kirkeledere har givet udtryk for Hjælpeforeningens positive indflydelse. Når søstre udtrykker deres tro i ord og gerning, kan de styrke hinandens tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. De kan hjælpe hinanden med at forberede sig på at modtage alle de velsignelser, der findes i vor himmelske Faders plan for lykke.

De sidste dages hellige samledes i Saltsødalen efter at være blevet forfulgt og tvunget væk fra deres hjem og lokalsamfund adskillige gange. Nu, hvor de var udvandret til en fjern og øde ørken, ønskede præsident Brigham Young, at de trivedes og fik en fast bopæl. Han ønskede at skærme dem fra fysisk overlast, og at de holdt sig på sikker afstand af verdslig indflydelse, som kunne skade deres tro og vidnesbyrd. Han ønskede, at de skulle være uafhængige af verdslig indflydelse, både timeligt og åndeligt.

Det betød, at de hellige havde brug for at lære færdigheder, der gav dem mulighed for at sørge for alle deres behov. I disse bestræbelser havde præsident Young stor tillid til kvindernes evner, talenter, trofasthed og villighed. Han mindede hjælpeforeningssøstrene om, at de skulle udføre deres ansvar i hjemmet sammen med deres mand og børn.²⁸ Han underviste også i andre ansvar i forbindelse med timelig selvhjulpenhed, hvoraf nogle nævnes nedenfor. Selv om mange af de specifikke timelige ansvar er anderledes i dag, er principperne bag disse ansvar dog de samme: Sidste dages hellige rådes til at gøre alt, hvad de kan, for at sørge for livets fornødenheder til sig selv og deres familie.

Syning. Præsident Young rådede søstrene til at sy tøj til sig selv og deres familie. Han sagde: »Jeg opfordrer jer søstre til … at skabe jeres egen mode og sy jeres eget tøj, så I kan gøre jer behageligt fri af en udefrakommende påvirkning.«²⁹ Søster Eliza R. Snow berettede, at han opfordrede søstrene til at skabe »en mode, der ville være passende og som ville opnå støtte fra fornuftige, kultiverede og intelligente kvinder, som står i spidsen for verden, hvilket vi reelt også gør«.³⁰

Silke. Præsident Young grundlagde Deseret Silk Association (Deserets silkeforening), som Zina D.H. Young blev formand for. Denne gruppe opdrættede silkeorme og fodrede dem med morbærblade. Søster Young afskyede ormene og havde endda mareridt om dem, men hun udklækkede og opdrættede dem lydigt i sit eget udklækningshus for kokoner og lærte andre at gøre det samme. Under hendes ledelse opdrættede Deseret Silk Association silkeorme i over 20 år. Selv om deres arbejde aldrig resulterede i nogen indtægt, var de i stand til at spinde dejlig silke til eget brug.

Hvede. Præsident Young gav søstrene dette råd: »Lær at klare jer selv. Læg korn og mel til side, og gem det til tider med knaphed.«³¹ Emmeline B. Wells, der senere blev Hjælpeforeningens femte hovedpræsident, blev udpeget til at stå for hovedbestyrelsen for hvede.

I dette foretagende blev kvinderne motiverede af deres moderlige ønske om at beskytte deres familie mod sult. Søster Wells sagde: »Findes der mon nogen, der kan føle dette lige så dybt, som en mor kan? Forestil jer, hvordan det vil være at høre jeres barn græde efter brød.«³²

Hjælpeforeningspræsidenter for menigheden mødtes jævnligt for at drøfte, hvordan de kunne skaffe og opbevare korn. Sarah Howard, som var hjælpeforeningspræsident i en menighed i Salt Lake City, gav udtryk for sin villighed og repræsenterede mange søstres indstilling på det tidspunkt. Hun sagde: »Jeg føler, det er et privilegium, Herren har givet os, og vi vil prøve at være forenede om det. For mit vedkommende prøver jeg at gøre alt, hvad jeg kan, og jeg føler, at Herren vil åbne en vej, så vi kan få korn, skønt det er sent på sæsonen.«³³ Sarah M. Kimball, der også tjente som menighedens hjælpeforeningspræsident, havde allerede en opbevaringsplan i tankerne, da hun kom til et møde. I projektets første år byggede Hjælpeforeningen i hendes menighed et brandsikkert kornmagasin med en kapacitet på 27 ton hvede.

Præsident John Taylor fra De Tolv Apostles Kvorum opmuntrede brødrene i Kaysville i Utah til at hjælpe søstrene i deres bestræbelser. Han fortalte om en kvinde, som havde følt, at hendes mand var »lidt for flot og skødesløs« med familiens penge. Hver uge puttede hun en del af husholdningsbudgettet ind i familiebibelen. »Nogle år efter kom der en økonomisk krise, og manden blev bekymret. Hustruen opdagede hurtigt forandringen i sin mands ansigtsudtryk, og hun spurgte ham om årsagen til hans bekymring. Han fortalte hende om en snarlig forfalden regning, og han frygtede ikke at kunne betale den. Hun prøvede at opmuntre ham ved at sige, at han skulle have tro på Gud og foreslog ham at læse den gode, gamle bog, så han kunne hente lidt trøst fra den. Så rakte hun ham Bibelen, og da han åbnede den og bladrede i den, begyndte pengene at falde ud. Præsident Taylor sluttede: »Der kan komme et tidspunkt, hvor vi kan få brug for den hvede, som vore søstre oplagrer. Lad os ikke være for sikre på vore affærer og gøre, hvad vi kan, for at hjælpe dem.«³⁴

Søster Emmeline B. Wells fortalte sine søstre, at deres flid i denne sag ville blive »dette folks timelige frelse i nødstilfælde«.³⁵ Dette blev opfyldt i 1898 og 1899, da Hjælpeforeningens hvede sørgede for underhold under en alvorlig tørke i det sydlige Utah.

Søstrenes flid med at opbevare hvede gjorde det muligt for de sidste dages hellige kvinder at tjene mennesker udover deres egen familie og andre sidste dages hellige. Kirken sendte Hjælpeforeningens hvede til indianerne i Utah, til de overlevende efter et forfærdeligt jordskælv og en frygtelig brand i San Francisco i Californien i 1906 samt til mennesker i Kina, der led af sult i 1907.³⁶ Hveden blev også føde for tusinder under første verdenskrig, da Hjælpeforeningen solgte ca. 5.500 tons til den amerikanske stat.³⁷ Denne skik med opbevaring og tjeneste var med til at bane vejen for Kirkens nuværende humanitære indsats overalt i verden, hvor som helst folk er i nød.

Sundhedsfaglig uddannelse. I september 1873 fortalte søster Eliza R. Snow, at præsident Brigham Young ønskede, at »mange søstre fik en sundhedsfaglig uddannelse«.³⁸

Søster Zina D.H. Young er et eksempel på en hjælpeforeningssøster, der ydede stor tjeneste på det sundhedsfaglige område. Hun fik i sin patriarkalske velsignelse at vide, at hun havde helbredelsesgaven, og hun forberedte sig på at drage fordel af denne gave ved at tage et kursus i obstetrik – fødselshjælp. Hun hjalp til ved mange fødsler i Saltsødalen. Som supplement til sin praktiske uddannelse brugte hun også sine gaver til at nære fysisk, helbrede åndeligt og trøste følelsesmæssigt. Søster Emmeline B. Wells sagde om hende: »Utallige eksempler kan nævnes om hendes tjeneste blandt de syge, når hun syntes at blive inspireret af en større kraft end sin egen … når der manglede mod og tro hos dem rundt om sygesengen. På sådanne tidspunkter var hun virkelig som en nådens engel.«³⁹

Trods al den tjeneste, som søster Young ydede, idet hun stolede på sine åndelige gaver og begrænsede uddannelse, var hun fuldt ud klar over, at hun ikke kunne imødekomme alle sundhedsfaglige behov i Utahs voksende befolkning. Hun opfordrede andre sidste dages hellige kvinder til at følge præsident Youngs råd om at få en sundhedsfaglig uddannelse.

Søster Snow sagde: »Er der her og nu nogle søstre, der har ambitioner nok og som er klar over nødvendigheden af for Zions skyld at melde sig til denne uddannelse? Der er nogle, der har naturlige anlæg som sygeplejerske, og sådanne ville klare sig godt på medicinstudiet … Hvis de ikke selv kan klare udgifterne, har vi midlerne til det.«⁴⁰

Med denne opmuntring læste nogle hjælpeforeningssøstre medicin i de østlige stater. De kom tilbage til Utah som læger og underviste klasser i fødselshjælp og hjemmepleje. Emma Andersen Liljenquist, som deltog i klasserne i Utah, skrev nogle af sine oplevelser ned:

»Jeg havde meget stor glæde af kurset, og efter jeg var blevet indsat af apostlen John Henry Smith og adskillige andre, vendte jeg hjem for at udføre mit arbejde, eftersom jeg havde lovet apostlene, at hvis jeg levede retskaffent, ville jeg altid vide, hvad jeg skulle gøre i vanskelige situationer …

Det løfte er blevet opfyldt i bogstaveligste forstand. Mange gange, når en af mine patienter var alvorligt syg, bad jeg min himmelske Fader om hjælp, og det fik jeg i hvert eneste tilfælde. I en særlig situation begyndte en kvinde, som lige havde født, at bløde kraftigt. Ægtemanden ringede til lægen, men han var ikke klar over, at det var så alvorligt. Jeg … bad Herren om at hjælpe os. Blødningen ophørte, og jeg gjorde det nødvendige for hende. Da lægen ankom, sagde han, at han knap kunne tro, hvad der var sket, men sagde, at jeg havde gjort præcis, som han selv ville have gjort …

Jeg har hjulpet over 1.000 spædbørn til verden. Atter takker jeg min himmelske Fader for hans hjælp og for den styrke, Herren har givet mig, for uden den kunne jeg ikke have tjent mine søstre i lokalsamfundet. Noget af det mest rørende ved en fødsel er, at moderen i første omgang bekymrer sig mest om sin nyfødte, ikke om sig selv.«⁴¹

I 1882 grundlagde Hjælpeforeningen Deseret Hospital, »hvor de af Herrens folk, der var syge, kunne tilses og nyde godt af Kirkens ordinancer (præstedømmevelsignelser), så vel som kvalificeret behandling«.⁴² Hospitalet fortsatte i lidt over ti år, indtil dets driftsomkostninger oversteg de modtagne bidrag og andre faciliteter stod til rådighed.

I februar 1870 gav territoriet Utah stemmeret til kvinder ved lokalvalg. På det tidspunkt var territoriet Wyoming det eneste andet sted i USA, hvor kvinder havde denne ret. Senere afskaffede landets regering dette privilegium som en del af straffen for, at sidste dages hellige praktiserede flerkoneri. Men sidste dages hellige kvinder fortsatte med at give udtryk for deres rettigheder. Mange søstre arbejdede aktivt for kvinders ligestilling og stemmeret. Deres forbedrede evne til at udtrykke sig var en velsignelse, da de havde brug for at fremstille sig selv som stærke, værdige og ædle kvinder. Takket være deres indsats genvandt de stemmeretten, da Utah fik tilkendt status som stat i USA. De vandt også respekt fra andre kvindebevægelser i USA og rundt om i verden.

Under søster Eliza R. Snows ledelse støttede Hjælpeforeningen en avis, der blev kaldt Woman’s Exponent. Denne avis blev skrevet til gavn for sidste dages hellige kvinder, så de kunne lære om deres arbejde, liv og historie. Søster Emmeline B. Wells var redaktør i det meste af avisens levetid. I sin dagbog skrev hun: »Jeg ønsker at gøre alt, hvad der står i min magt for at løfte mit eget folks vilkår, især kvindernes.«⁴³ Hun skrev senere: »Jeg har af hele mit hjerte ønsket at gøre det, der vil løfte kvinder moralsk og åndeligt såvel som uddannelsesmæssigt og fremme Guds værks udbredelse her på jorden.«⁴⁴

Efter 42 års udgivelse stoppede Woman’s Exponent i 1914. Året efter begyndte Hjælpeforeningen at udgive Relief Society Magazine,, som indeholdt hjælpeforeningsmødernes ugentlige lektioner. Bladet var en vigtig kilde for søstrene. Kvinderne satte pris på deres blad, lærte af det og underviste ud fra det. I 1971 blev Relief Society Magazine og andre engelsksprogede blade for Kirkens voksne medlemmer samlet i et blad, nemlig Ensign. Siden dengang har Ensign indeholdt artikler, der underviste og inspirerede hjælpeforeningssøstre.

Kirken begyndte at udgive blade på andre sprog end engelsk i midten af 1800-tallet. Mange af disse blade blev udgivet under ledelse af missionspræsidenter. I 1967 blev de samlet til et blad med samme format og indhold, der blev oversat til mange forskellige sprog. Dette internationale blad – der nu kaldes Liahona – har altid indeholdt artikler, der hjalp søstrene til at efterleve evangeliet.

Siden 1987 er besøgsbudskabet blevet trykt i Liahona og Ensign. Besøgsbudskabet bliver også trykt i særskilte udgivelser i områder, hvor Kirken er ny og har et begrænset medlemstal.

Sidst i 1800-tallet iværksatte præstedømme- og hjælpeforeningsledere forbedringer for børns og unge pigers tilværelse. På foranledning af præsident Brigham Youngs kald til at reformere og udvise mådehold (se s. 45) oprettede Hjælpeforeningens ledere i 1870 Unge Damers afdeling af Hjælpeforeningens Senior og Junior Kooperative Forening til Fremme af Mådehold. Det blev senere til vore dages Unge Piger. Primary blev i 1878 organiseret for børn. Til at begynde med tilså hjælpeforeningsledere disse organisationers arbejde under ledelse af præstedømmeledere. I 1880 kaldte præsident John Taylor, Kirkens tredje præsident, søstre til hovedpræsidentskaberne for Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary og adskilte således disse tre organisationers arbejde.

Siden dengang har hjælpeforeningssøstre altid ledet og tjent i Unge Pigers og Primarys organisation. De har også styrket den opvoksende slægt ved at tjene i andre organisationer, som fx Søndagsskolen, seminar og institut.