Udholdenhed

Jeg tror på, at vi kan nå et hvilket som helst mål, som vi sætter os for, og der er ikke nogen dreng eller pige, som bør sætte sig ned og sige, at de ikke vil gøre noget, fordi de ikke kan gøre det lige så godt som andre. Gud har givet nogle mennesker ti talenter, andre kun ét, men for dem, som udvikler dette ene talent, vil den dag komme, hvor de i høj grad vil overgå dem, som har ti talenter, men som ikke udvikler dem.⁷

Pålidelighed, udholdenhed og beslutsomhed er de egenskaber, som vil hjælpe jer med at vinde livets kamp.⁸

Jeg tror på, at har vi ikke ambitioner om at nå noget og om at gøre ting, så opnår vi meget lidt i livets kamp. Der er ikke noget i øjeblikket, som kan gøre mig mere ked af det end at se alle dem blandt vores folk, som mister deres integritet samt hengivenhed for og ambition om at udrette noget. I mine øjne er det helt forkert. Hver enkelt bør nære et ønske om at udvikle deres evner til at udrette forskellige ting. Vi opnår intet udelukkende med viljestyrke og ønsker. Vi må foruden at nære ønsket også arbejde for at nå de ting, vi ønsker. Jeg er sikker på, at en ung mand, som er fuldt ud tilfreds med det, han gør, selv om det måske er meget lidt, og som ikke har nogen ambitioner om at udrette mere, går i stå. Men jeg er overbevist om, at enhver kan udvikle sig fra dag til dag og fra år til år og blive bedre til at gøre tingene i årenes løb. Det tror jeg på af hele mit hjerte.⁹

Det er ved træning og øvelse, at vi bliver dygtige til enhver af livets hverv og sysler, det gælder ting både af religiøs og verdslig karakter.¹⁰

Jeg kender ingen let opskrift på succes. Hold ud, hold ud, HOLD UD; arbejd, arbejd, ARBEJD - det er det, der tæller i livets kamp.¹¹

Jeg er klar over, at det kræver en vedvarende indsats fra hver eneste af os, hvis vi ønsker at gøre vores liv til en succes. Det kræver slet ingen indsats at trille ned ad bakken, men det kræver en indsats at klatre op ad bakken til toppen. Det kræver ingen anstrengelse at gå på den brede vej, som fører til undergang, men det kræver anstrengelse at holde sig på den lige og snævre sti, som fører til evigt liv.¹²

Jeg mener, at vi bør lære aldrig at miste modet … Jeg tror på, at vi kan beslutte os inderst inde til ved og med Gud vor himmelske Faders velsignelser at udrette en bestemt ting, og da giver Gud os evnen til at nå denne ting; men når vi lægger os ned og mister modet, og når vi ser op på bjergets tinde og siger, at det er umuligt at komme op til toppen, og vi aldrig gør os nogen anstrengelse for det, så vil vi aldrig nå det.

Nephi sagde til sin far, at han ville gå og gøre det, som Herren har befalet (se 1 Nephi 3:7), og da det ikke lykkedes hans brødre at få pladerne, og de kom modløse tilbage, mistede han ikke modet … Han sagde til sine brødre: »Så sandt som Herren lever, og vi lever, vil vi ikke vende tilbage til vor fader i ørkenen, førend vi har udført det, som Herren har befalet os« (1 Nephi 3:15). Vi bør som sidste dages hellige huske på, at det lykkedes Nephi; vi bør huske på, at trods forhindringer sikrede han sig pladerne, som indeholdt Guds dyrebare ord; at han sikrede sig den uvurderlige optegnelse; den var uvurderlig for hans efterkommere, og uden den havde det været svært for mange af dem at have fundet den lige og snævre sti, som fører til evigt liv.

Hvis der er én person i Mormons Bog, som jeg har beundret, og hvis eksempel jeg gerne har villet efterligne, så er det Nephi fra fordums tid. Han lod sig aldrig afskrække, mistede aldrig modet, var altid rede, altid fast besluttet på at arbejde efter bedste evne, så Guds hensigter kunne udføres.¹³

Hvis I ønsker at vide, hvordan man opnår frelse, kan jeg fortælle jer det: Det er ved at holde Guds bud. Ingen magt på jorden og ingen magt under jorden vil nogen sinde kunne hindre jer eller mig eller nogen anden sidste dages hellig i at opnå frelse, på nær os selv. Vi er bygmester for vores eget liv, ikke kun i livet her, men i det kommende liv i evigheden. Vi kan selv udføre enhver pligt og forpligtelse, som Gud har krævet af menneskene. Vi har aldrig fået noget bud, uden at Gud har givet os mulighed for at holde dette bud. Lykkes det os ikke, så er vi, og kun vi, ansvarlige for at det ikke er lykkedes, for Gud skænker sine tjenere, lige fra Kirkens præsident og ned til det mindste medlem, al den evne, al den viden og al den styrke, der er nødvendig for at udføre enhver pligt og forpligtelse, som påhviler dem at udføre på trofast, flittig og rigtig vis, og kun vi vil kunne kræves til ansvar, hvis vi svigter i denne henseende.¹⁴

Tro og viden uden gerning er værdiløst. Alverdens kundskab ville ikke gøre nogen gavn, hvis vi ikke også anvender denne kundskab. Vi er vores egen tilværelses arkitekt og bygmester, og hvis vi ikke gør brug af vores viden og udfører de pligter, som påhviler os, bliver vores liv et nederlag.¹⁵

Der findes ingen pligt og ingen lov i Kirken, som vi ikke kan opfylde med vor himmelske Faders hjælp. Herren vil give os styrke og evne til at udføre enhver pligt og ethvert stykke arbejde, som vi skal udføre, på en måde, der er antagelig i hans øjne. Det eneste spørgsmål er: Har vi viljen til at gøre det? I går hørte jeg om en [mand], som sagde, at han ikke kunne holde op med at drikke kaffe. Jeg tror ikke, at den mand taler sandt. Jeg tror, at han mangler vilje til at forsøge at aflægge denne vane.¹⁶

Jeg har mødt mange, som har sagt: »Hr. Grant, hvordan vil De forklare, at mange af dem, der har båret vidnesbyrd om deres viden om, at det værk, der er kendt som mormonismen, er guddommeligt, og at profeten Joseph Smith havde en guddommelig mission, og derefter har vendt sig bort fra de sidste dages helliges evangelium og er blevet bitre modstandere af den?« Jeg svarer ganske enkelt, at uanset hvilket vidnesbyrd de måtte modtage, eller hvilket lys og hvilken intelligens der måtte komme til dem fra Gud, er ingen mand, kvinde eller barn nogen sinde blevet lovet, at de vil fortsætte trofast og urokkeligt ad den lige og snævre sti, som fører til evigt liv, hvis de holder Guds bud. Jeg kender ingen blandt de sidste dages hellige, som trofast har bedt familiebønner og personlige bønner, har deltaget i deres møder ude i samfundet og i deres kvorum, og som har været rede og villige til at betale en tiendedel af deres årlige indtægt i tiende til Herren, og som har overholdt det, som blandt os kaldes visdomsordet - jeg kender intet sådant menneske, siger jeg, som er faldet ved vejen. Men jeg kender til mange, der, til trods for at de har modtaget mange store og forunderlige tilkendegivelser, er faldet ved vejen, fordi de har forsømt deres pligter og ansvar som sidste dages hellige.

En af de store ting, som [modstanderen] udnytter, er, at vi alle er ringe, svage mennesker, som fuldt ud er klar over vore svagheder, og han forsøger at benytte sig af vores viden herom for at indgyde os den tanke, at vi ikke duer til noget, og at det, som vi gør, er spild af tid. Men vi kan være forvissede om, at hvis vi gør os umage i de små pligter, som påhviler os i hverdagen, vil vi være parate til større pligter, når der, i Herrens kærlige forsyn, vil komme større opgaver, som vi skal udføre i hans værks interesse.¹⁸

Jeg ønsker at indprente i de unge [menneskers] sind, at fordi tingene ikke er lykkedes for dem hidtil, eller de ikke har levet korrekt, skal de aldrig føle, at der ikke er noget håb for dem i fremtiden. Der findes ingen af vor Herre og Mester, Jesu Kristi, lærdomme som er mere enkel end den, at vi ikke vil blive lagt til last for nogen af vore fortidige synder, hvis vi omvender os og ophører med dem og fremover arbejder flittigt for det, der er rigtigt.¹⁹

Jeg har ofte fortalt om en oplevelse, som doktor Karl G. Maeser havde. Han fortalte, hvordan en fattig enke var kommet til ham med sin søn. Hun meddelte bror Maeser, at dette var hendes eneste søn, og at hun havde arbejdet som vaskekone for at spare de nødvendige penge sammen til at sende ham på Brigham Young University, fordi hun havde hørt, at bror Maeser kunne rette op på trodsige drenge. Hun fortalte bror Maeser, at hun ikke kunne styre drengen, at biskoppen og hans rådgivere ikke kunne stille noget op med ham, og at de betragtede ham som en uartig dreng.

Drengen begyndte i skolen og lavede snart ballade. Bror Maeser fortalte, hvordan han brød alle reglerne i skolen. Lærerne kunne ikke stille noget op med ham, og han havde en dårlig indflydelse på andre i skolen. Bror Maeser tøvede med at udvise ham, fordi han tænkte på den fattige enke, som havde arbejde som vaskekone, så hendes eneste søn kunne gå i skole. Derfor fandt han sig i denne ligegyldige, trodsige dreng, indtil han ikke længere kunne holde det ud. Så udviste han ham omsider fra skolen.

Næste morgen kl. otte, så snart bror Maeser var kommet hen på sit kontor, bankede det på døren. Da han åbnede døren, stod drengen der. Bror Maeser sagde, at da han så drengen og tænkte på al den ballade, han havde lavet i skolen, havde han »bare lyst til at slå ham lige mellem øjnene.« Det var hans første tanke om den dreng, der var blevet udvist dagen før.

Drengen sagde: »Bror Maeser, bror Maeser, giv mig bare én til chance.«

Bror Maeser [mindedes senere]: »Dér stod jeg, lamslået over, at drengen ville bede om en chance til. Han troede ikke, at jeg ville give ham en chance til, og han sagde: ›Bror Maeser, giv mig bare én til chance.‹«

Bror Maesers stemme knækkede over, da han fór hen mod drengens udstrakte, bønfaldende arme og omfavnede og kyssede ham og lovede ham 100 chancer.

»Nå«, sagde bror Maeser, »hvad siger du så? Denne dreng er biskoprådgiver i den selv samme by, hvor han engang var som et råddent æg!« …

Dette er den form for bonus, som tæller - bonus i form af menneskelige værdier. Det tålmodige, utrættelige arbejde, som vi udfører under bøn for vore unge mennesker, der har behov for hjælp, og dem, der generelt af den ene eller anden årsag har trukket sig tilbage fra os, kommer ofte tilbage og belønner os med ubeskrivelig glæde og tilfredshed i årene fremover.

Må vi arbejde længe og uophørligt med tålmodighed, tilgivelse, bøn og beslutsomhed blandt alle sådanne, som har behov for vores hjælp!²⁰