»Noget bedre«

Joseph Smith underviste søstre i, at de havde en højtidelig forpligtelse til at stræbe efter deres egen frelse. Han sagde: »Vi kan kun leve ved at tilbede vor Gud – enhver er nødt til at gøre det for sig selv – ingen kan gøre det for andre.« ²⁰ Han underviste dem i at være retskafne personer, at blive et helligt folk og at forberede sig til templets ordinancer og pagter. Han opmuntrede dem til at have fred med Herren, med mennesker omkring sig og med sig selv. »Søstre … skal der være strid blandt jer? Jeg vil ikke have det. I skal omvende jer og tilegne jer Guds kærlighed.«²¹ »Ingen strid, ingen kævl, ingen modsigelse eller skænderi, men sagtmodighed, kærlighed, renhed – det er det, der vil højne os.«²²

Ved et hjælpeforeningsmøde talte profeten Joseph om kapitel 12 i 1 Korintherbrev, hvor han understregede, at hver søster, der udfylder sin rolle, er vigtig for hele Kirken. Han gav »instruktioner omkring de forskellige embeder [i Kirken] og vigtigheden af, at enhver person handler i den sfære, hvori Gud har sat ham eller hende og udfylder de mange embeder, som de er udpeget til.« Han advarede også mod tilbøjeligheden til at »betragte de mindre embeder i Kirken som uværdige og til at se med misundelige øjne på andres position«. Dette, sagde han, »var menneskehjertets dumheder, at en person tragtede efter andre stillinger end dem, Gud har udpeget.«²³ Gennem sådanne lærdomme hjalp han søstrene med at vandre »i hellighed over for Herren«.²⁴

»Hvis vi skulle komme frem for Gud,« fortalte Joseph Smith hjælpeforeningssøstrene, »lad os da selv være rene.«²⁵

Skønt de første hjælpeforeningssøstre var engagerede i deres lokalsamfund og rede til at tjene deres næste, tabte de aldrig deres ansvar for deres eget hjem og familie af syne. De var tro mod deres medfødte gaver som mødre og opdragere. De var også tro mod åbenbaringer, som Herren havde givet gennem Joseph Smith om familieansvaret:

»Og den opgave, som er dit kald, skal være at være til trøst for … din mand, i hans trængsler med opmuntrende ord, i en sagtmodig ånd.«²⁶

»For så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.

For dette skal være en lov for indbyggerne i Zion eller i enhver af hendes stave, som er organiseret.

Og deres børn skal døbes til deres synders forladelse, når de er otte år gamle, og modtage håndspålæggelsen.

Og de skal også lære deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren.«²⁷

»Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed …

Sæt … først dit hus i orden …

Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle …

Se til, at [familiens medlemmer] er mere flittige og engagerede hjemme og altid beder.«²⁸

Uddrag fra Nauvoos Kvindelige Hjælpeforenings referat antyder, at Joseph Smith og søstrene aldrig tabte principperne i disse åbenbaringer af syne. Deres ord og handlinger viste, at deres og andres hjem lå dem stærkest på sinde. Fx underviste Emma Smith i, at »det var på høje tid for mødre at passe på deres døtre og formane dem til at blive på dydens sti«.²⁹ Profeten Joseph udtrykte særlig interesse for forholdet mellem ægtemand og hustru. Han rådede søstrene: »Lad denne forening undervise i, hvordan de skal opføre sig overfor deres ægtemand og behandle dem kærligt og mildt. Når en mand føler sig tynget af vanskeligheder – når han føler sig rådvild og da kan få et smil i stedet for strid – hvis han da mødes med mildhed, vil det berolige hans sjæl og formilde hans følelser. Når sindet er ved at fortvivle, trænger det til husvalelse … Når I går hjem, sig da aldrig et gnavent ord, men lad venlighed, barmhjertighed og kærlighed være kronen på jeres værk.«³⁰ I en anden situation rådede profeten mændene på lignende vis og sagde, at det er en ægtemands pligt at »elske, opbygge og forsørge sin hustru« og »tage hensyn til hendes følelser«.³¹

Når hjælpeforeningssøstre talte om, hvordan de kunne hjælpe mennesker i deres lokalsamfund, fokuserede de ofte på hjem og familie. Deres mødereferater er fyldt med udtryk som disse: »Fr. Hawkes talte om familien Drury – de er stadig syge og har brug for vore bønner – hvis ikke andet.«³² »Søster Joshua Smith … tog hen og besøgte søster McEwen og søster Modley. Fandt, at de og deres familier led nød. De har brug for besøg hver dag.«³³ »P.M. Wheeler … anbefaler, at søster Francis Lew Law, som er syg og uden et hjem, en aldrende enke, der for øjeblikket står helt uden penge, kommer under denne forenings vinger.«³⁴ »Søster Peck rapporterede, at hr. Guyes og familie er syge og nødlidende. Uddelte hjælp til dem … Fr. Kimball berettede, at en hr. Charleston og familie var syge, hans hustru meget nedtrykt og havde hårdt brug for en sygeplejerske. Sagde, hun havde hjulpet dem.«³⁵

De helliges forenede indsats med at opføre et tempel i Nauvoo var foranlediget af deres kærlighed til deres familie. Profeten Joseph havde lært dem, at de kunne blive døbt på vegne af deres afdøde familiemedlemmer. De fik lov at udføre disse ordinancer uden for templet et stykke tid, men Herren havde befalet dem:

»Byg et hus til mit navn, som den Højeste kan bo i.

For der findes ikke et sted på jorden, som han kan komme til og på ny gengive det, der har været tabt for jer, eller som han har taget bort, nemlig præstedømmets fylde.

For en døbefont er der ikke på jorden, så de, mine hellige, kan blive døbt for dem, der er døde –

for denne ordinance hører til mit hus.«³⁶

De ønskede også at opføre et tempel, for at de kunne modtage den nye og evigtvarende ægteskabspagt, hvorved deres familie kunne forenes for evigt.³⁷

Kirkemedlemmer i Nauvoo fandt stor trøst i dåb for de døde og løftet om evige familier. Et af disse medlemmer var en søster, der hed Sally Randall. Da hendes 14-årige søn George døde, udsendte hun de sørgelige nyheder til familien. Kort tid derefter lærte hun om dåb for de døde. Atter skrev hun til sine slægtninge, denne gang med en nyfunden fred og forvisning:

»Georges far er blevet døbt for ham, og hvor er det herligt, at vi tror på og modtager evangeliets fylde, som det nu forkyndes, og at vi kan blive døbt for alle vore døde venner og frelse dem så langt tilbage, som vi overhovedet kan få kendskab til dem. Jeg beder jer skrive til mig og give mig fornavnene på alle vore afdøde slægtninge, i hvert fald så langt tilbage som bedstefædre og bedstemødre. Jeg agter at gøre, hvad jeg kan for at frelse mine venner … Jeg formoder, at I synes, det er en mærkelig lære, men I vil opdage, at den er sand.«

Til moderen, som også havde mistet et barn, vidnede Sally: »Åh mor, hvis vi er så lykkelige at få del i den første opstandelse, får vi vore børn, præcis som vi lagde dem i graven.«³⁸

Siden Kirkens organisering i 1830 har sidste dages hellige kvinder fundet utallige måder at yde tjeneste på. De har været tro mod Frelserens ord: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«³⁹

Da profeten Joseph Smith ledte arbejdet med at opføre templet i Kirtland i Ohio, så søstrene mange behov blandt de arbejdende mænd og deres familie. Som Sarah M. Kimball fortalte: »Kvinderne kærnede smør og sendte det med glæde til de mænd, der arbejdede på templet, og undværede det ved deres eget bord.«⁴⁰ Søstrene så også behovet for, at der blev lavet tæpper og gardiner til templet. Polly Angell husker en bemærkning fra Joseph Smith, da han så dem arbejde. Han sagde: »Søstrene er altid først og forrest i alle gode gerninger. Maria Magdalene var den første ved opstandelsen, og søstrene er nu de første til at arbejde med templets indre.«⁴¹

Med Hjælpeforeningens organisering under præstedømmets myndighed blev indsatsen for at hjælpe dem, der byggede templet i Nauvoo, endnu større. Ved et hjælpeforeningsmøde fokuserede kvinderne på nogle praktiske måder, hvorpå de kunne tjene de mænd, der arbejdede så flittigt på templet. »Søstrene udtrykte deres følelser en efter en« og udviste enstemmigt et »ønske om at bistå med at fremskynde templet og hjælpe i Zions sag.« Referatet beskriver mange bidrag ydet af Hjælpeforeningens medlemmer:

»Søster Jones sagde, at hun var villig til at gå rundt og anmode om stof, hvis hun blev bedt om det – hun tilbød også at give en person, der arbejdede på templet, kost og logi.

Fr. Durfee sagde, at hun, hvis foreningens ledere ønskede det, var villig til at gå omkring med en vogn og indsamle uld m.m. med det formål at befordre arbejdet.

Fr. Smith foreslog, at hustruer til købmænd donerede stof, så andre kunne beskæftiges.

Fr. Wheeler sagde, at hun er villig til at give hvad som helst, eller al sin tid –

Fr. Granger er villig til at gøre alt, strikke, sy eller sidde ved de syge, hvilket kan være yderst brugbart.

Fr. Ells sagde, at hun ville tilbyde at gå ud og anmode om bidrag osv.

Fr. Angell sagde, at hun var villig til at reparere gammelt tøj om nødvendigt, når der ikke kan skaffes nyt stof.

Fr. Smith foreslog at få uld og forsyne ældre damer med garn, så de kunne strikke sokker og forsyne de mænd, der arbejdede på templet den kommende vinter.

Søster Stringham tilbød at sy mændenes tøj og arbejde på templet.

Søster Felshaw foreslår at give noget sæbe …

Søster Stanley foreslog at give en tiendedel af hvert halve kilo hør, også en liter mælk pr. dag.

Fr. Beman vil sy tøj.

Søster Smith foreslog at få musselin osv. fra købmænd, der ikke var medlem af Kirken, og som var venlige …

Søster Geen tilbød at donere tråd, hun selv havde spundet.«⁴²

Fra disse søstres hjerte strømmede et stort ønske om at tage del i gode gerninger. Det gjorde de med uld og vogne, sæbe og syning, føde og fint tøj, tid og talenter. Gennem den nye forening handlede Kirkens kvinder i overensstemmelse med deres naturlige medfølelse på at opbygge Herrens kirke.

Profeten Joseph Smith opmuntrede hjælpeforeningssøstrene i deres bestræbelser på at styrke dem, der led nød. Ved et hjælpeforeningsmøde begyndte han efter at have undervist dem ud fra 1 Kor 12 (se s. 18) at læse Paulus’ tale om kærlighed i 1 Kor 13. I sine bemærkninger om dette kapitel sagde han: »Vær ikke snæversynede i jeres måde at anskue jeres næstes dyder på … I skal åbne jer for andre, hvis I vil gøre som Jesus … Når I vokser i uskyld og dyd, når I vokser i godhed, lad da jeres hjerte være rummeligt – lad det være åbent for andre – I skal være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskenes sjæle er af stor værdi!«⁴³

Ved et andet hjælpeforeningsmøde forklarede han: »Intet er i den grad i stand til at få folk til at forsage synden som det at tage dem ved hånden og våge over dem med kærlighed og blidhed. Når folk viser mig den mindste venlighed og kærlighed, o, hvilken magt har det da ikke over mit sind, mens det modsatte har tendens til at fremkalde hårde følelser og gøre det menneskelige sind nedtrykt.«⁴⁴

Hjælpeforeningssøstre tog næstekærlig tjeneste til sig som et grundlæggende princip i deres organisation. Når Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening mødtes hver uge, rapporterede de enkelte søstre om personer i nød. En kasserer tog imod bidrag, og bidragene blev uddelt for at understøtte de nødlidende. Bidragene bestod af penge, naturalier, talenter og tid. Kvinderne gav tøj og sengetøj. De kom med hør, uld og garn, der kunne sys til tøj. De donerede også fødevarer: æbler, løg, mel, sukker, brød og smør.

Søster Emma Smith var som præsident for Hjælpeforeningen et altoverskyggende eksempel på næstekærlig tjeneste. Hun åbnede sit hjem for de sultne, hjemløse og syge. »The Homestead«, som familien Smiths bjælkehytte sommetider blev kaldt, bestod af et fællesrum og to soveværelser. Da Hjælpeforeningen blev organiseret, havde de 11 mennesker boende, udover Emma, Joseph og deres fire børn i deres hjem.

De tidlige hjælpeforeningssøstre betjente de nødlidende og modtog af og til selv hjælp. Fx tilsluttede Ellen Douglas sig Hjælpeforeningen kort tid efter, at hun og hendes familie ankom til Nauvoo i marts 1842. Tre måneder senere døde hendes mand, George. Hun og hendes familie arbejdede sammen for at ernære sig, men de kæmpede uden ægtemand og far. Alligevel deltog Ellen i Hjælpeforeningens værk ved aktivt at afhjælpe andres lidelser, sygdom og fattigdom. Så blev hun og nogle af hendes børn syge i april 1844 og fik selv brug for hjælp. Hun sendte et brev til sin familie i England, der beskrev, hvordan Hjælpeforeningen kom hende til undsætning, da hun tog hen for at besøge en ven ved navn Ann:

»Da jeg var begyndt at blive rask, tog jeg ind til byen for at besøge Ann, og jeg blev der to nætter … Den kvinde, der boede hos Ann, ville have mig til at indgive en ansøgning til Den kvindelige Hjælpeforening om noget tøj, som jeg og min familie havde brug for. Det nægtede jeg, men hun sagde, at jeg havde brug for noget, og at jeg havde været syg så længe, og hvis jeg ikke selv ville gøre det, ville hun gøre det for mig.« Søster Douglas gik til sidst med til at bede om hjælp. »Vi tog hen til en af søstrene,« fortsatte hun, »og hun spurgte mig, hvad jeg havde mest brug for. Jeg fortalte hende, at jeg havde brug for … mange ting. Mens jeg var syg, sled børnene deres tøj op, fordi jeg ikke kunne reparere det, så hun sagde, hun ville gøre det bedste for mig, hun kunne. Ann kom over et par dage, og de tog vognen med og hentede så meget til mig, som jeg aldrig før har fået.«⁴⁵