»Hold fast ved pagterne«

De første hjælpeforeningssøstre var ligesom Ammons folk fordum »kendetegnet ved deres hengivenhed over for Gud« og var »standhaftige i troen på Kristus«.² De var blevet undervist af profeten Joseph Smith, og de var blevet velsignet gennem deres formelle organisation under præstedømmets myndighed. Nu havde de brug for templets velsignelser.

Over 5.000 hellige flokkedes i templet i Nauvoo efter indvielsen, så de kunne modtage begavelses- og beseglingsordinancerne, før de begav sig ud på rejsen til en ukendt fremtid. De kom til templet hele dagen og til langt ud på natten. Præsident Brigham Young skrev, at de var så ivrige efter at modtage ordinancerne, at »jeg helt og holdent har hengivet mig til Herrens værk i templet nat og dag uden mere end fire timers søvn i gennemsnit pr. døgn, og tog kun hjem én gang om ugen«.³

Styrken, kraften og velsignelserne ved tempelpagterne holdt de sidste dages hellige oppe på deres rejse, da de led kulde, hede, sult, fattigdom, sygdom, ulykker og død. De fik styrke og kraft – åndeligt beredte på at forlade Nauvoo på deres besværlige rejse ud på sletterne.

Som så mange andre hjælpeforeningssøstre blev Sarah Rich holdt oppe af templets velsignelser, da hun stod over for udvandringens udfordringer. Før hun forlod Nauvoo, fik hun en kaldelse af Brigham Young til at virke i templet. Hun sagde senere:

Billede

Sarah Rich

»Mange var de velsignelser, vi havde modtaget i Herrens hus, hvilket har vakt glæde og trøst midt i alle vore trængsler og gjort os i stand til at have tro på Gud, velvidende, at han ville lede og bevare os på den ukendte rejse, der lå foran os. For havde det ikke været for den tro og viden, der blev skænket os i det tempel ved Herrens Ånds indflydelse og hjælp, ville vores rejse have været som at tage et spring ud i mørket. At begynde … midt om vinteren og i vores tilstand af armod ville synes som at vandre lige ind i dødens gab. Men vi havde tro på vor himmelske Fader, og vi satte vores lid til ham, for vi følte, at vi var hans udvalgte folk og havde modtaget hans evangelium, og i stedet for sorg følte vi fryd ved, at vores forløsningsdag var kommet.«⁴

Som søster Rich antydede, var udvandringen ikke »et spring ud i mørket« for trofaste sidste dages hellige kvinder. De blev holdt oppe af deres pagter. Ligesom Israels børn fordum fulgte de en profet ud på sletterne med håb om udfrielse. Som forberedelse til udvandringen kom præsident Brigham Young med følgende udtalelse til de hellige: »Dette skal være vores pagt – at vi vandrer i alle Herrens ordinancer.«⁵ Sidste dages hellige vandrede ud på sletterne, knyttet til Gud, deres familie og deres medrejsende ved en pagt.

Før en gruppe sidste dages hellige forlod Nauvoo, skrev de følgende budskab på mødesalens væg i deres forladte tempel: »Herren har set vores offer: Følg os.«⁶ Disse ord sammenfatter deres hengivenhed og fælles indsats. De hellige foretog rejsen i en ånd af offer, indvielse og tro på Gud. De foretog ikke rejsen alene, men som »Israels hær«, en koloni organiseret i mindre grupper kaldet kompagnier, til gensidig støtte.

I en åbenbaring til Brigham Young »angående Israels hær på deres rejse mod vest« befalede Herren pionererne at »lad[e] hvert kompagni påtage sig en ligelig del i forhold til deres ejendele med hensyn til at medtage de fattige, enkerne, de faderløse og familierne til dem, som er gået ind i hæren«.⁷

Under udvandringen var antallet af mænd i forhold til kvinder og børn ofte meget lavt. I foråret 1847, efter mange hellige havde tilbragt vinteren på et sted, de kaldte Winter Quarters, tilsluttede omkring 520 mænd sig Zions hær ledsaget af 35 kvinder og 42 børn som svar på et kald om at tjene i USA’s militær. Andre 143 mænd, 3 kvinder og 2 børn arbejdede sig fremad i det første pionerkompagni, der beredte vejen for andre. En søster ved navn Presendia Kimball husker: »Der var kun få mænd tilbage til at dyrke korn og grøntsager samt beskytte kvinder og børn … Således var det de aldrende, svagelige, kvinderne og børnene, der var tilbage.«⁸

De hellige blev velsignet med præstedømmets magt gennem håndspålæggelse af brødre, der bar præstedømmet. De blev også holdt oppe af søstrenes tro på Gud, kærlighed, styrke og bønner.

Søstrene tjente som læger og sygeplejersker i en tid med voldsom sygdom for deres egne familier og for hinanden, ligesom de havde gjort det i Nauvoo. Drusilla Dorris Hendricks husker: »Der var ikke en vogn i hele lejren, som ikke var ramt af sygdom, men vi bar det med tålmodighed som Job.«⁹ Dødstallet var stort, især blandt spædbørn.¹⁰

Eliza Partridge Lyman fødte den 14. juli 1846 en søn i en vogn. Ligesom mange andre spædbørn blandt pionererne overlevede drengen ikke. I sin dagbog beskrev Eliza sine oplevelser:

14. juli 1846: »Jeg befinder mig i en meget ubehagelig situation for en syg kvinde. Den brændende sol, der skinner på vognen dagen lang, tillige med den kolde natteluft udgør næsten for stor en forskel til at holde sig rask.«

15. oktober 1846: »Vi har taget vores bjælkehus i besiddelse i dag. Det første hus mit lille barn nogensinde har været i. Jeg føler mig yderst taknemlig for det privilegium, det er at sidde ved ilden, hvor vinden ikke kan blæse i alle retninger, og hvor jeg kan varme mig på den ene side uden at fryse på den anden. Vores hus er uden gulv og mange andre bekvemmeligheder, men væggene beskytter os mod vinden, selv om taget af græstørv ikke holder regnen ude.«

6. december 1846: »Mit lille barn er syg og får det værre. Han har grædt hele dagen, men jeg kan ikke se, hvad der er i vejen med ham.«

Billede

Eliza Partridge Lyman

12. december 1846: »Babyen er død, og jeg sørger over tabet af ham. Vi har gjort vores bedste for ham, men intet har hjulpet. Han fik det kun værre, efter han blev syg. Min søster Caroline og jeg sad oppe hver nat hos ham og prøvede at redde ham fra døden, for vi kunne ikke bære at skulle skilles fra ham, men vi var magtesløse …

Jeg har stadig venner, der betyder meget for mig. Havde jeg ikke haft det, havde jeg ønsket at vinke farvel til denne verden, for den er fuld af skuffelse og sorg. Men jeg tror på, der er en magt, der våger over os og ordner alt til det bedste.«¹¹

Som Eliza sagde, blev hun holdt oppe af omsorgsfulde søstres venskab. Senere viste hun samme venskab og medfølelse og hjalp andre kvinder, som kom ud for lignende sorg. Den 1. juni 1847 skrev hun: »Søster Elvira Holmes’ baby døde. Fik en invitation … til at komme og tilbringe dagen sammen med hende, hvilket jeg tog imod. Besøgte hendes barns grav sammen med hende.«¹²

Under sådanne omstændigheder stolede søstrene på kraften i deres pagter. Bathsheba W. Smith, Hjælpeforeningens fjerde hovedpræsident, huskede senere disse oplevelser:

»Jeg vil end ikke forsøge at beskrive, hvordan vi rejste gennem storme af sne, vind og regn, hvordan vi måtte bygge vejene, bygge broer og konstruere tømmerflåder, hvordan vore stakkels dyr dag efter dag måtte trække af sted på sparsomt foder, ej heller hvordan vore lejre led under fattigdom, sygdom og død. Vi blev trøstet … ved at holde vore offentlige og private møder i fred, bede og synge Zions sange og glæde os over, at vore forfølgere var langt bag os. Vi blev yderligere trøstet over at se Guds magt tilkendegivet ved ældsternes håndspålæggelse, som fik de syge til at blive raske og de lamme til at gå. Herren var med os, og hans magt blev dagligt tilkendegivet.«¹³

Kvinderne fandt også åndelig styrke i hinandens kærlighed og medfølelse. Under hele rejsen bad de i tro for hinanden og trøstede hinanden, når de led under prøvelser med sygdom og død. »Guds kærlighed strømmede fra hjerte til hjerte,« skrev Helen Mar Whitney, »indtil den onde syntes kraftesløs i sine bestræbelser på at komme mellem os og Herren, og i visse tilfælde blev hans grusomme pile berøvet deres brod.«¹⁴

Med profeten Joseph Smiths inspirerede lærdomme i erindring havde disse trofaste pionerkvinder en vision om deres kraft og potentiale for tjeneste. De hjalp med at opbygge hjem og samfund. Gennem deres gerninger i tro og næstekærlighed frelste de sjæle. Deres ofre havde en helliggørende virkning på dem selv og dem, der nød godt af deres ofre.

Selv uden Hjælpeforeningens formelle møder fulgte pionerkvinderne profetens lærdomme og holdt deres tempelpagter, og derigennem bidrog de til et usædvanligt kapitel i både Kirkens og det vestlige USA’s historie. En fremstående ikke-sidste dages hellig historiker skrev: »At jeg ikke tror på den tro, der besatte dem, betyder ikke, at jeg tvivler på deres flittige hengivenhed og heltemod i dens tjeneste. Især deres kvinder. Deres kvinder var utrolige.«¹⁵

Da de første pionerkompagnier ankom til Saltsødalen, såede de afgrøder og byggede skure til at overleve i. De var også opmærksomme på at imødekomme andres behov. Præsident Brigham Young rådede de hellige til at bistå de nødlidende, både åndeligt og timeligt. Hans råd var mage til Amuleks formaning i Mormons Bog til de forarmede zoramitter: »Hvis I så viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af jeres gods, hvis I har noget, til dem, som står i behov – jeg siger jer, at hvis I ikke gør noget af dette, se, da er jeres bøn forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der fornægter troen.«¹⁶

Søster Emmeline B. Wells, der senere tjente som Hjælpeforeningens femte hovedpræsident, beskrev søstrenes godhed og tjeneste: »Da de hellige forlod Nauvoo og på deres rejse, blev Hjælpeforeningens møder nødvendigvis afbrudt, men søstrene tabte aldrig foreningen af syne, ej heller de løfter, de fik af præsident Joseph Smith, men de fortsatte deres godgørende tjeneste, når og hvor lejligheden bød sig. De var altid med villige hænder og medfølende indsigt rede til at udføre kærligheds- og barmhjertighedsgerninger, og mange havde brug for sådanne venlige handlinger, for det var en tid med møje, lidelse, knaphed og genvordigheder.«¹⁷

I 1854 fornemmede Matilda Dudley mange behov blandt de lokale indianere. Da hun i første omgang handlede på eget initiativ og senere på præsident Brigham Youngs anledning, organiserede hun søstre under ledelse af sin biskop, der skulle sy tøj til de indfødte kvinder og børn. Lignende grupper opstod i andre bosættelser, da sidste dages hellige kvinder fulgte deres næstekærlige hjerte og tjente for at imødekomme behovene hos mennesker omkring dem.

Dette gentog sig, da flere sidste dages hellige ankom til Saltsødalen. Kirkeledere kaldte mennesker til at bosætte sig langt ude i territoriet, og de bredte sig til områder nord og syd for Salt Lake City. Søstrene huskede Den Kvindelige Hjælpeforenings arv og grundlæggende principper, og mange grupper blev oprettet i disse bosættelser for at tjene andre og bistå de fattige.

Lucy Meserve Smith stod fx i spidsen for en gruppe sidste dages hellige kvinder i Provo i Utah. Hun og andre søstre reagerede på kaldet til at hjælpe sidste dages hellige, der ankom til Utah. Ved generalkonferencen i oktober 1856 forklarede præsident Brigham Young, at håndkærrepionerer var strandet hundreder af kilometer væk. Han sagde: »Jeres tro, religion og trosbekendelse kan aldrig frelse blot én af jeres sjæle i Guds celestiale rige, medmindre I fører sådanne principper ud i livet, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og bring disse mennesker på sletterne hertil, og tag jer nøje af det, vi kalder timeligt, eller timelige pligter, for ellers er jeres tro forgæves.«¹⁸

Søster Smith skrev i sin selvbiografi, at de tilstedeværende efter præsident Youngs formaning tog skridt til at sørge for hjælp til deres brødre og søstre. Kvinder »trak deres underskørter af (som var store ifølge tidens mode og som også varmede) samt strømper og alt, hvad de kunne undvære, lige der i tabernaklet, og samlede det sammen i de vogne, der skulle af sted til de hellige i bjergene«.

De fortsatte med at indsamle sengeklæder og tøj til de hellige, der kun ville ankomme med få ejendele i deres små håndkærrer. Søster Smith skrev: »Vi gjorde alt, hvad vi kunne, med hjælp fra gode brødre og søstre, for at trøste de trængende, efterhånden som de ankom med deres håndkærrer om efteråret … Eftersom vores samfund dengang manglede midler, kunne vi ikke gøre meget, men de fire biskopper kunne knapt nok bære de sengeklæder og andet tøj, som vi fik samlet sammen, første gang vi mødtes. Vi stoppede ikke med vore anstrengelser, før alle havde det godt.« Søster Smith sagde, at da håndkærrekompagnierne ankom, var en bygning i byen »fyldt med forsyninger til dem«. Hun fortsatte: »Jeg har aldrig følt mig mere tilfreds, og jeg kan tilføje, aldrig haft større glæde ved noget arbejde, jeg nogensinde har udført i mit liv; der herskede en vældig stemning af fællesskab. Jeg behøvede blot at gå ind i en butik og ytre mine ønsker; hvis det var stof, blev det målt af uden beregning. Vi væltede os gennem sneen, indtil vores tøj var vådt 30 cm oppe for at få samlet tingene.«¹⁹

Disse hjælpeforeningssøstre udviste næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed,«²⁰ da de donerede deres underskørter og vattæpper for at redde frysende, sultende hellige, de aldrig havde mødt. De fandt stor glæde i denne tjeneste. Efter de havde givet alt det, de kunne, for at hjælpe håndkærrepionererne, fortsatte de med at hjælpe andre. Lucy Meserve Smiths ord udtrykte deres følelser: »Hvad skal villige hænder nu gøre?«²¹ Dette spørgsmål er indbegrebet af Hjælpeforeningens kvinders godhed – dengang og nu.