Kapitel 9

»Arnestedets vogtere«

Stiftelse, opfostring og forsvar af familien

Den 23. september 1995 stod præsident Gordon B. Hinckley, Kirkens 15. præsident, foran Kirkens kvinder ved Hjælpeforeningens årlige møde. Han udtrykte taknemlighed for de sidste dages hellige kvinders trofasthed og flid – unge som gamle, gifte som enlige, med eller uden børn. I anerkendelse af de alvorlige udfordringer de stod over for, gav han opmuntring, råd og advarsel for at hjælpe dem til at opfylde deres ansvar og finde glæde i livet. Hen mod slutningen af sin tale sagde han:

»Med så mange spidsfindigheder, vi prakkes på som værende sande, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare. For at fremme denne advarsel, udsender vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, hermed en proklamation til Kirken og til verden, som både er en erklæring og en bekræftelse af de standarder, læresætninger og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af historien.«¹ Derpå læste han »Familien: En proklamation til verden«. Det var første gang, proklamationen blev læst offentligt.

I proklamationen erklærer Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, at »lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme«. De »erklærer højtideligt, at ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne«. De minder mand og hustru om deres »stor[e] ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn.«²

Som proklamationens titel fremhæver, blev den offentliggjort som »En proklamation til verden« – der minder alle mennesker, herunder nationers ledere, om familiens evige betydning. Otte måneder efter at have præsenteret proklamationen talte præsident Hinckley ved en pressekonference i Tokyo i Japan. Han sagde: »Hvorfor kommer vi med denne familieproklamation nu? Fordi familien er under angreb. Over hele verden går familier i opløsning. Det er i hjemmet, at vi begynder at forbedre samfundet. Børn gør for det meste det, som de bliver belært om at gøre. Vi vil gøre verden bedre ved at gøre familien stærkere.«³

Hjælpeforeningssøstrenes vidnesbyrd viser, at udover at være en proklamation til hele verden har denne læres erklæring betydning for hver familie og hver person i Kirken. Principperne i proklamationen har rørt søstres hjerte i alle situationer og forhold.

Søster Barbara Thompson, der senere blev kaldet til at tjene som rådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, befandt sig i Tabernaklet i Salt Lake City, da præsident Hinckley læste proklamationen dér. »Det var en storslået begivenhed,« mindes hun. »Jeg fornemmede, hvor betydningsfuldt dette budskab var. Jeg tænkte: ›Hvilken fantastisk vejledning for forældre. Det er samtidig et stort ansvar for forældre.‹ Et øjeblik tænkte jeg, at det egentlig ikke angik mig, siden jeg ikke var gift og ikke havde børn. Men næsten lige så hurtigt tænkte jeg: ›Jo, det angår mig. Jeg hører til i en familie. Jeg er en datter, en søster, en tante, en kusine, en niece og et barnebarn. Jeg har ansvar – og velsignelser – fordi jeg hører til i en familie. Selv hvis jeg var den eneste i min familie, så hører jeg stadig til i Guds familie, og jeg har et ansvar for at hjælpe med at styrke andre familier.‹«⁴

Søster Bonnie D. Parkin, der senere tjente som Hjælpeforeningens 14. hovedpræsident, befandt sig også i Tabernaklet, da præsident Hinckley læste proklamationen. Hun mindes det således: »Der var stille i forsamlingen, men også en følelse af begejstring, en følelse af: ›Ja – vi har brug for hjælp med vore familier!‹ Jeg kan huske, at jeg følte, at det var så rigtigt. Tårerne løb ned ad mine kinder. Da jeg så på de søstre, der sad i nærheden af mig, syntes de at have de samme følelser. Der var så meget i proklamationen, så jeg slet ikke kunne vente på at få et eksemplar og studere den. Proklamationen stadfæster kvinders værdighed. Og at tænke sig, at den først blev givet til Kirkens kvinder ved Hjælpeforeningens årlige møde.«⁵

Hvorfor valgte Det Første Præsidentskab at bekendtgøre proklamationen om familien ved Hjælpeforeningens årlige møde? Efter præsident Hinckley havde læst den, kom han med svaret på det spørgsmål. »I vogter arnestedet«, fortalte han søstrene. »I sætter børn i verden. I er dem, som nærer dem og danner deres vaner i livet. Intet andet arbejde kommer i nærheden af det guddommelige som at nære Guds sønner og døtre.«⁶

Præsident James E. Faust, præsident Hinckleys andenrådgiver, forklarede det yderligere: »Da I som mødre er enhver families hjerte og sjæl, var det passende, at den [proklamationen] blev læst op første gang ved Hjælpeforeningens møde.«⁷

En »bekræftelse af standarder, læresætninger og levemåder«

Lærdommene i familieproklamationen var ikke nye i 1995. Som præsident Hinckley udtrykte det, var de en »bekræftelse af … standarder, læresætninger og levemåder«.⁸ De havde været »af afgørende betydning i Skaberens plan«, selv før han skabte denne jord.⁹

Søster Julie B. Beck, Hjælpeforeningens 15. hovedpræsident, har sagt: »I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi en teologi om familien, som bygger på skabelsen, faldet og forsoningen. Skabelsen af jorden gav os et sted, hvor familier kan leve … Faldet gjorde det muligt for familien at vokse … Forsoningen gør det muligt at blive beseglet som en evig familie.«¹⁰

Trofaste kvinder og mænd har været tro mod denne familieteologi og fulgt disse standarder, læresætninger og levemåder, når som helst evangeliet har eksisteret på jorden. »Vor ærværdige moder Eva« og vor »fader Adam« var ledere for deres børn, underviste dem i »glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige«.¹¹ Rebekka og Isak sikrede, at præstedømmepagter og -velsignelser ikke gik tabt for deres familie.¹² En enke i byen Sarepta blev i stand til at sørge for sin søn, fordi hun havde tro til at følge profeten Elias.¹³ Totusindeogtres unge krigere kæmpede tappert for at beskytte deres familie, idet de stolede på deres mors løfte om, at »Gud [ville] udfri dem«.¹⁴ Som dreng »gik [Jesus Kristus] frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«, næret af sin mors, Marias, og hendes ægtemands, Josefs, kærlighed og omsorg.¹⁵

Med gengivelsen af evangeliet øgede tidlige kirkemedlemmer deres forståelse for familiens betydning.¹⁶ De hellige lærte, at de ved præstedømmets magt kunne modtage tempelordinancer og -pagter, der kunne knytte deres familie sammen for evigt. Dette løfte styrkede sidste dages hellige, så de kunne opfylde deres roller som Guds sønner og døtre.

Tidlige hjælpeforeningsledere opmuntrede kvinder til at gøre deres familie til en central del af deres tilværelse. Søster Eliza R. Snow, Hjælpeforeningens anden hovedpræsident, fik aldrig selv børn: Ikke desto mindre anerkendte hun betydningen af en mors indflydelse. Hun rådede hjælpeforeningssøstre således: »Lad jeres første anliggende være at udføre jeres pligter i hjemmet.«¹⁷ Søster Zina D.H. Young, Hjælpeforeningens tredje hovedpræsident, underviste søstrene i at »gøre hjemmet til centrum for deres opmærksomhed, hvor en ånd af kærlighed, fred og enighed kan hvile, og hvor den varmende næstekærlighed, der intet ondt tænker, altid vil dvæle«.¹⁸

Mary Fielding Smith var et eksempel på en stærk, kærlig mor. Hendes søn Joseph F. Smith, der blev Kirkens sjette præsident, mindes:

»Jeg husker min mor fra tiden i Nauvoo. Jeg kan huske, at jeg så hende og hendes hjælpeløse børn blive skubbet ned i en pram med de ting, som hun kunne bære ud af huset, ved indledningen af pøbelhobens bombardement af Nauvoo. Jeg kan huske Kirkens genvordigheder dér og på vej til Winter Quarters ved Missourifloden, og hvordan hun bad for sine børn og sin familie på sin trættende rejse … Jeg husker alle de prøvelser, som fulgte med vore anstrengelser med at rejse sammen med Israels hær, med at komme til disse bjergdale uden okser nok til at trække vore vogne; og da vi ikke havde midler til at anskaffe de nødvendige okser, spændte hun sine køer og kalve for, bandt to vogne sammen, og så begav vi os på vej til Utah i denne primitive og hjælpeløse tilstand, og min mor sagde: ›Herren vil bane vejen‹, men hvordan han ville bane vejen, vidste ingen. Jeg var en lille dreng dengang, og jeg drev forspandet og gjorde min del af arbejdet. Jeg husker, hvordan jeg overhørte hendes lønlige bøn til Gud om at gøre hende i stand til udføre sin mission. Tror I ikke, at disse ting indprenter sig i sindet? Tror I, at jeg kan glemme min mors eksempel? Nej. Hendes tro og eksempel vil stedse stå klart i min hukommelse. Hvad jeg tænker på? For hvert åndedrag jeg drager, stiger alle følelserne i min sjæl op til Gud i taknemmelighed til ham for, at min mor var en hellig kvinde, at hun var en kvinde af Gud, ren og trofast, og at hun hellere ville lide døden end at svigte den pligt, som var hende betroet, og for at hun ville lide fattigdom og nød i ødemarken og prøve at holde sammen på sin familie i stedet for at blive i Babylon. Det er den ånd, som gennemtrængte hende og hendes børn.«¹⁹

Timeligt ansvar og evige roller

I overensstemmelse med tidløse principper om hjemmets og familiens hellige beskaffenhed hjælper melkisedekske præstedømmekvorummer mænd til at opfylde deres ansvar som sønner, brødre, ægtemænd og fædre. Hjælpeforeningen hjælper kvinder til at opfylde deres ansvar som døtre, søstre, hustruer og mødre. Hjælpeforeningssøstre har altid støttet hinanden i bestræbelserne på at styrke familien, lære praktiske færdigheder, der forskønner deres hjem, og gøre deres hjem til et sted, hvor Ånden kan være.

Opfostring af familien

Søster Zina D.H. Young var en kærlig mor, der opfostrede børnene, og hun underviste hjælpeforeningssøstrene i de principper, der vejledte hende i sin opgave i hjemmet. Hun gav dette råd: »Er der én mor her til stede, der ikke underviser og vejleder sine børn ordentligt … beder jeg jer indtrængende om at gøre det. Kald jeres børn sammen omkring jer … og bed sammen med dem … Advar børnene om de dårligdomme, der omgiver os … så de ikke bliver et bytte for disse dårligdomme, men så de vokser op i hellighed og renhed for Herren.«²⁰ Hun sagde også: »Vær omhyggelige i alle livets pligter, som mor og hustru … Lad os være påpasselige ved at tale med visdom over for vore små og undgå at finde fejl … og opelske vores naturs ophøjede egenskaber, som stræber efter at løfte, forædle og rense hjertet … Vi bør anstrenge os til det yderste for at undervise Zions børn i at være ærlige, dydige, retskafne og nøjagtige i alle deres pligter, foruden at være flittige og holde sabbatsdagen hellig … Mødre bør aldrig tale dårligt om faderen i børnenes nærvær, for de er meget opmærksomme. Så gode frø i deres unge og følsomme sind, og vælg altid principper frem for regler, så vil I samle jer skatte i himlen.«²¹

Da søster Bathsheba W. Smith virkede som Hjælpeforeningens fjerde hovedpræsident, så hun et behov for at styrke familien, og derfor oprettede hun mødrekurser til hjælpeforeningssøstrene. Lektionerne indeholdt råd om ægteskab, omsorg under graviditeten og børneopdragelse. Disse lektioner understøttede præsident Joseph F. Smiths lærdomme om, at Hjælpeforeningen bistår kvinder i deres roller i hjemmet:

»Hvor end der er uvidenhed eller bare mangel på forståelse, hvad angår familien, familiens pligter og forpligtelser, som bør eksistere, og som retmæssigt eksisterer mellem mand og hustru og mellem forældre og børn, dér findes denne organisation eller er i nærheden. Og gennem den naturlige gave og inspiration, som denne organisation besidder, er de forberedte og klar til at bibringe undervisning om disse vigtige anliggender. Hvor der er en ung mor, som ikke har den erfaring, som hun bør have til at opdrage og pleje sit barn eller gøre sit hjem hyggeligt og indbydende og behageligt for sig selv og sin mand, eksisterer en del af denne organisation og kan bibringe undervisning til denne unge mor og hjælpe hende med at gøre sin pligt og gøre den godt. Og hvor end der er mangel på erfaring med at give børn naturlig, nærende og rigtig mad, eller hvor der er behov for at give den rette åndelige undervisning og åndelige føde til børn, findes det i de storslåede organisationer inden for Den Kvindelige Hjælpeforening i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og organisationer for Zions mødre og døtre, kvinder, som er rustet til at bibringe denne undervisning.«²²

Evnen til at pleje er ikke begrænset til kvinder, der selv har fået børn. Søster Sheri L. Dew har bemærket: »Af årsager, som kun Herren kender, må nogle kvinder vente med at få børn. Denne udskydelse er ikke let for nogen retskaffen kvinde. Men Herrens tid for os hver især tilsidesætter ikke vores natur. Derfor må nogle af os ganske enkelt finde andre måder at være mor på. Der er mennesker alle vegne omkring os, som har behov for at blive elsket og ledet.«²³

Søstre i Kirken har muligheder for at nære, når de får kaldelser som ledere og lærere, og når de tjener som besøgslærere. Nogle søstre viser moderlig kærlighed og påvirker børn, de ikke har født. Enlige søstre har ofte stået i spidsen for sådanne bestræbelser og været en velsignelse for børn, der har brug for retskafne kvinders påvirkning. Sommetider har denne næring fortsat i dage, uger og år. Gennem uselvisk tjeneste og personlig tro har kvinder reddet mange børn fra følelsesmæssig, åndelig og fysisk fare.

Gør hjemmet til et stærkt centrum

Lige siden den første tid i Hjælpeforeningen i Nauvoo i Illinois har søstre mødtes for at lære om deres godgørende og praktiske ansvar. De har anvendt færdigheder, der har hjulpet dem til at øge deres tro og personlige retskaffenhed, styrket deres familie og gjort deres hjem til et centrum for åndelig styrke samt hjulpet de trængende. De har anvendt principper for fremsynet levevis samt åndelig og timelig selvhjulpenhed. De har også styrket søsterfællesskabet og sammenholdet, når de har undervist hinanden og tjent sammen. Denne undervisning har velsignet søstre under alle forhold. Søster Bonnie D. Parkin har fortalt om, hvordan disse møder styrkede hende:

»Som medlem af Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det vores velsignelse og vores ansvar at opdrage og støtte familieenheden. Alle tilhører en familie, og hver familie har brug for at blive styrket og beskyttet.

Min største hjælp som husmor kom først og fremmest fra min egen mor og bedstemor og derefter fra søstrene i Hjælpeforeningen i de forskellige menigheder, hvor jeg har boet. Jeg lærte færdigheder, jeg så de glæder, det gav at skabe et hjem, hvor andre ønskede at være … Ledere i Hjælpeforeningen, sørg for, at de møder og aktiviteter, I planlægger, styrker hjemmet hos alle jeres søstre.«²⁴

Søster Barbara W. Winder, Hjælpeforeningens 11. hovedpræsident, mindede kvinderne om de åndelige velsignelser, der kommer, når de holder hjemmet rent og ordentligt: »Det er en kunst at være husmor. For vores egen og vores families skyld er det vigtigt, at vi har et tilflugtssted – et fristed for verden, hvor vi føler os trygge, og hvor andre, som måtte komme, også kan føle sig trygge.«²⁵

Hver for sig og sammen er hjælpeforeningssøstre hinandens eksempler i bestræbelserne på at styrke hjem og familie. Søster Belle S. Spafford, Hjælpeforeningens niende hovedpræsident, bar sit vidnesbyrd om Hjælpeforeningens guddommelige oprindelse og dens rolle med at hjælpe kvinder til at opfylde deres roller som hustruer og mødre. »Jeg mener, den har en dybtgående positiv indflydelse i hjemmet,« sagde hun. »Har man en god mor, har man et godt hjem, og har man en god hjælpeforeningsmor, kan man være vis på, at visdom og god indflydelse vil præge hjemmet.«²⁶

Alle søstre er fælles om ansvaret om at opdrage, eller »være mor«. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Søstre, vi, jeres brødre, kan ikke gøre det, som I blev guddommeligt udpeget til at gøre, før verden blev grundlagt. Vi kan prøve, men vi kan ikke gøre os håb om at få samme unikke gaver som jer. Der er intet i denne verden, som er så personligt, plejende eller livsændrende som en retfærdig kvindes indflydelse … Alle kvinder [har i sig] gennem deres guddommelige natur både … det medfødte talent for og kaldet til at være mødre.«²⁷

Ordet moderskab definerer kvinders evige rolle. Den beskriver deres natur som opdragere. Opfostre er et righoldigt ord. Det betyder at oplære, undervise, opøve, fremme udvikling, støtte udvikling og at nære eller ernære. Kvinder har fået det store privilegium og ansvar at opfostre i alle de betydninger af ordet, og Hjælpeforeningen har ansvaret for at undervise og støtte kvinder i deres guddommeligt forordnede og uundværlige roller som mødre og opdragere.²⁸

Søster Julie B. Beck har uddybet rollen som opfostrer eller opdrager: »At opdrage betyder at forædle, sørge for og nære. Derfor [bør] mødre [skabe] et miljø for åndelig og timelig vækst i deres hjem. Et andet ord for opdragelse er at skabe et hjem. Det indebærer at lave mad, vaske tøj, vaske op og holde hjemmet i orden. Kvinder har den største magt og indflydelse i hjemmet, derfor bør sidste dages hellige kvinder være de bedste på jorden til at skabe et hjem. At inddrage børnene i opgaver i hjemmet skaber muligheder for at undervise og videregive kvaliteter, som børn bør stræbe efter. Omsorgsfulde mødre er vidende, men al den uddannelse, kvinder kan opnå, vil ikke være til nogen nytte, hvis de ikke har færdighederne til at skabe et hjem med et klima velegnet til åndelig vækst … Opdragelse kræver organisering, tålmodighed, kærlighed og arbejde. At fremme vækst gennem opdragelse er i sandhed en magtfuld og indflydelsesrig rolle, der er lagt på kvinder.«²⁹

Forsvar af familien og moderskabet

Udover at styrke hjemmet indefra har Hjælpeforeningen ydet et urokkeligt forsvar mod påvirkninger, der angriber familien udefra. Præsident Howard W. Hunter, Kirkens 14. præsident, har sagt:

»Jeg tror, at det er meget nødvendigt at samle Kirkens kvinder, så de kan stå sammen med og opretholde Kirkens ledere og standse den bølge af ondskab, der omgiver os, og fremme Frelserens værk …

Vi opfordrer jer derfor til at bidrage med jeres mægtige, positive indflydelse for at styrke vores familie, vores kirke og vore lokalsamfund.«³⁰

Hjælpeforeningens ledere har altid talt mod de kræfter, der svækker den traditionelle familie og nedgør kvindens og moderens hellige rolle. Søster Amy Brown Lyman, Hjælpeforeningens ottende hovedpræsident, understregede behovet for, at mødre er hos deres børn. Hun tjente som præsident under anden verdenskrig på et tidspunkt, hvor regeringer og samfundsledere opmuntrede kvinder til at arbejde uden for hjemmet for at støtte den nationale økonomi, mens deres mænd var i krig. Nogle søstre var nødt til at arbejde uden for hjemmet for at skaffe livets fornødenheder til familien. Selv om søster Lyman anerkendte disse udfordringer, opmuntrede hun ikke desto mindre kvinder til at gøre alt, hvad de kunne, for at være hjemme og undervise deres børn.

Søster Lymans budskab var i overensstemmelse med Det Første Præsidentskabs lærdomme, som mindede kirkemedlemmer om moderskabets »hellige forpligtelse«.³¹ Præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident, og hans rådgivere, præsident J. Reuben Clark jun. og David O. McKay, har forklaret:

»Moderskabet er noget nær det guddommelige. Det er den højeste og helligste tjeneste, noget menneske kan påtage sig. Det placerer hende, der ærer dets hellige kaldelse, ved siden af englene. Til jer mødre i Israel siger vi: Må Gud velsigne og beskytte jer og give jer den styrke og det mod, den tro og kundskab og den hellige kærlighed og pligttroskab mod jeres pligt, som vil gøre det muligt for jer at opfylde jeres hellige kald så udførligt som muligt. Til jer mødre og kommende mødre siger vi: Vær kyske, vær rene og lev retskaffent, så jeres efterkommere lige indtil sidste generation kan kalde jer velsignede.«³²

I de årtier, der fulgte anden verdenskrig, eskalerede den negative påvirkning af familien og hjemmet. Da præsident Spencer W. Kimball, Kirkens 12. præsident, indsatte søster Barbara B. Smith som Hjælpeforeningens 10. hovedpræsident, følte søster Smith »en dyb ansvarsfølelse … med hensyn til at forsvare hjemmet og kvindens partnerskab i den hellige familiekreds«.³³ Under hele sit præsidentskabsvirke forsvarede hun åbenbarede sandheder om kvindens guddommelige rolle og velsignelserne ved en evig familie. Da hun, hendes rådgivere og præstedømmeledere flittigt studerede deres tids sociale spørgsmål, fandt de ud af, at de initiativer, som mange søgte at fremme, ikke ville beskytte kvinders rettigheder i deres roller som hustru og mor og ville svække familien.

En avisjournalist sammenfattede søster Smiths gentagne budskab således: »›Rank ryggen, I kvinder, mødre og husmødre. I skaber liv og beriger det. Byt ikke denne altafgørende kraft for flygtige, overfladiske bagateller. Værdsæt den, udbyg den, højn den. I besidder et mægtigt kald.‹ Således er budskabet fra mormonkvindernes leder, Barbara B. Smith.«³⁴

Angreb på moderskabets hellighed og familien er tiltaget, lige siden søster Smith blev præsident. Men med tro på Gud og forståelse for den evige betydning af deres ansvar støtter og forsvarer hjælpeforeningssøstre i enhver tid fortsat sandheder, der styrker hjem og familie. De værner om familiens hellighed i mange forskellige roller: Som mødre og bedstemødre, som døtre og søstre, som tanter og som lærere og ledere i Kirken. Når som helst en kvinde styrker et barns tro, bidrager hun til at styrke en familie – nu og i fremtiden.

Sidste dages profeters lærdomme om familien

En far og mor spurgte engang deres børn, hvad de godt kunne lide ved en nylig generalkonference. Deres 16-årige datter sagde: »Jeg nød den! Jeg nød at høre inspirerede, intelligente profeter og ledere hylde moderskabet.« I sit allerinderste havde denne unge pige altid ønsket at være mor, men hun havde været bekymret for, at moderskabet var upopulært og endda blev rakket ned på af mange mennesker i verden. Hun blev trøstet, da hun hørte profeter og apostle bekræfte det gode i hendes ideal.³⁵ Hjælpeforeningens indsats med at styrke hjem og familie har altid været i harmoni med sidste dages profeters lærdomme.

Præsident David O. McKay, Kirkens niende præsident, sagde ofte, at »ingen succes ude kan erstatte en fiasko i hjemmet«.³⁶

Præsident Harold B. Lee, Kirkens 11. præsident, har givet et lignende råd: »Det vigtigste af Herrens arbejde, I nogensinde vil udføre, vil være inden for jeres eget hjems vægge.« ³⁷

Bekymret over de fortsatte angreb på familien profeterede og advarede præsident Spencer W. Kimball:

»Mange af de sociale normer, som hidtil har styrket og bevaret familien, er ved at blive opløst og forsvinde. Den tid vil komme, da kun de, som fast og aktivt tror på familien, vil være i stand til at bevare deres familier midt i alt det onde, der rykker ind på os

… Der er dem, som vil definere familien på så utraditionelle måder, at de definerer dens ophør …

Vi af alle mennesker … burde ikke lade os indfange af de besnærende argumenter om, at familieenheden på en eller anden måde hører til en særlig fase af den udvikling, som et jordisk samfund gennemgår. Vi har lov til at modarbejde sådanne bevægelser, der vil bagatellisere betydningen af familien, og som blæser betydningen af selvisk individualisme op. Vi ved, at familien er evig. Vi ved, at når tingene går galt i familien, så går det galt i enhver anden af samfundets institutioner.«³⁸

Samtidig med disse strenge advarsler har sidste dages profeter formidlet håbefulde ord til trofaste forældre, hvis børn er vandret væk fra evangeliets vej. Præsident James E. Faust har sagt: »Til de sorgbetyngede forældre, som har været retskafne, flittige og bønsomme i undervisningen af deres ulydige børn, siger vi: Den gode hyrde våger over dem. Gud kender og forstår jeres dybe sorg. Der er håb.«³⁹

Præsident Gordon B. Hinckley udtrykte sin forvisning om, at sidste dages hellige kvinder, der blev styrket af deres tilknytning til Hjælpeforeningen, kan hjælpe deres familie til at stå imod angreb på hjemmet. Han understregede, at hjælpeforeningssøstrene kan forenes i deres forsvar af familien:

»Det er så umådeligt vigtigt, at Kirkens kvinder står fast og urokkeligt for det, som er korrekt og passende i Herrens plan. Jeg er overbevist om, at der ikke findes nogen organisation, som overhovedet kan sammenlignes med Hjælpeforeningen i denne kirke … Hvis de forener sig og taler med en røst, kan deres styrke ikke måles.

Vi kalder på Kirkens kvinder til at stå sammen omkring retskaffenhed. De må begynde i deres eget hjem. De kan undervise herom i deres klasser. De kan tale herom i deres samfund.

De må være deres egne døtres lærere og vogtere. Disse døtre skal undervises i værdierne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Primary og i klasserne i Unge Piger. Når man redder en pige, redder man generationer. Hun vokser i styrke og retskaffenhed. Hun gifter sig i Herrens hus. Hun underviser sine børn i sandhedens veje. De vandrer på hendes stier og vil ligeledes undervise deres børn. Der er vidunderlige bedstemødre, som kommer med opmuntring.«⁴⁰

»Glimt af himlen«

En mand spurgte engang præsident Spencer W. Kimball: »Har du nogensinde været i himlen?« Som svar på dette spørgsmål sagde præsident Kimball, at han havde haft et glimt af himlen selvsamme dag, da han havde udført en besegling af et par, hvoraf den ene var den sidste af 8 søskende, der skulle modtage denne hellige ordinance. »De rene i hjertet var der,« sagde præsident Kimball. »Himlen var der.« Han fortalte om engang, hvor han fik et glimt af himlen i en stavspræsidents hjem. Det var et lille hjem, men en stor familie. Børnene arbejdede sammen om at dække bordet, og et lille barn bad en inderlig bøn før måltidet. Præsident Kimball sagde, at han havde fået et glimt af himlen, da han havde talt med et par, der aldrig havde kunnet få børn selv, men som havde »fyldt deres hjem« med 18 forældreløse børn. Han fortalte om en anden oplevelse, hvor han havde fået et glimt af himlen hos sidste dages hellige, der udtrykte deres vidnesbyrd i ord og handling. »Himlen er et sted,« forklarede præsident Kimball, »men også en tilstand. Det er hjem og familie. Det er forståelse og venlighed. Det er indbyrdes afhængighed og uegennyttig aktivitet. Det er rolig og sund levevis, personligt offer, ægte gæstfrihed og sund omsorg for andre. Det er at efterleve Guds befalinger uden praleri eller hykleri. Det er uselviskhed. Den er overalt omkring os. Vi behøver blot være i stand til at erkende, når vi finder den og glæde os over den. Jo, min kære bror, jeg har set mange glimt af himlen.«⁴¹

Overalt i verden er hjælpeforeningssøstre og deres familie kommet nærmere himlen takket være den måde, de har levet på.

En søster i USA tog sig af sin døende mor i tre år. Mindre end et år senere udviklede hendes datter en sjælden fysisk sygdom. Denne opofrende mor tog sig af sin datter hver dag i 10 år, indtil den unge pige gik bort i en alder af 17 år.

En enlig mor i Tonga havde et beskedent hjem, hvor hun opfostrede adskillige børn. Hendes største ønske var, at hendes sønner og døtre tjente Herren og forbedrede deres tilværelse. I overensstemmelse med disse prioriteter hjalp hun sine børn med at skabe evangeliske vaner i deres tilværelse. Under hendes ledelse fik de en god uddannelse. De bad, studerede skrifterne, arbejdede og tilbad sammen.

En søster i USA havde 8 børn under 14 år. Hver eneste dag var en fysisk, mental, åndelig, intellektuel og følelsesmæssig udfordring for hende, men hun sørgede for de rigtige ting. Hun støttede sin mand i hans kirkekaldelse og i hans bestræbelser på at forsørge familien. Sammen bad de for hvert barn og overvejede, hvordan de kunne hjælpe hver af dem til at gå frem med hensyn til personlige ansvarsopgaver og mål. I dette hjem var den blotte mængde af madlavning, husførelse, tankevirksomhed og bøn overvældende for denne søster. Herudover tog hun imod en besøgslærerkaldelse og tog sig af søstre i sin menighed, der havde brug for at blive opløftet. Hun bad for dem, bekymrede sig for dem, besøgte dem og fulgte op på dem adskillige gange hver måned.

En trofast familie i Mexico boede i en travl, larmende by i et hjem bag en stor mur og en metallåge. På indersiden af muren malede moderen en smuk have med træer, blomster og et springvand. Inden for i hjemmet havde familien bøger på hylderne og sørgede for steder, hvor de kunne samles, studere og lege sammen.

En søster i Ghana vedligeholdt sin families gård. Uden for gærdet dyrkede hun rølikkeplanter. Inden for gærdet holdt hun geder i båse. Hun opbevarede også palmenødder, som hun kogte og lavede palmeolie ud af og solgte på de lokale markeder. Alting i hendes ordentlige indhegning vidnede om hendes kærlighed til sin familie. Hun rev, rensede og fejede sin gårdsplads. Under et mangotræ havde familien en hjemmelavet bænk, hvor de sad til familieaften og andet familiesamvær.

En enlig søster med fysisk handicap boede på 80. sal i et højhus i Hong Kong. Hun boede alene og var det eneste medlem af Kirken i sin familie, men hun skabte et hjem, som var et tilflugtssted, hvor hun og gæster kunne føle Åndens tilstedeværelse. På en lille hylde står hendes skrifter, hjælpeforeningshæfter og salmebog. Hun søgte efter sine forfædre og tog til templet for at udføre ordinancerne for dem.

En søster i Indien hjalp med at oprette en gren i sin by. Hendes mand var grenspræsident, og hun var hjælpeforeningspræsident for omkring 20 søstre. De opdrog tre trofaste døtre ud fra evangeliets principper og beskyttede dem således i deres hellige hjem.

En mor i Brasilien boede i et hus bygget af røde mursten med en gårdsplads bestående af rød jord omgivet af en rød murstensmur. Musikken fra primarysange fyldte luften, og billeder af templer, Guds profeter og Frelseren, der var klippet ud af Liahona, dækkede væggene. Hun og hendes mand ydede ofre for at kunne blive beseglet i templet, så deres børn kunne blive født i pagten. Hendes stadige bøn var, at Herren ville hjælpe hende og give hende tilstrækkelig med styrke og inspiration til at kunne opdrage sine børn i evangeliets lys, sandhed og styrke, så de ville være i stand til at indgå og holde de pagter, som hun og hendes mand havde ydet ofre for, for at de kunne nyde godt deraf.

Disse søstre, som står som repræsentanter for mange, mange flere, er i sandhed arnestedets vogtere, som præsident Gordon B. Hinckley har sagt.⁴² De er værdige til at blive omtalt med disse ord fra præsident Spencer W. Kimball:

»At være en retskaffen kvinde er ærefuldt i enhver tidsperiode. At være en retskaffen kvinde i denne afsluttende fase på jorden før Frelserens andet komme er en særligt ærefuld kaldelse. Den retskafne kvindes styrke og indflydelse i vore dage kan være ti gange så stærk som i mere fredelige tider. Hun er blevet anbragt her for at hjælpe med at berige, beskytte og værne om hjemmet, der er samfundets grundlæggende og mest ædle institution. Andre institutioner i samfundet vakler måske og slår endda fejl, men den retskafne kvinde kan hjælpe med at redde hjemmet, der måske er det sidste og eneste tilflugtssted for nogle mennesker midt i storme og stridigheder.«⁴³

»Må I blive styrket til dagens udfordringer«På den historiske dag, hvor præsident Hinckley læste familieproklamationen, afsluttede han sin tale med en velsignelse til Kirkens kvinder:

»Må Herren velsigne jer, mine elskede søstre … Må I blive styrket til dagens udfordringer. Må I blive begavet med visdom udover jeres egen til at klare de problemer, som I hele tiden møder. Må jeres bønner blive besvaret med velsignelser over jeres hoved og over dem, som I elsker. Vi efterlader jer vores kærlighed og vores velsignelse, at jeres liv må være fyldt med fred og glæde. Det kan være således. Mange af jer kan vidne om, at det har været således. Må Herren velsigne jer nu og i de kommende år, det beder jeg ydmygt om.«⁴⁴

»Mødre er enhver families hjerte og sjæl« (James E. Faust).

Anti-Nefi-Lehis sønner fik stor tro takket være deres mødres undervisning (se Alma 56:47).

Rebekka, her sammen med Abrahams tjener, forstod betydningen af et ægteskab i pagten (se 1 Mos 24:1-28).

Hjælpeforeningen hjælper mødre i deres hellige ansvar.

Mødre og bedstemødre kan berede deres døtre og døtres døtre til at være opdragere.

Mødre og fædre har et helligt ansvar for at undervise og forsørge deres børn.

Unge hjælpeforeningssøstre kan lære hjemkundskabsfærdigheder af mere erfarne søstre.

»Ægteskab mellem mand og hustru er indstiftet af Gud« (Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum).

Retskafne kvinder kan gøre deres hjem til tilflugtssteder, hvor Ånden kan dvæle.

Retskafne mødre opdrager deres børn i evangeliets lys.

»At være en retskaffen kvinde i denne afsluttende fase på jorden … er en særligt ærefuld kaldelse« (Spencer W. Kimball).