Hjertets sang

Sang er en vidunderlig bestanddel af de sidste dages helliges tilbedelse.²

Når vi synger hellige salmer, der er skrevet af Guds tjenere, har det en stærk indflydelse på at omvende folk til evangeliets principper og fremme fred og åndelig vækst. Sang er som en bøn til Herren, som han selv har sagt: »Thi min sjæl fryder sig i hjertets sang, ja, de retfærdiges sang er som en bøn til mig, og den skal besvares med velsignelser på deres hoveder« (L&P 25:12).³

Min sjæl har altid frydet sig ved at lytte til sang, som har været min lidenskab hele mit liv, og jeg er henrykt over at kunne tilbede Herren i dag med »hjertets sang.« Det er min opfattelse, at hvis vi alle husker Herrens ord, da vil de retfærdiges sang være som en bøn til ham og blive besvaret med velsignelser på vores hoved, og hvis vi vil bede ofte til vor himmelske Fader med Zions liflige sange og inderligt og oprigtigt udtrykke vores hjertes følelser med vore smukke salmer, da vil vi få de forjættede velsignelser, som jeg indtrængende anmoder de hellige om at søge at opnå.⁴

Lad os huske den slags sange, som Herren ynder, sange som handler om evangeliet. Jeg har overværet konferencer, hvor jeg har hørt tre eller fire sange, hvor jeg ikke var enig i teksten. De blev sunget til god musik, men det var ikke gode lærdomme.⁵

Jo smukkere musikken er til sange med falske lærdomme, desto farligere bliver det. Jeg appellerer til alle sidste dages hellige, især til vore kor, om aldrig at synge teksten til en sang, uanset hvor smuk og inspirerende musikken måtte være, når lærdommene ikke er i fuld overensstemmelse med evangeliets sandheder …

Ingen enkelt sanger eller sanggrupper i Kirken bør nogen sinde synge en sang, medmindre ordene er i fuld harmoni med evangeliets sandheder og kan komme fra sangerens eget hjerte. Vore salmer bør med andre ord i sandhed være ›bønner til Herren‹ (se L&P 25:12). Hvis vi sørger for kun at synge sådanne sange, så er vi sikre på at opnå de velsignelser, som Herren har lovet, fordi hans løfter er sande og troværdige og »skal alle gå i opfyldelse« (se L&P 1:37).⁶

Jeg er Herren taknemmelig for, at hans Ånd har inspireret så mange blandt vores folk til at skrive den smukke musik, som vi har til vore salmer … Må Gud velsigne vore komponister og vore digtere, som har givet os så inspirerede ord og så inspirerende, sød musik.⁷

Jeg er sikker på, at når Zions sange synges i den rette ånd, vil det bringe fred og Himlens tilstedeværelse i vores hjem og også være med til at forkynde Jesu Kristi evangelium.⁸

Der findes intet mere behageligt og inspirerende end musik i hjemmet, og efter at jeg har lært at synge, synger vi gerne en salme hjemme hos os hver morgen inden familiebønnen. Det giver virkelig en dejlig indflydelse, når vi synger Zions sange, og efter min mening bør de hellige gøre sang til en del af deres tilbedelse sammen med familien.⁹

Lad os ikke glemme vore salmer, når vi går i kirke. Lad menigheden synge, og lad endelig korets sangere blive bekendt med de smukke følelser i vore salmer.¹⁰

Jeg mindes et tilfælde, der viser, hvordan sang har kraft til at mildne følelser og give mænd, som er fyldt med en trættekær ånd, fred i hjertet. Det skete for mange år siden og handlede om et skænderi mellem to gamle, trofaste brødre, hvis medlemskab gik tilbage til tiden i Nauvoo. Disse mænd havde været helt ufordærvede og fulde af hengivenhed over for Herrens værk. De havde oplevet mange vanskeligheder i Nauvoo og var blevet uddrevet og forfulgt sammen med de hellige, og de havde oplevet pionertilværelsens prøvelser, som fulgte med koloniseringen af vesten. Disse mænd havde skændtes over nogle forretninger og besluttede til sidst, at de ville forsøge at få præsident John Taylor til at hjælpe dem med deres problemer.

John Taylor var dengang præsident for De Tolv Apostles Råd. Disse brødre havde givet deres æresord på, at de trofast ville holde sig til, hvad end bror Taylor ville afgøre … De fortalte ham ikke straks, hvad deres problem bestod i, men forklarede at de havde haft alvorlige skænderier og spurgte ham, om han ville lytte til deres beretning og komme med en afgørelse. Præsident Taylor indvilligede. Men han sagde: »Brødre, før I fremlægger jeres sag, vil jeg meget gerne synge en af Zions sange for jer.«

Præsident Taylor var en meget dygtig sanger og fortolkede vore hellige salmer med inderlighed og åndelighed.

Han sang en af vore salmer for de to brødre.

Da han så virkningen deraf, nævnte han, at han aldrig havde hørt én af Zions sange, uden at han ønskede at høre en til, så han bad dem om at lytte, mens han sang endnu en. De sagde selvfølgelig ja. Begge syntes at nyde det, og da han havde sunget den anden sang, sagde han, at han havde hørt, at der var held ved ulige tal, og at han med deres tilladelse ville synge en til, hvilket han gjorde. Så sagde han på sin spøgefulde facon: »Ser I, brødre, jeg ønsker ikke at trætte jer, men hvis I vil bære over med mig og lytte til én til salme, så lover jeg jer at holde op med at synge, og så kan I forelægge jeres sag.«

Historien fortæller, at da præsident Taylor havde sunget den fjerde sang, var brødrene smeltet og havde tårer i øjnene, de rejste sig, gav hinanden hånden og undskyldte over for præsident Taylor, at de havde forstyrret ham og taget hans tid. Derefter gik de, uden at han så meget som fik at vide, hvad deres problemer bestod i.

Præsident Taylors sang havde forsonet dem med hinanden. Herrens Ånd var kommet ind i deres hjerte, og de enorme uoverensstemmelser, som var opstået mellem dem, var blevet jævnet ud og var forsvundet. Der havde udviklet sig kærlighed og broderskab i deres sjæl. De bagateller, de havde skændtes om, betød ikke længere noget. Hjertets sange havde fyldt dem med forsoningens ånd.¹¹

Ældste J. Golden Kimball og ældste Charles A. Welch, som ikke hævder at være gode til at synge, var på mission i sydstaterne og skulle til at døbe nogle omvendte. En pøbelhob havde samlet sig. Pøbelen lod brødrene forstå, at hvis de udførte dåben, ville de kaste dem i floden. Brødrene besluttede at gå i gang, uanset hvad det måtte resultere i. Men før de gjorde det, sang de en sang. Sangen syntes at have sådan en virkning på medlemmerne af pøbelen, at disse var næsten lamslåede. Brødrene fortsatte dåbsceremonien og gik derefter et stykke væk for at bekræfte de døbte som medlem. Der blev sendt bud fra pøbelen til dem om at komme og synge den sang igen, hvilket de efterkom. Pøbelens leder, Joseph Jarvis, blev senere medlem af Kirken, og han fortalte ældste Kimball, at den følelse, der var i sangen, og inspirationen da den blev sunget, som før beskrevet, omvendte ham til evangeliet. Bror Kimball huskede, at salmen var »Sandhed vil vort sind erkende« (se Salmer og sange, nr. 179).¹²

Mange medlemmer mister meget ved ikke at synge Zions sange i deres hjem. Mangen en missionærer snyder sig selv for styrke og kraft og evnen til at udrette noget godt og få venner, ved ikke at kunne synge … Zions sange har en god indflydelse på vores hjem.

Det er ikke vores veltalenhed, som vil overbevise mennesker, men det er den Almægtige Guds Ånd, der brænder i hjertet og jeres ønske om at frelse sjæle. Brigham Young sagde, at Herrens Ånd ville gøre mere til at omvende folk end folks veltalenhed (se Deseret News, 9. feb. 1854, s. 4). Og jeg siger, at når Zions sange synges, om end ufuldkomment, men med Guds inspiration, vil det berøre de oprigtiges hjerte mere effektivt, end hvis de synges godt uden Guds Ånd. Syng med Guds Ånd. Elsk de ord, I synger. Jeg elsker Zions sange.¹³