»Ægte gudsdyrkelse«

I 1843, da befolkningstallet i Nauvoo i Illinois voksede, blev de sidste dages hellige i byen inddelt i fire menigheder. Ved et møde afholdt den 28. juli det år nedsatte hjælpeforeningsledere en besøgskomite bestående af fire søstre i hver menighed. Besøgskomiteernes synligste ansvarsopgaver var at vurdere behov og indsamle bidrag.

Bidrag omfattede penge, madvarer og tøj. Hver uge afleverede besøgskomiteerne de bidrag, de havde indsamlet, til Hjælpeforeningens kasserer. Hjælpeforeningen anvendte disse bidrag til at yde hjælp og lindring til de trængende.

I opfyldelsen af dette ansvar udtrykte en søster sin tro på, at »vores frelse afhænger af vores gavmildhed mod de fattige«. En anden søster tilsluttede sig dette ved at sige: »Herren bekræfter det igen og igen. Han fryder sig over vore næstekærlige gerninger.«⁵

Denne praksis fortsatte et godt stykke ind i det 20. århundrede. Almindeligvis gik de søstre, der blev udpeget til at gå på besøg, ud med kurve og tog imod varer som tændstikker, ris, bagepulver og hensyltede frugter på glas. De fleste bidrag blev brugt til at afhjælpe lokale behov, men nogle blev brugt til at opfylde behov tusinder af kilometer væk. Fx indsamlede, sorterede, reparerede og pakkede hjælpeforeningssøstre i USA over 500.000 stykker tøj og sendte dem til Europa efter anden verdenskrig.

Udover indsamling af bidrag vurderede besøgskomiteerne behov i de hjem, de besøgte. De rapporterede deres observationer til hjælpeforeningsledere, som organiserede hjælp.

Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, fortalte om engang, hvor han så hjælpeforeningssøstre række uselvisk ud med en kristuslignende kærlighed til en familie:

»Jeg har for nylig haft det privilegium at besøge en af vore kolonier i en af Zions fjerntliggende stave, hvor der på det tidspunkt hærgede en hel del sygdom, og selv om vi havde rejst i mange dage, og vi nåede frem til kolonien sent om aftenen, blev vi bedt om at gå rundt sammen med præsidenten for at besøge nogle af de syge. Vi fandt en fattig søster liggende på en seng, udmattet af sygdom, i en meget alvorlig tilstand. Hendes stakkels mand sad ved sengen, næsten ude af sig selv over sin hustrus forfærdelige sygdom. Hun var moder til en hel del små børn, der havde klynget sig sammen. Familien lod til at leve under yderst fattige kår.

Snart kom en rar, ældre dame ind i huset og medbragte en kurv med nærende mad og nogle lækkerier til den plagede familie. Da vi spurgte, fandt vi ud af, at hun af menighedens Hjælpeforening var blevet tildelt opgaven med at våge over og hjælpe den syge kvinde den nat. Hun var der for at se efter børnene, for at sørge for at de blev vasket ordentligt, fik noget mad og for at lægge dem i seng, og hun skulle rydde op i huset og gøre alt så bekvemt som muligt for den plagede kvinde og hendes familie. Vi erfarede ligeledes, at en anden god søster ville blive bedt om at afløse hende næste dag. Og så fremdeles fik denne fattige og hårdt trængte familie den mest velmente omsorg og opmærksomhed fra søstrene i Hjælpeforeningen dag for dag, indtil hun blev rask igen og blev lettet for sine lidelser.

Vi fandt også ud af, at denne Hjælpeforening var så organiseret og velordnet, at alle de syge i kolonien fik den samme opmærksomhed og hjælp til deres trøst og lindring. Jeg havde aldrig før set sådan et eksempel på denne prægtige organisations nytte og skønhed, som det eksempel vi her var vidne til, og jeg tænkte, hvor barmhjertigt det var, at Herren inspirerede profeten Joseph Smith til at oprette sådan en organisation i Kirken.«⁶

Skønt besøgslærere altid har taget sig af timelige behov hos enkeltpersoner og familier, har de også haft et højere formål. Søster Eliza R. Snow, Hjælpeforeningens anden hovedpræsident, har sagt: »Jeg anser en besøgslærers funktion for at være en ophøjet og hellig funktion. Jeg håber, søstrene ikke tror, at det blot består i at tigge på de fattiges vegne. I ønsker at være fyldt med Guds, visdommens, ydmyghedens og kærlighedens Ånd, således at de i tilfælde af, de ikke har noget at give, ikke frygter jeres ankomst.«

Søster Snow håbede, at søstrene ville »fornemme en forskel i deres hjem« efter et besøg.⁷ Hun rådede besøgslærerne til at forberede sig åndeligt, før de besøgte hjemmene, så de ville være i stand til at vurdere og opfylde åndelige såvel som timelige behov: »En besøgslærer … burde bestemt have så meget af Herrens Ånd, når hun træder ind i et hus, at hun ved, hvilken ånd hun møder … Bønfald Gud og Helligånden om at få Ånden, så I kan imødekomme den ånd, der findes i det hus … og måske føler I, at I skal tale fredfyldte og trøstende ord, og hvis I finder en søster, der mangler varme, så tag hende ind til jer, ligesom I ville trykke et barn ind til jer og varme hende.«⁸

Billede

Sarah M. Kimball

Sarah M. Kimball, der tjente som menighedens hjælpeforeningspræsident i slutningen af 1860’erne, kom med et lignende råd til søstrene i sin menighed: »Det er besøgslærernes pligt at besøge deres tildelte søstre en gang om måneden for at forhøre sig om medlemmernes fremgang og lykke. Det er deres pligt at tale visdomsord samt trøstende og fredfyldte ord.«⁹ Hjælpeforeningsledere understregede, at besøgslærere ikke kun »skulle indsamle midler, men også skulle undervise og forklare evangeliets principper«.¹⁰ I 1916 blev besøgslærere formelt bedt om at tale om et evangelisk emne hver måned udover at yde timelig tjeneste. I 1923 præsenterede Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab et enslydende budskab, som alle besøgslærere skulle give.

I 1944, otte år efter iværksættelsen af Kirkens velfærdsplan (se kapitel 5), begyndte søster Amy Brown Lyman, Hjælpeforeningens ottende hovedpræsident, at drage besøgslærernes traditionelle ansvar for at indsamle bidrag i tvivl. Efter at have undersøgt spørgsmålet anbefalede hun og hendes rådgivere Det Præsiderende Biskopråd, at »emnet om indsamling af midler … burde afgøres af Kirkens generalautoriteter frem for af Hjælpeforeningen.«

Den præsiderende biskop LeGrand Richards tog anbefalingen med til Det Første Præsidentskab. Han rapporterede senere, at Det Første Præsidentskab og Biskoprådet følte, at det var »tilrådeligt, at Hjælpeforeningens besøgslærere ophørte med at indsamle velgørenhedsmidler.«¹¹

Søster Belle S. Spafford, der tjente som søster Lymans andenrådgiver på det tidspunkt, fortalte en personlig beretning om denne ændring i besøgsundervisningen:

»Brødrene sagde: ›Indsamlinger af velgørenhedsmidler ved hjælp af Hjælpeforeningens besøgslærere ophører. I bliver en organisation, der tjener, ikke en organisation, der finansierer barmhjertighedshjælp.‹

… Jeg husker udmærket, at jeg en dag sad til et møde med medlemmer af hjælpeforeningspræsidentskabet, sekretæren og to eller tre bestyrelsesmedlemmer, da en af søstrene sagde: ›De har givet besøgsundervisningen dødsstødet. Hvis de ikke kan gå ud og samle ind til de fattige, hvem ønsker så at gå fra dør til dør for blot at foretage et besøg?‹ … Jeg talte åbent og sagde: ›Jeg tror ikke på, det er dødsstødet. Jeg tror, det er besøgsundervisningens genfødsel. Og jeg tror, at mange kvinder, der hidtil har afvist at virke som besøgslærere, nu vil være glade for at tage ud, når de tager af sted som venlige besøgende for at iagttage hjemmets forhold, hvor der er et behov uden at skulle foretage en velfærdsundersøgelse, hvor de ikke behøver at føle, at de tigger om penge. De ved, at de tager ud for at opbygge ånden i hjemmet. Og det bliver en smuk oplevelse for de kvinder, der har brug for det … Jeg tror ikke et øjeblik på, at det bliver dødsstødet for besøgsundervisningen.‹

Det viste sig at holde stik. Fra da af begyndte programmet at blomstre, og kvinder, der førhen ikke havde tjent, bad om at blive besøgslærere.«¹²

Søster Spafford tjente senere som Hjælpeforeningens niende hovedpræsident. Hun så utallige eksempler på det positive, som besøgsundervisning kan bibringe alle hjælpeforeningssøstre. Hun vidnede således:

»Noget af det meget fine arbejde bliver udført af vore besøgslærere og vore hjælpeforeningspræsidenter, fordi de går ud i kraft af ånden i deres kaldelse, og de er Hjælpeforeningens repræsentanter … De er mødre, og de har en medmenneskelig forståelse for andre kvinder og deres sorger. Derfor må vi ikke begrænse vores opfattelse af social velfærd til de sultne og fattige. Frelseren bad os om at huske de fattige i ånden, gjorde han ikke? Og bliver de rige ikke syge, ligesom de fattige, og er det ikke svært for dem at finde en sygeplejerske? … Se, det er det, Hjælpeforeningen formodes at udføre. Jeg kunne fortælle jer den ene historie efter den anden, hvor besøgslærere har udført et godt stykke arbejde med at lette bekymringer i et hjem, ganske enkelt i kraft af deres kaldelse.«¹³

Præsident Henry B. Eyring, rådgiver i Det Første Præsidentskab, vidnede om, at besøgsundervisningen er en del af Herrens plan for at yde hjælp til mennesker overalt i verden:

»Det eneste system, som kunne være til hjælp og støtte i så stor en kirke i så forskelligartet en verden, ville være individuelle tjenere tæt på folk i nød. Det havde Herren forudset fra Hjælpeforeningens begyndelse.

Han havde lagt mønsteret. To hjælpeforeningssøstre, som tager imod deres opgave med at besøge en anden som et kald fra Herren. Det var sandt fra begyndelsen …

Medlemmerne af Hjælpeforeningen har altid nydt de lokale præstedømmehyrders tillid. Enhver biskop og enhver grenspræsident har en hjælpeforeningspræsident, de kan stole på. Hun har besøgslærere, som kender til den enkelte søsters trængsler og behov. Gennem dem kan hun vide, hvad der rører sig hos enkeltpersoner og familier. Hun kan imødekomme behovene og hjælpe biskoppen i hans kald med at sørge for enkeltpersoner og familier.«¹⁴

Som præsident Eyring lagde mærke til, tilpasser besøgsundervisningen sig Kirkens verdensomspændende vækst. Ved hjælp af dette system for omsorg har hver sidste dages hellige kvinde mulighed for at være et redskab i Herrens hænder.

Hjælpeforeningssøstre har arbejdet flittigt med at etablere besøgsundervisningen overalt i verden. Da Kirken fx var ny i Brasilien, havde de fleste grene ikke en Hjælpeforening eller vidste ikke, hvordan de skulle oprette den. Eftersom lokale ledere var uvante med Hjælpeforeningen, kaldte William Grant Bangerter, som på det tidspunkt var missionspræsident, sin hustru, Geraldine Bangerter, som missionens hjælpeforeningspræsident. Hun kendte ikke landet, hun havde endnu ikke opnået sprogfærdigheder, og hun havde netop født deres syvende barn. Ikke desto mindre begyndte hun at tjene med rådgivere og en sekretær. Med hjælp fra søstermissionærer, der fungerede som oversættere, besluttede disse søstre, at »det først og fremmest var nødvendigt at undervise kvinderne i, hvordan de skulle besøge hinanden og finde ud af deres behov. Så de sagde: ›Vi vil lære dem om besøgsundervisning‹ …

De besluttede at begynde i en lille gren i São Paulo i byens industrikvarter, hvor indbyggerne hovedsageligt var fattige. Præsidentskabet sendte besked i forvejen til de få søstre i grenen og skrev: ›Vi beder jer møde os den og den aften på det og det tidspunkt i den bygning, vi lejer.‹«

Søster Bangerter og en af rådgiverne »kørte tværs gennem en by på 12 millioner mennesker. De dukkede op i grenen, hvor … der var syv ydmyge kvinder.«

Da søstrene havde indledt mødet med en sang og en bøn, rejste søster Bangerters ene rådgiver sig op for at undervise om besøgsundervisning. »Hun stod med et lille stykke papir, og hun var så nervøs, at det rystede. Hun fik læst sit budskab. Det tog fem minutter.

Hun satte sig, og de kiggede alle hen på søster Bangerter, som sagde: ›Jeg kan ikke tale portugisisk. Men de ønskede, at hun skulle undervise dem. Ingen i lokalet kunne engelsk. Hun rejste sig og sagde alt, hvad hun havde lært på portugisisk. Det blev udtrykt i fire sætninger:

»›Eu sei que Deus vive.‹ Jeg ved, at Gud lever.

›Eu sei que Jesus é o Cristo.‹ Jeg ved, at Jesus er Kristus.

›Eu sei que esta é a igreja verdadeira.‹ Jeg ved, at dette er den sande kirke.

›Em nome de Jesus Cristo, amém.‹ I Jesu Kristi navn. Amen.

Det var det første hjælpeforeningsmøde, der blev afholdt i den gren – en femminutters tale om besøgsundervisning af en søster, der aldrig havde haft en besøgslærer, set en besøgslærer eller været besøgslærer, efterfulgt af et vidnesbyrd om evangeliet.

… Fra denne lille gruppe og andre lig dem er der vokset en vidunderlig og levedygtig kvindegruppe fuld af tro i Brasilien. De er dygtige, veluddannede, intelligente og fabelagtige ledere, og de ville aldrig være blevet til det, de er, uden Jesu Kristi evangelium og deres tro.«¹⁵

Besøgsundervisningen er blevet en anledning for sidste dages hellige kvinder over hele verden til at elske, nære og tjene – til at »handle på de sympatier, som Gud har plantet i jeres indre«, sådan som Joseph Smith forklarede.¹⁶

Hengivne besøgslærere besvarer kaldet fra sidste dages hellige profeter om at yde kristuslignende tjeneste. Præsident Spencer W. Kimball, Kirkens 12. præsident, har sagt: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men det er som regel gennem et andet menneske, at han opfylder vore behov. Derfor er det afgørende, at vi tjener hinanden i riget.«¹⁷ Præsident Thomas S. Monson, Kirkens 16. præsident, har forklaret: »Vi er omgivet af andre, der har behov for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed … Vi er Herrens hænder her på jorden med mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han er afhængig af hver enkelt af os.«¹⁸

Historien om besøgsundervisning fortsætter blandt søstre overalt, efterhånden som sidste dages hellige kvinder opfylder deres pagter om at følge Jesus Kristus. Præsident Dieter F. Uchtdorf, rådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »I vidunderlige søstre viser barmhjertighed af årsager, som langt overstiger ønsket om personlig vinding. På denne måde gør I som Frelseren, der, til trods for at han var konge, ikke stræbte efter status, han brød sig ikke om, hvorvidt andre lagde mærke til ham. Han lå ikke i konkurrence med nogen. Hans tanker kredsede altid om at hjælpe andre. Han underviste, helbredte, talte med og lyttede til andre. Han vidste, at storhed ikke handler om ydre tegn på rigdom eller status. Han lærte os og levede efter dette princip: ›Men den største blandt jer skal være jeres tjener.‹«¹⁹

Igennem årene har søstrene lært, at besøgsundervisningen kræver forpligtelse, hengivenhed og ofre. De har lært, at de har brug for Ånden til at lede deres besøg. De har set den kraft, der kommer af at undervise i sandheden og bære vidnesbyrd, yde timelig hjælp med kærlighed og være villig til at sørge med, trøste og at bære deres søstres byrder.

Når søstre tjener andre som besøgslærere, får de selv velsignelser. Søster Barbara W. Winder, Hjælpeforeningens 11. hovedpræsident, har sagt: »Det er væsentligt, at alle søstre har besøgslærere – for at hun kan føle, at der er brug for hende, at der er nogen, der har omsorg for hende og tænker på hende. Men det er lige så vigtigt, at besøgslæreren får mulighed for at vokse i næstekærlighed. Ved at kalde vore kvinder som besøgslærere giver vi dem mulighed for at udvikle Kristi rene kærlighed, som kan blive til meget stor velsignelse.«³³

En søster fortalte om velsignelser, der blev udgydt over hende, mens hun betjente sine søstre:

»Kort tid efter vi blev gift, flyttede min mand og jeg til New Jersey. Som førsteårsstuderende på lægestudiet kom min mand sjældent hjem tidligere end 23.30 … Jeg havde ikke været hurtig til at få venner. Denne flytning havde været ensom og vanskelig for mig.

Biskoppen i den nye menighed havde bedt mig stå for et program til vore spansktalende medlemmer. Det betød at oversætte ved nadvermødet, undervise i søndagsskoleklassen og tilse Hjælpeforeningen. Udover de indfødte spansktalende var jeg den eneste kvinde i menigheden, der talte flydende spansk.

Oven i mine ansvarsopgaver gav hjælpeforeningspræsidenten mig en besøgsliste på 12 søstre, der boede i et spansk kvarter i den anden ende af byen. Jeg indrømmer, at jeg ikke jublede over min nye opgave. Jeg havde travlt med mine andre kaldelser, og jeg var bange for, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være der for dem … Men jeg lavede nogle aftaler, og før jeg vidste af det, sad jeg i familien Dumez’ stue.

›Er du min besøgslærer?‹ spurgte søster Dumez, da hun trådte ind i stuen. ›Velkommen i mit hjem. Jeg har ikke haft besøgslærere i to år.‹ Hun lyttede intenst til budskabet, vi kom med, og hun takkede mig igen og igen for at være kommet.

Før jeg gik, kaldte hun sine fem børn sammen for at synge ›Jeg er Guds kære barn‹ på spansk. Hun omfavnede mig og trykkede min hånd …

Første gang gik alle besøgene bedre, end jeg havde forventet. I løbet af de følgende måneder, begyndte jeg at se frem til mine besøg, når søstrene elskværdigt bød mig indenfor i deres hjem. Men jeg var uforberedt på de tragiske historier og den modgang, jeg hørte om, efterhånden som jeg lærte disse smukke mennesker bedre at kende. Jeg besluttede, at jeg i det mindste kunne prøve at gøre livet lidt mere behageligt for disse søstre og deres familie, hvoraf mange kæmpede økonomisk. Jeg begyndte at tage gryderetter med, når jeg besøgte dem. Jeg tog familierne med på udflugter. Jeg kørte dem til lægen og til købmandsforretninger.

Jeg glemte hurtigt min egen ensomhed, når jeg tjente andre. De søstre, jeg til at begynde med havde anset for at være meget forskellige fra mig, blev snart mine kære venner. De var loyale, trofaste venner, der var taknemlige for selv det mindste, jeg gjorde for dem. Og de foregreb mine behov: Jeg fik regelmæssigt oprigtige opringninger og gaver. En søster hæklede en lille lysedug til mit bord. En anden forfattede et digt til min fødselsdag.

Alligevel var jeg efter adskillige måneder i mine kaldelser frustreret over min manglende evne til at gøre livet mere trygt eller behageligt for mine venner …

En aften følte jeg mig særlig modløs. Jeg knælede og bønfaldt Herren om at vise mig, i hvilken retning jeg skulle gå. Jeg fik den tilskyndelse, at Herren ønskede, jeg skulle hjælpe disse søstre til at blive mere selvhjulpne og tjene hinanden. Jeg indrømmer, at jeg var lidt skeptisk over for, at personer med så kolossale byrder skulle have styrke til at løfte hinanden, men jeg vidste, at jeg måtte følge den tilskyndelse.

Jeg begyndte at omorganisere programmet for besøgsundervisningen i den spansktalende Hjælpeforening. En af mine trofaste venner, søster Moreira, meldte sig frivilligt til selv at besøge seks af søstrene. Min første reaktion var at protestere: ›Du kan umuligt klare den rute uden bil. Det er alt for langt at gå!‹ Men så huskede jeg min tilskyndelse om at lade søstrene tjene hinanden. Jeg kom alle seks søstre på søster Moreiras nye besøgslærerliste.

Efter søster Moreira var kommet tilbage fra sin maratonrute, ringede hun til mig, fyldt af Ånden … Hun havde ømme fødder, men Herren havde lettet hendes byrde og hjerte.

Efter nogle få yderligere besøg rekrutterede søster Moreira en anden søster til at gå ruten sammen med sig …

Da jeg først var begyndt, fandt jeg alle mulige måder at hjælpe disse søstre til at hjælpe sig selv og hinanden på …

Da jeg begyndte at kunne se en stor åndelig vækst folde sig ud blandt medlemmerne i min menighed, fik jeg besked om, at min mand og jeg skulle flytte … Jeg kunne slet ikke bære tanken om at forlade mine vidunderlige venner. Jeg længtes efter fortsat at tjene dem – vi havde givet hinanden så meget. Men jeg kunne i det mindste se, at formålet med evangeliet kom til udtryk i deres tilværelse, og de passede på hinanden. Jeg, der modvilligt havde lagt ud med at arbejde i marken, var kommet hjem læsset med neg.«³⁴

Billede

Præsident Lorenzo Snow

Præsident Lorenzo Snow, Kirkens femte præsident, forklarede, at hjælpeforeningssøstre er et eksempel på ren gudsdyrkelse. Han har sagt: »Apostlen Jakob sagde, at ›en ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, … at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden‹. Når man antager det som værende sandt, har medlemmerne af Hjælpeforeningen gennem deres liv i sandhed været eksempler på ren og ægte gudsdyrkelse, for de har betjent dem, der var i nød, de har slået deres kærlige arme om de faderløse og enkerne, og de har bevaret sig uplettede af verden. Jeg kan bære vidnesbyrd om, at der ikke findes renere og mere gudfrygtige kvinder i verden end dem, der findes blandt Hjælpeforeningens rækker.«³⁵

Rene og gudfrygtige søstre blandt Hjælpeforeningens rækker har gennem kærlige og inspirerede besøgslærere våget over og styrket hinanden siden begyndelsen i Nauvoo og op til nu. Det er en tjenestegerning, der gives til en ad gangen, hjerte til hjerte.