Stavskonferencen i Aarhus Stav den 12.–13. marts 2022

Under mødet blev der talt om, hvad Kirken gør for at hjælpe flygtninge fra Ukraine, og formanden for biskoppernes velfærdsråd, biskop Thomas Ilskov fortalte, at der var flere forskellige måder at hjælpe på, men det er nødvendigt, at koordinere indsatserne, så det bliver til glæde for dem, som kommer.

Præsident Kristian Ravn-Petersen, 2. rådgiver i stavspræsidentskabet, talte efter fællessalmen.

Han talte ud fra Lehis ord til sin søn Jakob og fortalte, at et af hans personlige mål var at følge og føle vor himmelske Faders tale til ham og bede om, at han måtte få mod til at gøre det, han siger til ham.

Der er en modsætning i alle ting, så vi kan opleve sand lykke, samtidig med, at vi oplever dyb sorg. Det er de dybe dale, der gør, at vi kan juble på toppen. Når vi handler i stedet for at være genstand for handling, så lader vi ikke verden påvirke, hvordan vi har det. Vi bemærker, hvad der sker i verden og beslutter os for, hvordan vi vil reagere på det.

Derefter talte 1. rådgiver, præsident Torben Steen Jensen. Han fortalte om nogle overvejelser, som han og hans hustru havde haft, da de sidste af deres børn meddelte, at de flytter hjemmefra. Et af dem skal på mission, og de er begge meget begejstrede, men også lidt mærkede. Vi forstår måske bedre, hvordan vores himmelske forældre havde det, da vi tog afsted. De havde undervist os, og nu skulle vi videre. Det var en glædelig begivenhed. Vi vidste, at vi kunne vende tilbage ved at efterleve en celestial lov og pga. Kristi forsoning.

Efter endnu en salme var stavspræsident Steen Kreiberg den afsluttende taler, og han indledte med at sige: »Da jeg blev kaldet, fik jeg lov til at se på jer gennem Guds øjne. Og jeg ser kun det gode. Sådan ser Gud på os. Han ser ikke på det ufuldkomne, men puffer til os i omsorg. Jeg husker mange oplevelser med jer på tomandshånd.«

Den nye stavspatriark bror Carsten Larsen blev kaldt op. Han fortalte om, hvordan kaldelsen havde påvirket ham, og hvordan han var nødt til at se ind i sig selv. Han citerede præsident Nelson: »At indsamle Israel er det vigtigste, der findes i verden – det at frelse sjæle.«

Præsident Kreiberg talte videre om, at vores kaldelser er større end os selv. Vores frihed er givet os, og frihed er et nøgleord i evangeliet. Evangeliet er ikke en begrænsning for os.

Stavspræsidenten bød velkommen og fortalte, at mødet var blevet planlagt af stavens præsidentskaber for Hjælpeforeningen, UK og Primary. Han gav en kort orientering om, hvordan staven arbejder på hjælp til ukrainske flygtninge gennem biskoppernes velfærdsråd i staven.

Efter et musikstykke »En stille bøn« udført af en kvartet af UK fra Aalborg med Jimmy Klitgaard ved flyglet, hørte vi en tale ved bror Frederik Meilsøe fra Fredericia. Han fortalte, at han havde modtaget sin missionærkaldelse til missionen i Manchester i England, og han skulle påbegynde den til juni. Han havde overvejet meget de senere år, hvad han skulle undvære, når han tog af sted og fortalte om et brev, han havde modtaget fra en af sine venner, som var på mission. Hun skrev: »At tjene på en mission er ikke et offer, men en velsignelse.« Han sluttede med at sige, at alt det, han vil savne, stadig vil være der, når han kommer tilbage.

Derefter talte søster Benedicte Pascal, der havde tjent i Sydtyskland og lært at stole på Kristus. »Når jeg delte evangeliet med fremmede mennesker, vidste jeg, at jeg måtte stole på Gud. At være missionær er en helt speciel oplevelse. Jeg mærkede Guds kærlighed til medlemmerne, til dem vi underviste, til dem vi traf på gaden, og dem jeg tjente sammen med. Og jeg begyndte at forstå den kærlighed, han har til mig.«

Ældste Grabe, som tjener i Den Danske Mission, talte derefter: »Jeg håber, mine ord kan inspirere nogen til at overveje en mission. Forvent at lære noget om dig selv og din Frelser. Jeg har lært meget om min relation til andre. Kærligheden til familien og til ens kammerater bliver større. Man får en god evne til at udvikle kristuslignende egenskaber, så man bliver mere tålmodig, ydmyg og søger åndelige gaver. Man bliver velsignet med en større indsigt i skrifterne.«

Søster Pia Koch, som er UK-præsident i staven, talte derefter. Hun har tænkt meget over, hvordan det er at være ung i dag, og hvordan det var, da hun selv var ung. Meget er det samme. Det kan være svært at være anderledes, og man synes, at alle de andre er mere tjekkede og har styr på det hele, men vi ved ikke, hvad der rører sig indvendigt. Vi skal finde ud af, hvilken person vi gerne vil være, og om vi i det hele taget har et vidnesbyrd. Vi må aldrig sammenligne vores dårlige sider med andres gode sider, for så taber vi hver gang. Vi skal blive bedre til at sammenligne os med os selv. Gud kender vores svage sider, men han elsker os alligevel.

Søster Annette Jakobsen, som er primarypræsident i staven, talte derefter til os. Hun fortalte om nogle af de oplevelser, hun havde haft som barn, når hun var til stavskonference, og når hendes forældre tog til templet. Kender I den fornemmelse, at I har kendt nogle mennesker altid, som I næsten lige har mødt? Jeg tror, jeg har siddet i det himmelske klasseværelse, som står omtalt i L&P 138:55-56, sammen med nogle af dem, jeg har mødt på min mission, måske sammen med min mand og mine børn. Jeg elsker den samhørighed, der hersker mellem de præsidentskaber, jeg arbejder sammen med. Jeg elsker mit netværk i Kirken. Jeg sendte i sidste uge min søn og to af hans gode vener til USA.

Vi hørte et kort vidnesbyrd fra søster Rebecca fra Aalborg, som fortalte, at hun var meget nervøs for at få hovedet under vand, da hun skulle døbes. De trænede i svømmehallen, men hun var stadig meget nervøs, da hun kom til dåbsmødet. De bad en bøn i omklædningsrummet, og så blev hun helt rolig.

Søster Rikke Rosenkilde, som er præsident for stavens Hjælpeforening, talte efter fællessalmen. Hun fortalte: »Når jeg kører på arbejde, kører jeg stik vest, og det virker som om, det aldrig bliver forår, for jeg kan ikke se solen. Forleden skulle jeg køre et lille stykke stik nord, og da jeg kørte om hjørnet, så jeg solen, og jeg blev glad. En anden morgen var det så tåget, at jeg næsten ikke kunne se vejen. Og det slog mig: Hvad med Helligånden. Vi ved godt, den er der, men vi føler den ikke hele tiden.« Ældste Bednar har bedt os gemme vores oplevelser med Helligåndens oplevelser og vores personlige åbenbaringer til svære tider. Så vi har olie på lamperne til at fortsætte.

Da vi blev opfordret til at faste for Ukraine, kunne jeg ikke helt forklare mine børn, hvordan vores familiefaste skulle kunne hjælpe indbyggerne i Ukraine, men så hørte jeg en af deres præster takke for de mange bønner, der blev bedt i hele verden: »Tak for bønnerne. Vores hovedstad er stadig vores, og vi kæmper videre.«

Bror Torben Jensen, som er UM-præsident i staven, talte derefter. Han fortalte om hvordan han for nogle år siden besøgte en af sine kunder. Han fortalte, at de for nogle år siden sad og spiste, da lyset pludselig gik ud. Da han gik ud for at skifte en sikring, stod målerskabet i flammer. De skyndte sig ud på gårdspladsen og kunne kun se på, at deres stråtækte gård brændte ned til grunden, uden at de fik noget med sig. I dag er der mange ukrainere, som må flygte uden at have meget med sig. Vi kan gøre så meget for at hjælpe dem.

Efter coronakrisen mærkede han en mindre sammenhængskraft i sit firma. »Er det også blevet sådan i Kirken? Er aktivitetsniveauet faldet? Har vi sværere ved at mødes? Det tror jeg.«

Han fortsatte: »Da jeg gik til seminar, lærte jeg et skriftsted, som jeg aldrig har glemt i L&P 107:99. Der står, at man skal lære sin pligt og med al flid passe det embede, man er blevet kaldet til i stedet for at holde øje med, hvordan andre gør det. Jeg lærte også, at Josva sagde, at han og hans hus, de ville følge Herren.«

Vi fik så et musiknummer ved Emily og Thomas Bornemann.

Sidste taler var stavspræsident Steen Kreiberg:

»Da jeg var 7-8 år gammel, begyndte mine forældre at komme i kirken. Jeg husker filmen ›Menneskets søgen efter lykke‹. Alle stræber efter at nå den, og nogle har været vidt omkring og fundet ud af, at retningen var forkert. Jesus fortalte lignelsen om den fest, som Herren ville sætte sig på en høj plads, andre længere nede. Der er nogle ting, som gør mig lykkelig. Især når jeg er sammen med nogen, som kan lide mig. Find ud af, hvad der gør jer lykkelige.«