Forening af familier gennem tempelordinancer og slægtsforskning

Jeg vil lige indtil min sidste dag være taknemmelig for, at jeg ikke lyttede til nogle af mine venner, da jeg var en ung mand på knap 21 år og gjorde mig den ulejlighed at rejse hele vejen fra Utah County til St. George for at blive viet i templet i St. George. Det var, inden jernbanen gik syd om Utah County, og vi var nødt til at tilbagelægge resten af vejen i hestevogn. Det var en lang og besværlig rejse dengang over dårlige, usikre veje, og rejsen tog flere dage hver vej.

Mange rådede mig til ikke at gøre det - til ikke at rejse hele vejen ned til St. George for at blive viet. Deres begrundelse var, at jeg kunne få stavspræsidenten eller biskoppen til at vie os, og når templet i Salt Lake City så var færdigt, kunne jeg tage dertil sammen med min hustru og vore børn og blive beseglet til hende og få vore børn beseglet til os for al evighed.

Hvorfor lyttede jeg ikke til dem? Fordi jeg ønskede at blive gift for tid og evighed - fordi jeg ønskede at begynde tilværelsen på den rigtige måde. Jeg fik senere grund til at glæde mig overordentligt meget over min faste beslutning om at blive viet i templet dengang og ikke vente indtil et senere og tilsyneladende mere bekvemt tidspunkt …

Jeg mener ikke, at nogen ung, værdig sidste dages hellig mand eller kvinde bør undgå at gøre sig nogen rimelig anstrengelse for at komme til Herrens hus og begynde tilværelsen sammen. De ægteskabsløfter, man indgår på disse hellige steder, og de hellige pagter, som man indgår for tid og al evighed, er [en beskyttelse] mod mange fristelser i livet, som har det med at opløse hjem og ødelægge lykken …

De velsignelser og løfter, der kommer af at begynde tilværelsen sammen for tid og evighed i et af Herrens templer, kan man ikke opnå på nogen anden måde, og værdige unge sidste dages hellige mænd og kvinder, som begynder tilværelsen sammen, vil se, at deres evige partnerskab under den evige pagt bliver det grundlag, hvorpå fred, lykke, dyd, kærlighed og alle de andre evige sandheder i livet hviler, her og herefter.⁵

Jeg kan ikke pointere for kraftigt … hvor nødvendigt det er, at de unge sidste dages hellige kommer til dette hus for at blive viet på rette vis, og at de påbegynder livets kamp under den levende Guds inspiration med Guds hellige præstedømmes velsignelser og myndighed, som hans tjenere i templet besidder. Jeg ønsker at indprente i jeres hjerte, at vi ikke kan gøre noget og ikke kan ofre noget, uden at vi vil blive belønnet før eller siden, enten på jorden eller i evighederne; uanset hvilket offer vi yder for at gøre vores pligt og udføre de ting, som er tiltalende for Gud, får vi næsten uden undtagelse vores belønning i livet.⁶

For lidt over et år siden indså jeg, at jeg ved at planlægge mine foretagender og ved at blive væk fra forelæsninger, koncerter, teatre eller operaer, kunne jeg tage i templet mindst én gang om ugen og udføre ordinancer for nogle af mine kære, som var gået bort. Ved at sætte mig for, at jeg kunne gøre det, blev det slet ikke svært at gå gennem templet en gang om ugen hele året … Ja, jeg måtte måske gå glip af en opera, en teaterforestilling eller noget andet, hvor jeg gerne ville have været til stede, men det var slet ikke svært for mig …

Generelt kan vi gøre det, som vi ønsker. En ung mand kan finde enormt megen tid at tilbringe sammen med sin kæreste. Han kan indrette sig efter det. Vi kan indrette vore aktiviteter for at få motion ved at spille golf og andet. Vi kan indrette vore aktiviteter for at få tid til morskab. Og hvis vi beslutter at gøre det, kan vi, ud fra min erfaring, indrette vore aktiviteter, så vi kan tjene i templet.⁷

Jeg tror på, at hvis jeg kan finde tid til at tage i templet og udføre tempelarbejde én gang om ugen, er der næppe en mand i hele Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som ikke kan finde tid, hvis han ønsker at indrette sit arbejde derefter. Jeg taler om mennesker, som bor, hvor der er et tempel, og ikke om mennesker, der skal rejse lange afstande for at komme dertil … Jeg kender ingen, som har mere travlt end jeg, og hvis jeg kan gøre det, kan de også, hvis de blot vil få den Ånd i deres hjerte og sjæl, som gør, at de ønsker det. Problemet med så mange mennesker er, at de ikke nærer ønske derom.⁸

Et af de største privilegier vi har som sidste dages hellige, er efter min mening at udføre arbejde i templet for de af vore forfædre, der er døde uden kundskab om evangeliet …

Hvis I føler i jeres hjerte og sjæl, at dette er en af de vigtigste ting, som I som sidste dages hellige kan gøre, så vil I finde en måde at gøre det på.⁹

Fra Elias’ besøg, hvor han gengav de nøgler, han besad, og vendte børnenes hjerte til fædrene (se L&P 110:13-15), har folk i hele verden fået et ønske i deres hjerte om at få noget at vide om deres forfædre.¹⁰

Mænd og kvinder i hele verden har oprettet foreninger for at opspore deres forfædre og indsamle slægtshistoriske optegnelser i deres familie. Der er brugt millionvis af dollars til disse formål. Jeg har mange gange talt med og hørt om mænd, der har brugt store beløb på at samle en optegnelse over deres forfædre, og når de har samlet den, har de sagt, når de blev spurgt, hvorfor de har gjort det: »Det ved jeg ikke, jeg blev grebet af et uimodståeligt ønske om at samle denne optegnelse og om at give, hvad det kostede. Nu da jeg har samlet den, har jeg ingen større brug for den.« De sidste dages hellige sætter uvurderlig stor pris på denne slags optegnelser.¹¹

For en sidste dages hellig er en bog på denne størrelse [han holdt Mormons Bog op] med navnene på hans forfædre mange, mange gange, hundredvis af gange, mere værd end dens vægt i guld.¹²

Jeg glæder mig over det forunderlige værk, der udføres i vore templer, over gengivelsen af privilegiet at kunne udføre dåb for dem, som er gået bort, med den levende Guds myndighed og over at kunne udføre ordinancer, som, hvis de modtages, vil føre de døde til evigt liv og frelse, selv om de er døde uden kundskab om evangeliet.¹³

Verden spørger: Hvordan kan det være, at man kan lade sig døbe for en anden? Men hvis vi tror på Kristi stedfortrædende arbejde, da må vi tro på, at man kan udføre arbejde for en anden, og at vi også kan blive »befriere på Zions bjerg« (se Obad 1:21).¹⁴

Vi har pligt til … at være opmærksomme på de af vor Faders børn, som er gået forud for os i døden uden kendskab til evangeliet, og pligt til at åbne frelsens dør for dem i vore templer, hvor vi også har pligt til at virke.¹⁵

Jeg beder til, at Herren vil inspirere hver enkelt af os til fuldt ud at udnytte vore evner og udføre vore pligter og de pligter, der påhviler os i form af stedfortrædende arbejde for vore afdøde … Når vi år efter år ivrigt søger at samle viden om de af vore familiemedlemmer, som er gået bort uden viden om evangeliet, er jeg sikker på, at Herren velsigner os, så vi får den.¹⁶

Dette slægtshistoriske arbejde er efter min mening ganske enkelt vidunderligt. Det er vidunderligt, sådan som vejen bliver banet for de af os, der nærer interesse for det. Det er som et mirakel, hvordan min hustru førhen kunne indsamle slægtshi-storiske oplysninger om sine forfædre. Og det er intet mindre end et mirakel, hvordan vi er kommet i besiddelse af bøger og andre oplysninger. Når vi er stødt på blindgyder, er der på en eller anden måde blevet lavet hul gennem muren, så vi har kunnet kravle igennem og, i overført betydning, komme ud på den anden side og finde noget, som havde værdi.¹⁷

Min hustru og jeg havde i årevis forsøgt at finde forældrene til hendes oldefar, Gideon Burdick. Syv generationer af hans familie kunne findes i Kirken, men hun kunne ikke komme længere tilbage end til ham. Hun fulgte enhver ledetråd, men kunne ikke engang finde hans fars navn.

Eftersom han havde været soldat under den amerikanske uafhængighedskrig, håbede vi, at vi i de officielle optegnelser i Washington D.C. måske kunne finde de nødvendige beviser. Men disse viste, at der var to, som hed Gideon Burdick, der tjente i den amerikanske hær i denne periode, hvilket gjorde det endnu sværere at finde frem til ham.

For nogle år siden besøgte min hustru og jeg Washington og henvendte os på arkiverne og i pensionskasserne. Dér fandt hun i arkiverne en, der hed Gideon Burdick, som havde søgt om at få pension. Da hun undersøgte det nærmere, så hun, at hans opgivne alder svarede til hendes egen forfaders … Et af de vidner, som underskrev ansøgningen, viste sig at være Hyrum Winters, Gideons svigersøn, og hendes egen bedstefar.

… Vi vidste nu, at hans fødested var Rhode Island, [så] den eneste opgave, som stod tilbage, var at spore hans familieforbindelse i denne stat.

Efter yderligere søgen læste min hustru i et brev, at hr. Harcourt var ved at søge tilbage i Burdick-slægten. Hun skrev straks til hans adresse, men modtog kun et brev fra hans datter, som fortalte, at han var død for ti år siden, at hans familie ikke længere havde materialet, og at hun ikke vidste noget om det.

Det var som endnu en blindgyde for os, en som vi ikke kunne komme igennem. Men min hustru sagde: »Her standser jeg ikke.« Hun skrev til postmesteren der, hvor hr. Harcourt havde boet, og bad ham sende brevet til hvem som helst, som måtte hedde Burdick.

Brevet blev leveret til dr. Alfred A. Burdick, som boede tæt ved posthuset. Han svarede straks og fortalte, at han havde Harcourt-manuskriptet, stadig forskede i Burdick-slægten og havde til hensigt at udgive det som bog. Han fortalte, at han havde optegnelsen over hele Burdick-slægten helt tilbage til Gideon, men intet om hans familie som bogstaveligt talt syntes at være forsvundet ud i den blå luft, da han flyttede vestpå. Han skrev: »Send mig alle oplysninger om Gideon, så sender jeg alt, som jeg ved om hans forfædre.«

Det blev gjort, og han var så venligt at sende hende en optegnelse over Gideon Burdicks forfædre og gav hende lov til at bruge den, som hun ville. Sådan lykkedes det hende at få et komplet eksemplar af de oplysninger, hun havde søgt så længe, hvorved hun med sikkerhed kunne forbinde sin familie med familien fra Rhode Island …

Jeg hørte senere … følgende om Burdick-manuskriptet.

For mange år siden begyndte William M. B. Harcourt og dr. Alfred A. Burdick at søge tilbage i Burdick-slægten. Der blev samlet en stor mængde oplysninger, som blev systematiseret med henblik på udgivelse.

Omkring dette tidspunkt døde hr. Harcourt, og en af dr. Burdicks fætre kom i besiddelse af manuskriptet og tog det med sig til New York. Han tænkte først på at udgive det, men flere år senere skrev han til dr. Burdick og sagde, at hvis han ville betale for forsendelsen, måtte han få [manuskriptet]. Dr. Burdick, som imidlertid var vred over, at han havde taget manuskriptet med sig, svarede ikke, selv da fætteren truede med at brænde det hele.

Fætteren beordrede derfor viceværten til at bære alle disse værdifulde papirer ned i kælderen og brænde dem. Af en eller anden grund gjorde viceværten det ikke, og da fætteren nogen tid efter opdagede dette, pakkede han det hele sammen og sendte det til sin bror. Med broderen havde ikke plads til dem i sit hjem og satte dem ud i baghaven. Dér lå de i månedsvis i regn og sol, og ingen vidste, hvad de skulle gøre ved dem.

Broderens hustru døde, og dr. Burdick var med til begravelsen. Her hørte han om, hvor manuskripterne var og fik at vide, at han måtte få dem, hvis de betød noget for ham. Han tog dem med hjem, og da han frygtede, at han ville miste dem igen, kopierede han bøgerne. Mange dele var allerede ødelagt, men da han gennemgik det hele omhyggeligt, blev han glad for at se, at praktisk talt alle de vigtige optegnelser var bevaret.

Fra da af og indtil nu har han fortsat sin slægtsforskning og har fundet flere oplysninger.

Da min hustru og jeg var i Washington i december, rejste vi til Baltimore for at møde denne herre, som havde været så venlig at hjælpe os … Han genkendte os fra de billeder, vi havde sendt, og tog åbenhjertigt imod os. Han førte os ind på sit private kontor og viste os bind efter bind af slægtshistoriske oplysninger, som han havde samlet om Burdick-slægten og andre. Han sagde: »Om dette emne er jeg villig til at sidde oppe hele natten og tale med jer.«

Han havde et manuskript på tyve bind med systematiserede oplysninger om Burdick-slægten. Fire af disse viste sig at indeholde Gideons lige slægtslinie. Dr. Burdick var meget elskværdig at give os disse oplysninger, som vi kunne kopiere og bruge, som vi ville. Jeg tilbød at sende en stenograf hen på hans kontor og afskrive dem, eller få en … dublet. Men han gav mig bøgerne i hånden og sagde: »Jeg betror dig disse, præsident Grant, for jeg ved, at hos dig vil de være i sikkerhed.«

Der er nu lavet maskinskrevne kopier af hele manuskriptet og sendt en kopi til dr. Burdick. Der er indsamlet yderligere oplysninger fra vores eget slægtshistoriske bibliotek og fra de slægtshistoriske optegnelser for at supplere denne samling …

Vi håber, at det alt sammen ikke blot er af interesse for min hustru og mig, men for alle der udfører slægtsforskning som et vidnesbyrd om, hvordan Herren arbejder blandt sine børn uden for Kirken og som inspiration for ledere i Kirken såvel som lederne i Kirkens stave og ward til at fortsætte deres egen slægtsforskning med flid »Søg, så skal I finde« (Matt 7:7).¹⁸

De afdødes frelse er et af de vigtigste formål, som det evige evangelium og Jesu Kristi Kirke er genoprettet for i denne tid. Den helt enorme interesse, som de hellige har udvist i denne vigtige fase af Frelserens forløsende mission, er et yderst lovende tegn. Fra tidlig morgen til sen aften er der i vore templer en trængsel af mennesker, som er fast besluttede på at forløse deres afdøde slægtninge og hjælpe med at smede det led, der engang vil binde de evangeliske uddelinger sammen og bringe alt til Kristus, både i himlen og på jorden - et arbejde som er særegent for tidernes fyldes uddeling. Der er stor glæde i vente for de hengivne arbejdere i Herrens hus, når de går ind i åndeverdenen, hvor de, som de har ydet denne uvurderlige service, vil give dem en yderst begejstret velkomst.