2022
Møde med den ghanesiske ambassade og efterfølgende koncert
August 2022


Møde med den ghanesiske ambassade og efterfølgende koncert

En anderledes invitation

Den 22. december 2021 blev Kirken inviteret til den ghanesiske ambassade for at møde landets ambassadør i Danmark, hendes excellence Sylvia Naa Adaawa Annoh. Kirken blev repræsenteret af den afrikanske områdehalvfjerdser ældste Ahadjie og hans hustru Emilia, som er Kirkens informationschef i Ghana og arrangør af mødet. Herudover var stavspræsident Steen Gershøj Petersen og Eilif Rosenkilde, Kirkens kommunikationschef i Danmark inviteret. Under mødet kunne ambassadøren og stavspræsidenten kommunikere en smule på det ghanesiske sprog, twi, som præsidenten havde lært lidt af på sin mission i et område med mange ghanesere.

En mulighed åbnede sig

Delegationen blev varmt modtaget og mødet blev indledt med bøn, hvilket var en dejlig overraskelse. Kirken har gode relationer til den ghanesiske konge, Osei Tutu II, og der var et ønske om at udvide denne relation til andre dele af verden heriblandt i Danmark. Under mødet kom det frem, at det anerkendte interreligiøse ungdomskor, Winneba Youth Choir, havde planlagt en turné i Europa, men manglede et sted at optræde i Danmark. Kirken tilbød at åbne stavsbygningen og organisere lys, lyd, opsætning af stole, bespisning af korets 30 medlemmer, og hvad der ellers var behov for. Under mødet fik ambassadøren overrakt en Kristusstatue, som hun virkede både overrasket og beæret over at modtage.

Endnu en invitation

Inden selve koncerten på Maglegårds Alle i Søborg onsdag den 9. marts blev præsident Petersen og Ekow Bernasko-Appu, et medlem fra Ghana og kvorumspræsident i Frederiksberg Menighed, inviteret til fejringen af 65. året for Ghanas uafhængighed på Bernstorff Slot i Gentofte, hvor der var koncert med koret, taler fra ambassadøren, den danske ambassadør i Ghana og flere andre.

Selve koncerten var en stor succes og mange medlemmer fortalte efterfølgende positivt om den meget anderledes koncert ligesom mange gæster var beærede over at være inviteret.