Kirkens præsidenters lærdomme
Arbejde og uafhængighed


Kapitel 12

Arbejde og uafhængighed

Herren vil velsigne os, når vi arbejder af al evne.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant forkyndte ofte principperne om hårdt arbejde og uafhængighed. Hans råd lød: »Lad hver en mand føle, at han er sit eget livs arkitekt og bygherre, og at han agter at gøre sit liv til en succes ved at arbejde. ›I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud‹ (se 2 Mos 20:9-11). I skal ikke være villige til at arbejde i fire, fem dage og så kun gøre en halv indsats. Lad hver en sidste dages hellige yde svarende til det, han modtager, det være sig i arbejde, eller hvad han end foretager sig.«1

Når præsident Grant talte om værdien af at arbejde, talte han ud fra et langt livs erfaring. Som eneste barn af sin mor, som var enke, lærte han at feje og vaske op og tørre af. Han hjalp også sin mor i hendes arbejde som syerske for at kunne forsørge dem begge. »Om aftenen sad jeg på gulvet indtil midnat,« mindedes han senere, »og pumpede symaskinens pedal op og ned for at skåne hendes trætte ben.«2 Hebers indsats for at hjælpe sin mor fortsatte efter hans barndom, da han i sin ungdom begyndte at arbejde i forretningsverdenen for at hjælpe med at forsørge hende.

Et af præsident Grants største ønsker var at »indprente Zions ungdom arbejdets ubeskrivelige styrke og virkning.«3 I en række artikler til Kirkens blad, Improvement Era, fortalte præsident Grant om personlige erfaringer, hvorved han viste, hvordan hans villighed til at arbejde i en ung alder gav ham succes i forretningsverdenen. Han sagde: »Jeg gør det ikke for, billedligt talt, for at give mig selv roser, men i håb om at indgyde mine læsere et ønske om at arbejde. Det siges, at personlige erfaringer, skrevne som talte, har større virkning og gør et mere varigt indtryk på hørerne og læserne, end man kan gøre på nogen anden måde. Dette skal være min undskyldning for at fortælle om så mange oplevelser fra min egen karriere.

Da jeg som ung gik i skole, blev en mand, som førte bøger i Wells, Fargo and Co. Bank i Salt Lake City udpeget for mig, og jeg fik at vide, at han havde en løn på 150 dollars om måneden. Og jeg kan huske, at jeg regnede ud, at det blev til seks dollars om dagen, bortset fra søndagen; et vældigt beløb forekom det mig. … Jeg drømte alligevel om at blive bogholder og arbejde for Wells, Fargo & Co. og meldte mig straks til en bogføringsklasse på Deseret University [nu University of Utah] i håbet om at komme til at tjene, hvad jeg dengang mente var en formidabel løn.

Jeg er glad for at kunne citere … fra Lord Bulwer Lytton: ›Hvad mennesket behøver, er ikke talent, men formål; ikke magt til at opnå, men vilje til at arbejde.‹ Samuel Smith har sagt: ›Formålet er som æg: Udruges de ikke ved handling, vil de forgå.‹

Lord Lytton tog det utvivlsomt for givet, at når en ung mand drømmer ædelt og mandigt, vil det inspirere ham til et formål med livet og ›udruge ægget‹ for at opnå og ikke ›forgå‹. Da jeg først havde bestemt mig til at blive bogholder, begyndte jeg straks at arbejde hen mod dette mål. Jeg husker så udmærket den morskab, det skabte hos mine studiekammerater. En af dem bemærkede, da han så mine bøger: ›Hvad er det? Det ligner hønsespor!‹ den anden sagde: ›Mon et lyn har ramt en blækflaske?‹ Disse og andre bemærkninger blev ikke sagt for at såre mig, men i venskabelig sjov; ikke desto mindre skar de dybt i mig og indgød mig beslutsomhed. Jeg besluttede mig for at skrive kopier for alle på universitetet og blive lærer i skrivning og bogholdere på universitetet.Jeg havde forsæt og også ›arbejdsvilje‹ og var enig med Lord Lytton i, at ›I ungdommens leksikon findes ordet fiasko ikke,‹ og jeg begyndte at bruge min fritid til at øve mig i skrivekunst og blev ved år efter år, indtil jeg blev kaldt ›verdens bedste skribler.‹

Det resulterede i, at jeg få år senere var sikret en stilling som bogholder og forsikringsmedarbejder i et forsikringsselskab. Selv om jeg som 15-årig havde en meget fin håndskrift, og det var det eneste, der skulle til for at få den stilling, jeg havde, var jeg alligevel ikke fuldt ud tilfreds, men blev ved med at drømme og ›skrible,‹ når jeg ikke havde andet at lave. Jeg arbejdede i forlokalet i A. W. White & Co.’s bank, og når jeg ikke havde travlt, tilbød jeg at arbejde frivilligt med bankens foretagender og gøre alt, som jeg kunne for at udnytte tiden uden nogen sinde at tænke over, om jeg ville få betaling for det eller ej, men jeg ønskede kun at arbejde og at lære. Hr. Morf, bankens bogholder, skrev godt og gjorde sig den ulejlighed at hjælpe mig i mine bestræbelser for at blive en dygtig skriver. Jeg lærte at skrive så godt, at jeg ofte tjente mere end min sædvanlige løn ved før og efter kontortid at skrive kort, invitationer osv. og ved at tegne landkort. Nogle år efter fik jeg ved en messe i territoriet diplom for den flotteste skrift i Utah. Da jeg begyndte som selvstændig, blev der en stilling ledig på universitetet som lærer i håndskrift og bogholderi, og for at indfri det løfte, jeg havde givet mig selv, da jeg var 12-13 år gammel, om at jeg en dag ville undervise i disse fag, søgte jeg stillingen. Jeg blev ansat, og mit løfte til mig selv blev derved indfriet.«4

Præsident Grant havde »viljen til at arbejde« med sine åndelige mål såvel som sine timelige foretagender. Han var en utrættelig arbejder som far, lærer i evangeliet og særligt vidne for Herren Jesus Kristus. Alle sider af hans tilværelse afspejlede et princip, han ofte belærte om: »Loven om succes, her og herefter, er at være ydmyg og have en bøn i hjertet og arbejde, arbejde, ARBEJDE.«5 Hans råd lød: »Hvis I har ambitioner, så drøm om, hvad I ønsker at nå, og læg da ryggen til og arbejd. Dagdrømme uden arbejde fører ikke til noget; det er selve arbejdet, som tæller. Tro uden gerninger er død, som Jakob fortæller os, ligesom legemet uden ånden er dødt (se Jak 2:17, 26). Der er mange, som har tro, men de er fattige på gerninger, og jeg tror på de mennesker, som både har tro og arbejder og er besluttede på at gøre noget.«6

Heber J. Grants lærdomme

Vi bør arbejde af al evne.

Vi bør have ambitioner, vi bør nære ønske om at arbejde af al evne. Herren finder behag i arbejde.7

Jeg har aldrig oplevet en dag, hvor jeg ikke har været villig til at udføre det ringeste stykke arbejde (hvis der findes noget som ringe arbejde, hvilket jeg betvivler) frem for ikke at lave noget.8

I morges gjorde jeg mig den ulejlighed at læse i Lære og Pagter om lediggængeren, og vi har nogle lediggængere blandt os. I afsnit 75 i Lære og Pagter står der:

»Og enhver skal være flittig i alt. Lediggængeren skal ikke have plads i kirken, om han ikke omvender og retter sig« (L&P 75:29) …

I afsnit 88 står der:

»Hold op med at være lade; vær ikke længere urene, hør op med at finde fejl hos hinanden. Sov ikke længere end fornødent, gå tidligt i seng, så I ikke er trætte. Stå tidligt op, at legeme og sind må være friske« (L&P 88:124).

Husk, at disse udtalelser ikke kommer fra Heber J. Grant, men de kommer fra Herren:

»Og Zions indbyggere skal også ihukomme deres arbejde, eftersom de er bestemt til at arbejde i al troskab; thi den lade skal ihukommes for Herren.

Jeg, Herren, er ikke helt tilfreds med Zions indbyggere, thi der findes lediggængere blandt dem, og deres børn vokser op i ugudelighed. De søger heller ikke alvorligt efter evighedens skatte; men deres øjne er fyldt med griskhed« (L&P 68:30-31).

»Du skal ikke være lad; thi den lade skal ikke æde arbejderens brød eller bære hans klæder« (L&P 42:42) …

»Se, de er blevet sendt ud for at prædike mit evangelium i de ugudeliges forsamlinger. Derfor giver jeg dem denne befaling: Du skal ikke bortsløse din tid, ej heller skal du begrave dit talent, så ingen bliver bekendt dermed« (L&P 60:13) …

Lad os håbe, at denne uafhængighedsånd, som fandtes blandt vore pionerfædre, må blive genvækket i os, og at ingen sidste dages hellig, som bærer Guds præstedømme, vil være skyldig i ladhed. Lad os arbejde tidligt, og lad os arbejde silde.9

Der er en tiltagende ånd i verden i dag, hvor man søger at undgå at tjene, og hvor der hersker uvilje til at yde sit bedste, og hvor vi søger at se, hvor lidt vi kan gøre, og hvor meget vi kan få ud af det. Det er helt forkert. Vi bør have den ånd og den stræben hos os, at vi gør alt, hvad vi magter i et bestemt tidsrum til gavn for dem, vi arbejder for, og til gavn for vores omgangskreds.

Den anden ånd - at få alt, hvad vi kan og give så lidt som muligt til gengæld - går imod Herren Jesu Kristi evangelium.10

Jeg har søgt at indprente i de unges sind en forståelse for nødvendigheden af, at de arbejder lige så meget, de kan; og også at de aldrig, mens de arbejder således, må miste modet.

»Gå nu i gang! Herren være med dig!« …

Jeg har ikke fundet noget i livets kamp, som har været af større værdi for mig end at udføre dagens pligter så godt, jeg formår; og jeg ved, at når unge mennesker gør dette, vil de være bedre forberedt til morgendagens gerning …

Som nittenårig var jeg bogholder og forsikringsmedarbejder for hr. Henry Wadsworth, repræsentanten for Wells, Fargo and Company. Min tid var ikke fuldt optaget. Jeg arbejdede ikke for firmaet, men for agenten personligt. Jeg … tilbød at arkivere en bunke breve osv. og hjalp med at føre bøger for Sandy Smelting Company, for hvem mr. Wadsworth selv arbejdede.

For at fremhæve sandheden i det ovenfor nævnte citat fra Første Kongebog vil jeg gerne bemærke, at min optræden i den grad behagede hr. Wadsworth, så han engagerede mig til at stå for opkrævningerne for Wells, Fargo and Company og betalte mig 20 dollars om måneden for dette arbejde foruden min almindelige løn på 75 dollars fra forsikringsvirksomheden. Således var jeg blevet funktionær i Wells, Fargo and Company, og endnu én af mine drømme var blevet virkelighed.

Nytårsaften var jeg på kontoret temmelig sent. Hr. Wadsworth kom ind og bemærkede venligt, at forretningen gik godt, eller at det aldrig regner, men styrter ned, eller noget i den retning. Han talte om, hvordan jeg havde ført bøgerne for Sandy Smelting Company uden betaling og kom med nogle komplimenter, som gjorde mig meget lykkelig. Og så gav han mig en check på 100 dollars, som betalte mig dobbelt op for alt mit ekstra arbejde. Tilfredsstillelsen ved, at jeg havde vundet min arbejdsgivers tilfredshed og tillid, var for mig mere værd end to gange de 100 dollars.

Jeg lover enhver ung mand, som vil gøre sig umage for at arbejde hele tiden og aldrig standse op for at opgøre, hvilken godtgørelse han får for sit arbejde, men snarere lader sig inspirere af ønsket om at arbejde og lære, at han vil opnå succes i livets kamp.11

Arbejde hjælper os med at blive uafhængige.

Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen, ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede, og intet menneske vil blive velsignet uden at opfylde denne lov (L&P 130:20-21). Jeg ønsker at indprente de sidste dages hellige, at i dette liv får vi det, som vi arbejder for, og jeg vil opfordre enhver sidste dages hellig til at arbejde.12

Hovedformålet var ved oprettelsen af Kirkens velfærdsprogram, så vidt det var muligt, at etablere et system, hvorved man kunne udrydde lediggangens forbandelse og få bugt med arbejdsløshedsunderstøttelsens onde, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kunne indfinde sig blandt vores folk. Målet i Kirken er at give mennesker hjælp til selvhjælp. Kirkens medlemmer må igen sætte arbejdsglæden i højsædet som et ledende princip i vore medlemmers tilværelse.

Vores store leder, Brigham Young, sagde under lignende forhold:

»Sæt de fattige i arbejde med at anlægge plantager, flække træ til stakitter, grave grøfter, lave hegn eller noget andet nyttigt, og gør dem derved i stand til at købe korn og mel og livets fornødenheder« (Se Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 275).

Denne formaning gælder lige så vel i dag, som da Brigham Young udtalte den.13

Lad os alle være arbejdsomme og gøre nytte i så høj en grad, som vores styrke og evner tillader. Vi får at vide, at vi skal skaffe vores brød i vores ansigts sved (se 1 Mos 3:19).

… Det er let at række en mand en dollar, men det kræver medfølelse og næstekærlighed at interessere sig for ham og prøve at lægge en plan for hans ve og vel. Og det er et princip i Jesu Kristi evangelium nu og har altid været det at hjælpe enhver til at hjælpe sig selv - at hjælpe hver af vor himmelske Faders børn til at udarbejde sin egen frelse, både timeligt og åndeligt.14

Jeg ønsker at gøre opmærksom på en udtalelse af præsident Brigham Young:

»Jeg har lært ved erfaring, og det er blevet et princip for mig, at det aldrig gavner at dele ud og atter dele ud, til hverken mænd eller kvinder, af penge, mad, tøj eller noget andet, hvis de er raske og kan arbejde og tjene til det, de har behov for, når der er noget, de kan lave. Det er mit princip, og det forsøger jeg at følge. At følge en modsat kurs ville ruinere ethvert samfund i verden og gøre folk til lediggængere. (Se Discourses of Brigham Young, s. 274).

Og det, som kan ødelægge et lokalsamfund, kan ødelægge en stat, og lad mig tilføje; også en nation.15

Vi vil så vidt muligt indgyde Brigham Youngs udtalelse i folkets sind … nemlig at det var hans politik ikke at give nogen noget, medmindre han har gjort sig fortjent til det, og at folk må gøre noget for det, de modtager. Intet kan være mere ødelæggende for en mands, kvindes eller et barns personlighed som ikke at kunne klare sig selv.16

Arbejde er et livslangt ansvar.

Arbejde er det, der holder folk unge. Driveri er det, der får dem til at begynde at svækkes fra det tidspunkt, de holder op med at arbejde. Præsident Young var aktiv og energisk, da han gik bort, men en blindtarmsbetændelse satte en stopper for hans liv. Hans afløser, John Taylor, var 73 år gammel, da han blev Kirkens præsident. John Taylors afløser, Wilford Woodruff, var oppe i firserne, da han blev Kirkens præsident, og efter nogles udsagn burde han være gået på pension mere end 20 år før den tid … Lorenzo Snow kom som 85-årig ind i Kirkens præsidentskab og var lige så aktiv som enhver anden ung mand, men som havde en moden dømmekraft, på et tidspunkt hvor Kirken befandt sig i en fortvivlet økonomisk situation, som han fik den ud af. I sine tre år som Kirkens præsident, indtil han var 88 år gammel, var hans hjerne lige så klar og aktiv som enhver anden mands, der har været denne Kirkes præsident.

Joseph F. Smith var efter manges mening to år ældre end den alder, hvor han skulle have gået på pension, da han blev denne Kirkes præsident, og det samme gælder mig. I næste måned er det 22 år siden, at jeg efter nogles mening skulle have gået på pension.17

Selv om jeg er over firs år gammel, forlanger jeg ikke af nogen mand eller noget barn i denne Kirke, at de skal arbejde mere, end jeg gør. Jeg kender ikke til noget, som ødelægger et menneskes helbred hurtigere end ikke at arbejde.18

Jeg tror, at der blandt nogle sidste dages hellige er en tendens til at sige: »Når vi er fyldt 65, behøver vi ikke at arbejde længere« … Jeg har udført lige så meget arbejde i de sidste 16 år, efter jeg er fyldt 65, som jeg har indtil da. Og med Herrens velsignelser ønsker jeg at gøre lige så meget, hvis da ikke lidt mere, end jeg har gjort i de sidste 16 år, hvis han vil lade mig blive her i 15-16 år til, hvilket jeg tvivler på. Jeg tror fuldt og fast på, at arbejde ikke slår nogen ihjel, men at ladhed slår ihjel i en tidlig alder.

Der bør være dette råb i enhver mand og kvindes hjerte: »Jeg vil leve. Jeg får intet foræret ud over tid at leve i, og hver dag i mit liv vil jeg bestræbe mig på at udføre noget arbejde, som vil være antageligt i min himmelske Faders øjne, og hvis det er muligt, vil jeg blive lidt bedre i dag, end jeg var i går.«19

Forslag til studium og samtale

  • Hvad kan vi gøre i vores familie for at sikre os, at arbejde er et fremherskende princip i vores tilværelse? Hvordan kan forældre lære deres børn at arbejde?

  • Hvordan kan vi finde værdighed i alt det arbejde, vi udfører? Hvad kan vi lære eller opnå ved at arbejde, selv når det er ubehageligt?

  • Hvilke andre belønninger fik Heber J. Grant, da han stræbte efter at nå sin drøm om at tjene godt? Hvilke belønninger har I modtaget som følge af uddannelse og hårdt arbejde?

  • Hvorfor er det vigtigt at arbejde for det, vi modtager? Hvordan kan det påvirke os hver især, vores familie, lokalsamfund og land, hvis vi ikke kan klare os selv?

  • Hvilken virkning har arbejde på sjæl, legeme og ånd? Hvad har I lært af folk, som er blevet ved med at arbejde hele livet?

Noter

  1. Gospel Standards, saml. G. Homer Durham, 1941, s. 138.

  2. »Faith-Promoting Experiences,« Millennial Star, 19. nov. 1931, s. 760.

  3. Gospel Standards, s. 182.

  4. »The Nobility of Labor,« Improvement Era, dec. 1899, s. 82-84; afsnitsinddeling ændret.

  5. Gospel Standards, s. 182.

  6. Gospel Standards, s. 357.

  7. I Conference Report, okt. 1938, s. 15.

  8. Gospel Standards, s. 108.

  9. I Conference Report, okt. 1937, s. 10-11.

  10. Gospel Standards, s. 183-184.

  11. Se Den danske Stjerne, aug. 1979, s. 4-9, 24.

  12. Gospel Standards, s. 109.

  13. Budskab fra Det Første Præsidentskab, i Conference Report, okt. 1936, s. 3; læst op af præsident Heber J. Grant.

  14. I Conference Report, apr. 1945, s. 8; afsnitsinddeling ændret.

  15. I Conference Report, okt. 1936, s. 6.

  16. Relief Society Magazine, okt. 1937, s. 627.

  17. I Conference Report, okt. 1938, s. 3-4.

  18. Gospel Standards, s. 183.

  19. Gospel Standards, s. 108.