»Kærligheden ophører aldrig«

Der udbrød krig i Europa i 1914. Da krigen sluttede i november 1918, var mange lande gået ind i konflikten, der blev kendt som første verdenskrig. I denne periode, hvor bitterhed og intolerance kunne have truet de kærlige følelser, man kunne forvente fra hjælpeforeningssøstre, udstedte søster Emmeline B. Wells og hendes rådgivere følgende budskab til alle Kirkens kvinder:

»Tjen jeres mand og børn med en kærlig og tålmodig ånd, pas på de små, tillad dem ikke at indsuge en intolerant eller hadsk ånd mod noget land eller folk, hold våben borte fra deres hænder, tillad dem ikke at lege krig eller finde morskab ved at efterligne død i slag, indgyd en loyal ånd mod land og flag, men hjælp dem til at føle, at de er himlens soldater, og at hvis de nødvendigvis må gribe til våben til forsvar af frihed, land og hjem, skal de gøre det uden nag og bitterhed … Undervis i rigets fredsskabende sandheder og sørg så flittigt som aldrig før for de trængende.«⁵

Ved at udsende dette budskab tilskyndede søster Wells søstrene til at praktisere næstekærlighed, ligesom profeten Joseph Smith havde undervist i over 70 år tidligere. Hun opmuntrede dem til at være tålmodige mod deres nærmeste og venlige mod deres næste – herunder fjender – og tjene de trængende. Hjælpeforeningssøstrene fulgte dette råd. De stræbte efter at modtage og formidle Kristi rene kærlighed, som de vidste aldrig ville svigte dem.⁶ Denne kærlighed ville både holde dem oppe i krigs- og fredstid.

Under første verdenskrig samarbejdede Hjælpeforeningen i USA helhjertet sammen med samfundsorganisationer som Det nationale Forsvarsråd og det amerikanske Røde Kors. Søstrene deltog i fødevareproduktion og -konservering, aktiviteter til fremskaffelse af penge til velgørende formål, hygiejne, arbejde for børnevelfærd og anden tjeneste. De var effektive og energiske i disse samfundsbestræbelser. Imidlertid mindede profeten dem om, at de aldrig måtte tabe Hjælpeforeningens guddommelige oprindelse af syne.

Billede

Præsident Joseph F. Smith

Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, har sagt, at mens verdens organisationer er »skabt af mænd eller kvinder«, er Hjælpeforeningen »guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet og guddommeligt forordnet af Gud til at tjene til frelse af kvinders og mænds sjæle.« Han ønskede ikke »at se det tidspunkt, hvor vore hjælpeforeninger følger disse kvindeskabte organisationer, som vil forekomme, eller blander sig og mister deres egen identitet ved at forene sig med dem … For jer,« fortalte han hjælpeforeningssøstrene, »gælder det om at lede verden og især lede verdens kvinder i alt, hvad der er rosværdigt, alt hvad der guddommeligt, alt hvad der er opløftende og som forædler menneskenes børn. I er hovedet, ikke halen.«⁷ Søster Emmeline B. Wells var enig i denne vision. Hun ledte Hjælpeforeningen i samarbejdet med andre organisationer, men hun hjalp også med at bevare foreningens særlige formål og guddommelige natur.

Udover at arbejde sammen med andre organisationer udførte hjælpeforeningssøstre mangeartede opgaver på egen hånd og sammen med deres menighed for at skaffe varer og rejse penge til de nødlidende. Nogle søstre syede og solgte kjoler, forklæder, børnetøj, vattæpper og håndlavede hatte og tæpper. Andre opdrættede og solgte kvæg og får.

En søster i Tooele i Utah fandt ud af, at et vattæppe, hun havde lavet, havde hjulpet en engelsk familie under krigen. Denne hjælpeforeningssøster havde lavet vattæppet i 1906, stukket en seddel ind i det og sendt det til San Francisco i Californien for at hjælpe ofrene for et forfærdeligt jordskælv. 11 år senere blev vattæppet foræret til Røde Kors og sendt til England. Da den engelske modtager fandt sedlen, sendte hun et personligt takkekort, der forklarede, at vattæppet »var mig til stor gavn, da jeg mistede min mand i krigen«. Efterladt med otte børn og uden mulighed for at arbejde erkendte denne enke: »Det er alt, hvad jeg kan klare og stadig holde den gående.«⁸

Mange engelske søstre meldte sig frivilligt til at sy og strikke til soldaterne, men de havde ingen penge til at købe de fornødne materialer for. Amerikanske og canadiske hjælpeforeninger bidrog ivrigt til en nødhjælpsfond for at hjælpe. De sendte penge til hver gren i England, så de engelske søstre kunne købe materialer til at sy lagener, pudebetræk og tøj.

Da Hjælpeforeningen solgte sin resterende hvede til den amerikanske stat i 1918 (se kap. 4), bemærkede søster Wells: »I alle disse år har vi ikke haft meget behov for at anvende det oplagrede korn til det planlagte formål, men med den mørke sky, der nu hænger over verden, kan vi se præsident Youngs profetiske visdom, da han bad søstrene om at oplagre korn til tider med nød.«⁹

Hvedesalget gjorde mere end at skaffe mad til sultne mennesker. Søster Clarissa S. Williams, der virkede som en af søster Wells’ rådgivere i præsidentskabet, anbefalede, at Hjælpeforeningen skulle hensætte indtægterne fra salget på en hovedkonto, og at de anvendte renterne til at finansiere forbedringen af børns og kvinders sundhed. Senere, da søster Williams virkede som Hjælpeforeningens sjette hovedpræsident, så hun til, at disse indtægter blev anvendt til sådanne formål.

Ved slutningen af første verdenskrig stod mange familier og enkeltpersoner med økonomiske, fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov. For at opfylde disse behov oprettede Hjælpeforeningen i 1919 Hjælpeforeningens socialtjeneste med fuld opbakning af præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident. Søster Amy Brown Lyman, der senere blev Hjælpeforeningens ottende hovedpræsident, virkede som leder af denne tjeneste. Gennem socialtjenesten samarbejdede Hjælpeforeningen med menigheder og stave om at hjælpe trængende kvinder og unge piger med at finde arbejde og anbringe børn, der skulle bortadopteres. Dens hovedformål var imidlertid at yde praktisk undervisning til familier. Søster Lyman sagde, at Hjælpeforeningens socialtjeneste ikke var et »socialkontor«, men en »hjælpeorganisation«, der fremhævede »studiet af familiesituationer, plan- og budgetlægning, organisering af hjælp, hvor SDH-familier er involverede, samt uddannelse af medarbejdere«.¹⁰

Med dette mål for øje skabte socialtjenesten et 6-ugers undervisningsprogram i familievelfærd. Stavsspecialister deltog i dette kursus og vendte derpå tilbage til deres menigheder og lokalsamfund og underviste i det. Over 4.000 kvinder fik undervisning.

Siden 1902 havde Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab sponsoreret et program til uddannelse af sygeplejersker. Omkring 1920 var sygeplejerskers faglige uddannelse blevet mere omfattende, så Hjælpeforeningen oprettede et uddannelsesprogram for sygehjælpere. For dette 1-årskursus, som begyndte på LDS Hospital i Salt Lake City i Utah, opkrævede man ikke noget undervisningsgebyr. I stedet blev de studerende bedt om at yde 30 dages gratis sygehjælpertjeneste i deres lokalsamfund. Efter fire år, hvor 46 hjælpere blev uddannet, ophørte Hjælpeforeningen med programmet og overførte deres støtte til Røde Kors’ kurser for hjemmesygepleje. Som med andre programmer anvendte Hjælpeforeningen dette program til at imødekomme tidens særlige timelige behov og overdrog derpå arbejdet til andre organisationer.

Hjælpeforeningsledere opmuntrede søstre til fortsat at yde hinanden næstekærlig tjeneste, sådan som de havde gjort det den første tid i Nauvoo. Søstre drog omsorg for de syge, syede til dem, der havde brug for tøj og bistod på andre måder de trængende. Fx måtte en gruppe armenske sidste dages hellige, der boede i Tyrkiet, i 1921 forlade deres hjem. Joseph W. Booth, præsidenten for Den palæstinensisk-syriske Mission, hjalp dem med at flytte til Aleppo i Syrien, hvor han organiserede en gren med en hjælpeforening på omkring 30 søstre. De fleste af disse kvinder var fattige, og dog følte de, at det var deres privilegium og pligt som hjælpeforeningssøstre at tjene dem, der var mindre heldigt stillede end de. Så de samledes og syede tøj af 90 meter stof, som præsident Booth havde købt. De lavede også et måltid til underernærede landsmænd, der var flygtet.

I april 1921 efterfulgte søster Clarissa S. Williams søster Emmeline B. Wells som Hjælpeforeningens hovedpræsident. Eftersom hun havde tjent sammen med søster Wells, var hun klar til de udfordringer, der skulle komme. Hun var kendt for sine organisatoriske evner og for at udvise kærlighed og venskab til alle.

Søster Williams var bekymret for den høje dødelighedsprocent blandt mødre og nyfødte. Hun var også bekymret over handicappedes manglende muligheder og mange kvinders lave levefod. Under hendes vise og dygtige ledelse fortsatte Hjælpeforeningen sine bestræbelser på at lette disse problemer. I 1924 oprettede hjælpeforeningspræsidenten i Cottonwood Stav med opbakning og opmuntring fra Kirkens øverste og lokale præstedømmeledere og søster Williams en fødselsstiftelse. Denne stiftelse blev senere en del af Kirkens hospitaler.

Søster Williams så et stort behov for forbedringer inden for »sundhed, muligheder og en anstændig levefod for alle dem, vi kommer i kontakt med«. Hun sagde: »Et sådant tilsagn om en generel forbedring fordrer omhyggelig forberedelse, træning, uddannelsesmæssige tiltag og egentlig tjeneste.«¹¹ Disse bestræbelser hjalp med at imødekomme øjeblikkelige behov og åbnede en vej for biskopperne til at yde hjælp til de trængende familier. De forberedte også Kirken til at afhjælpe de vanskeligheder, der skulle komme få år senere.

I over ti år efter første verdenskrig arbejdede Hjælpeforeningen på at højne levefoden for kvinder og familier ved at fokusere på sundhed, job og uddannelse. Hjælpeforeningen opmuntrede også fortsat til personlig retskaffenhed og næstekærlig tjeneste. Derpå blev verden med kort varsel i slutningen af 1929 kastet ud i en stor økonomisk depression.

Atter engang blev enkeltpersoner og familier i en tid med krise styrket af de færdigheder, Hjælpeforeningen havde undervist i. Sidste dages hellige kvinder fandt styrke i deres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, trak på deres færdigheder inden for selvhjulpenhed og arbejdede for at udtrykke barmhjertigheden i deres hjerte. Med disse principper til at vejlede dem var de i stand til at sørge for sig selv og deres familier og samtidig række ud til andre.

I 1928 kaldte præsident Heber J. Grant søster Louise Y. Robinson til at virke som Hjælpeforeningens syvende hovedpræsident. Økonomiske udfordringer var ikke noget nyt for søster Robinson. Hun var vokset op i en beskeden bjælkehytte i landområdet Scipio i Utah, hvor hun havde lært landbrug, havearbejde, syning, hårdt arbejde, nøjsomhed og være ved godt mod.

Syv år før søster Robison blev kaldet til Hjælpeforeningens hovedpræsident, havde præsident Grant indsat hende til at tjene som andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab. Hun havde følt sine utilstrækkeligheder meget stærkt, som hendes datter fortalte:

Billede

Præsident Heber J. Grant

»Da mor tog til præsident Grants kontor for at blive indsat, var hun sikker på, at han var blevet fejlinformeret om hendes evner, så hun fortalte ham, at hun med glæde ville yde sit bedste, hvad end hun blev bedt om, men han skulle vide, at hun havde begrænset uddannelse, meget få penge og ringe social status, og hun var bange for, at hun ikke ville være det eksempel, som kvinderne i Hjælpeforeningen ville forvente af en leder. Hun afsluttede med at sige: ›Jeg er blot en ydmyg kvinde!‹ Præsident Grant svarede: ›Søster Louizy, 85 % af Kirkens kvinder er ydmyge kvinder. Vi kalder dig til at være deres leder.«¹²

Opmuntret af præsident Grants ord gav søster Robison af sine enestående gaver og tjente af hele sit hjerte, først som rådgiver og dernæst som præsident. Hun var klog, medfølende og hårdtarbejdende. Hendes manglende formelle uddannelse og materielle velstand gjorde, at hun kunne forstå og hjælpe personer i lignende omstændigheder. Hendes råd til husmødre og mødre var praktiske og indfølende. Hun forstod kampen for at leve på et sparsomt budget, og dog kendte hun betydningen af en mors indflydelse i hjemmet. Derfor opmuntrede hun mødre til at gøre alt, hvad de kunne, for at blive i hjemmet sammen med deres børn frem for at forlade dem for at arbejde ude.

Den amerikanske regering oprettede mange hjælpeprogrammer i et forsøg på at afvende den økonomiske krise. I et stykke tid arbejdede Hjælpeforeningens socialtjeneste sammen med kommunale kontorer for at betjene trængende familier, men behovene oversteg socialtjenestens kapacitet. En medarbejder i socialtjenesten så antallet af sine sager vokse fra 78 familier i 1929 til over 700 i 1934.¹³

Kirken værdsatte den offentlige indsats. Søster Robison sagde, at regeringen »gjorde noget storslået« ved at hjælpe mennesker i nød. Imidlertid tilsluttede hun sig præstedømmeledere, der sagde, at kirkemedlemmerne fortsat måtte nære grundlæggende værdier for selvforsyning. Hun sagde: »I 93 år har Hjælpeforeningen sagt, at vi selv skal tage vare på vore trængende. Jeg spekulerer på, om vi overlader for meget til det offentlige nu.«¹⁴

I april 1936 præsenterede Det Første Præsidentskab et kirkeomspændende program. Dette satte Kirken i en bedre position til at hjælpe trængende medlemmer. Ved generalkonferencen i oktober 1936 forklarede præsident Heber J. Grant formålet med dette program.

Han sagde: »Hovedformålet var, så vidt det var muligt, at oprette et system, under hvilket lediggangens forbandelse skulle fjernes, hvorved man kunne få bugt med udnyttelsen af arbejdsløshedsunderstøttelsen, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt atter kunne oprettes blandt vores folk. Målet i Kirken er at give mennesker hjælp til selvhjælp. Arbejde skal igen sættes i højsædet som det ledende princip i Kirkens medlemmers tilværelse.«¹⁵

År senere gentog præsident Thomas S. Monson, Kirkens 16. præsident, denne lære. »Husk,« sagde han, »at Kirkens hjælp er beregnet på at hjælpe folk til selvhjælp. Det er den enkeltes og familiens ansvar at sørge for rehabilitering med hjælp fra præstedømmekvorummet og Hjælpeforeningen. Vi forsøger at udvikle uafhængighed og ikke afhængighed. Biskoppen skal forsøge at opbygge retskaffenhed, selvrespekt, selvagtelse og karakterstyrke hos alle dem, han hjælper, hvilket bør føre til, at den pågældende helt og holdent kan klare sig selv.«¹⁶

Et af de vejledende principper i velfærdsprogrammet var, at hjælpeforeningssøstre og præstedømmebrødre skulle arbejde sammen i enighed. Præsident Harold B. Lee, Kirkens 11. præsident, var med til at oprette velfærdsprogrammet, da han virkede som stavspræsident. Han sagde:

»Det vigtigste formål, Kirkens velfærdsprogram har, er at fremme samarbejdets og enighedens ånd over hele Kirken …

I den udstrækning, at Hjælpeforeningen i menigheder virker i samarbejde med præstedømmekvorummer og biskopråd, så er der et velfærdsprogram i den menighed.«¹⁷

Menighedens hjælpeforeningspræsidents rolle var især vigtig, sagde biskop Joseph L. Wirthlin, Kirkens daværende præsiderende biskop: »Efter min mening er der kun en person, der kan gå ind i et hjem, analysere behovene og forsyne dem klogt. Den person er en, vi kan vælge at kalde ekspert, hjælpeforeningspræsidenten … Når alt kommer til alt, har disse strålende kvinder selv et hjem, og de har gennemgået oplevelser i forbindelse med moderskab og det at styre et hjem.«¹⁸

Hjælpeforeninger havde et godt udgangspunkt for at indtage en fremtrædende rolle i menighedens velfærdsindsats. Under biskoppens ledelse vurderede de familiers behov og sørgede derefter for tørrede og konserverede frugter og grøntsager, tøj og sengetøj efter behov. I en periode blev søstre, der henkogte frugt, bedt om at afgive hver tiende glas til velfærdsprogrammet. Søster Belle S. Spafford, Hjælpeforeningens niende hovedpræsident, huskede, da hun samlede frugt, der var blæst ned på jorden, konserverede det i flasker og gav det til trængende søstre. Gennem denne mulighed for at tjene fik hun større forståelse for Hjælpeforeningens formål.

Hjælpeforeningsledere var en integreret del af Kirkens velfærdssystem. På øverste såvel som stavs- og menighedsplan deltog de i velfærdskomitemøder, og de øvede indflydelse på beslutninger og koordinering af opgaver. Denne koordinering var væsentlig, eftersom Kirkens velfærdssystem med farme, fabrikker, distributionscentre og andre anlæg voksede. Hjælpeforeningens socialtjeneste blev i 1969 slået sammen med Kirkens velfærds- og socialtjeneste.

Fra 1939 til 1945 inddrog anden verdenskrig det meste af verden. De fleste af Kirkens programmer blev påvirket af denne globale konflikt. I marts 1940 mødtes præsident J. Reuben Clark jun., førsterådgiver til præsident Heber J. Grant, med organisationspræsidenter for atter at gennemgå alle programmer og aktiviteter. De skitserede fire grundlæggende formål for hver af Kirkens organisationer: »At indskrænke den ›stadigt stigende byrde‹ hos medlemmer, der støttede kirkeaktiviteter, at mindske biskoppernes byrder, at fjerne programmer, der krævede store, dyre kirkebygninger og at drive Kirken inden for dens indtægter.« Hjælpeforeningen og andre organisationer blev bedt om at »forene sig, samarbejde, fjerne, forenkle og tilpasse deres arbejde således, at de samarbejdede med Det Første Præsidentskab om at nå de ovenfor nævnte mål.«¹⁹

Hjælpeforeningssøstre i Europa oplevede stor ødelæggelse i forbindelse med anden verdenskrig. De udviste også rosværdigt mod ved at tjene hinanden trods rystende forhold. De fortsatte i tro og stolede på deres vidnesbyrd og Jesu Kristi forsoning. Deres liv og vidnesbyrd fra denne periode er i sandhed inspirerende.

Efter krigen skrev Maria Speidel, der tjente som hjælpeforeningspræsident i Stuttgart Distrikt i Tyskland:

»De sidste fem år har været svære, og vi er blevet meget ydmyge. Vores tillid til Herren og vores vidnesbyrd om hans kirke har været vores kilde til styrke. Han har i sin nåde bevaret os, og skønt vi har lidt meget, har han givet os et mål af sin styrke. Nogle af os har mistet alle vore jordiske ejendele, enhver håndgribelig ting, vi havde kær, og når vi siger: ›Det er bedre at vandre med Gud i mørket end uden ham i lyset,‹ ved vi, hvad vi taler om …

Vi synger med glæde Zions sange og sætter vores lid til Herren. Han ordner alt til vores bedste.»²²

Gertrude Zippro, en anden distriktshjælpeforeningspræsident, vandrede med Gud i mørket i mange nætter for at vise kærlighed til og hjælpe sine søstre. Hun boede i Holland på et tidspunkt, hvor landet var under besættelse. Eftersom vagter ofte stoppede og kontrollerede de rejsende, havde hun identifikation på sig, så hun kunne besøge hjælpeforeningerne i distriktet.

Søster Zippros søn John sagde, at det »blev stadigt farligere at være ude om natten, i de fem år besættelsen varede.« Ved mindet om sin mors hengivenhed sagde han: »Kan I forestille jer, min mor byde disse forhold trods og mange gange begive sig ud om aftenen på sin cykel for at besøge endnu en gren?« Han mindedes det således: »Uanset hvordan hun havde det, eller hvordan omstændighederne var, passede hun sit kald. Sikken storslået kvinde og leder hun var! Jeg tvivler overhovedet ikke på nu, at hun blev håndplukket af Herren til at være hjælpeforeningspræsident på det tidspunkt.«

Søster Zippros søn bemærkede: »Hun må have haft fuldstændig tillid til Herren for gang efter gang at kunne tage af sted under disse forhold, uden at vide hvilke problemer hun ville komme ud for.«²³

I Danmark var de helliges situation tåleligere end i mange andre lande. De kunne få fat i mad, så de delte det med deres mindre heldige naboer. Eva M. Gregersen, præsident for Den Danske Missions Hjælpeforening, sagde: »Vi har under krigen optaget arbejdet med at hjælpe vores sultende broderland, Norge. Vi har sammen med missionskontoret givet penge ud til dette formål, og hver måned er der blevet sendt mange dejlige pakker med fødevarer af sted til vore brødre og søstre i Norge, som har været usigeligt taknemlige.«²⁴

Præsident Hugh B. Brown var førstehåndsvidne til en sådan næstekærlighed. Han tjente som præsident for Den britiske Mission fra 1937 til 1939, som koordinator for sidste dages hellige militærfolk i Europa fra 1939 til 1945, og igen som præsident for Den britiske Mission fra 1945 til 1946. Han virkede senere som medlem af De Tolv Apostles Kvorum og Det Første Præsidentskab. Han rapporterede om den tjeneste, som han så blandt hjælpeforeningssøstre under anden verdenskrig:

»Der er hundredvis af hjælpeforeningssøstre i krigszonen, der har været udsat for farer, prøvelser og trængsler, som kan sammenlignes med det, vore mænd kommer ud for på slagmarken. Disse tapre kvinder har trods næsten uovervindelige vanskeligheder holdt ud …

At knæle i bøn sammen med disse kvinder og høre dem takke Gud for deres basale velsignelser, for bevarelse af deres og deres kæres liv, for deres knappe fornødenheder og for hjem uden ruder, er på én gang en inspiration til og en irettesættelse for mange af os, hvis materielle velsignelser langt overstiger det, der findes her, men som hyppigt beklager os over at være berøvet nogle få af disse behageligheder.«²⁵

Hedwig Biereichel, en søster i Østtyskland, sørgede for mad til sultne russiske krigsfanger på trods af, at hun og hendes familie kunne være blevet fængslet eller skudt for en sådan næstekærlig handling.²⁶ År senere blev hun, tillige med mange andre, der havde udholdt lignende prøvelser under anden verdenskrig, interviewet om sine oplevelser. Ved slutningen af hvert interview spurgte intervieweren: »Hvordan bevarede du et vidnesbyrd under alle disse prøvelser?« Intervieweren sammenfattede alle de svar, hun fik, i denne udtalelse: »Jeg bevarede ikke et vidnesbyrd i disse tider – vidnesbyrdet bevarede mig.«²⁷

Da anden verdenskrig sluttede i 1945, havde hjælpeforeningssøstre over hele verden lidt megen sorg og afsavn. Men under det hele var de fortsat med at tjene hinanden, styrke familien og opbygge vidnesbyrd.

Som et vidne til så meget lidelse og så meget uselvisk tjeneste udtalte søster Amy Brown Lyman:

»Mit vidnesbyrd har været mit anker og mit holdepunkt, min tilfredsstillelse i tider med fryd og glæde, min trøst i tider med sorg og modløshed …

Jeg er taknemlig for den mulighed, jeg har haft for at tjene … i Hjælpeforeningen, hvor jeg i det meste af mit voksne liv har arbejdet med så stor glæde og tilfredshed sammen med dens tusinder af medlemmer. Jeg har været på besøg i deres hjem, sovet i deres seng og spist ved deres bord og har således lært af deres smukke karaktertræk, deres uselviskhed, deres forstående hjerte, deres trofasthed og deres ofre. Jeg ærer dette storslåede søsterskab af tjeneste, mere end jeg kan udtrykke med ord.«²⁸

I tider med prøvelser og usikkerhed har hjælpeforeningssøstre verden over fulgt Mormons formaning om at »hold[e] … fast ved næstekærlighed, som er det største af alt«. De har udvist deres store forståelse for, at skønt »alt skal høre op … [er] næstekærligheden … Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt«²⁹ Gang på gang har de været tro mod deres motto: »Kærligheden ophører aldrig.«