Hvorfor jeg blev medlem af Kirken

Mit første møde med missionærerne var i Limerick i Irland, hvor jeg er født og opvokset. Det var i 60erne. Min far var dansker og min mor englænder. De havnede begge i Irland under krigen. Far havde et lille dansk bageri, hvor jeg som ca. 17-årig hjalp til. På et tidspunkt begyndte et par unge amerikanske missionærer at komme dagligt i bageriet efter min fars skønne kager. De var meget venlige og snaksalige.

Det skal nævnes her, at min familie var protestanter, som var en minoritet i et meget katolsk land. Hvilken side, man hørte til, var meget vigtigt, og man undgik at blande sig. Men fordi min far var en udefra kommende protestant, var han ikke lukket overfor, hvem hans venner skulle være. Så han var åben over for at lytte til missionærerne, da de gerne ville dele deres tro med os. De kom hjem til os en aften, og jeg følte mig så flov over, at jeg sagde, at det var sjovt, at de begge havde det samme navn: Elder!!

Men der var ingen af os, som troede på det, som de underviste i. Det var rigtigt svært for missionærerne at dele deres tro i en by, hvor den katolske kirke havde så meget hold på menneskene. Og vi protestanter var heller ikke åbne for at høre fra nogen fremmede, men i det mindste hånede vi dem ikke. Så det var et ensomt liv, de havde, og de boede ikke det mest hyggelige sted. Så da det blev jul, og vi ikke skulle være hjemme, sagde mine forældre, at de fire missionærer kunne holde jul i vores varme hus med kamin og juletræ og julemad.

Sjovt nok, da jeg mange år senere var på mission i Paris, mødte jeg en amerikansk kvinde, som sagde, at hendes far havde været på mission i Irland. Det viste sig, at han var netop en af de missionærer, som havde holdt jul i vores hjem. Så det var dejligt, at hun kunne fortælle ham, at jeg til sidst blev medlem!

Midt i 70erne gav mine forældre mig en rejse til Danmark med mine to små drenge, og jeg valgte at blive her, da jeg havde et ulykkeligt og voldeligt ægteskab.

På det tidspunkt havde jeg en masse spærgsmål om meningen med livet og læste bøger for at finde ud af, hvad sandheden kunne være. Men jeg søgte ikke i kristendom som sådan, da jeg ikke forventede at finde svar der pga. de oplevelser, jeg havde fra religion i Irland. Jeg havde heller ikke fået mine drenge døbt, fordi jeg ikke troede på noget af det, og fordi jeg var i et blandet ægteskab, hvor vi ikke var enige om, hvordan det skulle forgå.

Jeg mødte en ny mand, og vi flyttede sammen i Randers. Vi boede i et boligkompleks, og jeg følte mig meget ensom, savnede min familie, venner og mit land. En dag observerede jeg fra køkkenvinduet to unge mænd i hvide skjorter, som gik fra dør til dør. Jeg var nysgerrig og håbede, de ville komme til min dør. Det gjorde de. De var amerikanske missionærer, og jeg inviterede dem ind til kaffe! Mens vi talte sammen, huskede jeg, at de var fra den samme tro, som dem, som havde undervist os for mange år siden. Vi aftalte, at de skulle komme igen. Da de kom, var jeg ikke parat og gemte mig i soveværelset med mine 2 små drenge og sagde, de skulle være stille, indtil missionærerne gik væk.

Der gik nogle måneder, før der kom to nye missionærer forbi en dag, og jeg tænkte, jeg kunne ikke være bekendt bare at lukke døren i hovedet på dem. De kom ind, men jeg sagde, at jeg ikke var interesseret i at høre om deres religion, men vi kunne da godt snakke sammen. Men fordi jeg havde så mange spørgsmål i mit hoved om livets mening, og det var det, de beskæftigede sig med, kom samtalen hurtigt ind på religion. De begyndte at dele deres vinkel på det hele, og jeg kunne mærke oprigtigheden i det, de delte med mig. Jeg begyndte at blive åben for, hvad de fortalte, og blev forbavset over, at det gav mig svar på mange af de spørgsmål, jeg havde – stik imod hvad jeg havde forventet!

Til at begynde med havde jeg det svært med at bede – følte ingenting. Fik ikke rigtig noget ud af at læse i Mormons Bog. Men missionærerne blev ved med at komme og undervise mig. Jeg nød de samtaler.

En aften, da jeg var alene hjemme og lå i sengen og læste i Eters Bog, mærkede jeg pludselig Ånden så stærkt, at jeg var overbevist om sandheden af det, jeg læste. Jeg besluttede, at jeg gerne ville døbes. Jeg husker, at jeg tog over til kirken i Randers. Der var en fest den aften. Jeg fortalte med stor glæde missionærerne, at nu ville jeg gerne døbes. Jeg husker, hvordan mit hjerte sank sammen, da de fortalte mig, at det kunne jeg ikke blive, da jeg boede sammen med min kæreste, uden at vi var gift. Problemet var, at vi kunne ikke blive gift, da det var umuligt at blive skilt i det katolske Irland. Der gik mange år, men missionærerne blev ved med at besøge os og undervise mig med pauser imellem.

Endelig efter de mange år blev det ordnet, at jeg fik en skilsmisse i Danmark, som myndighederne i Irland måtte acceptere. Min kæreste og jeg blev gift, og 14 dage derefter blev jeg døbt af ældste Schaeffer. Det var lørdag den 24. november 1979. Der var to pudsigheder ved min dåb. De glemte at tænde for det varme vand, så det var en meget kold dåb. Og da vi kom op, for at jeg kunne få håndspålæggelse, begyndte orglet at ryge, så det stank i hele rummet.

Min himmelske Fader vidste, hvor vigtigt det var for mig at finde sandheden, og han ved det stadig, så han baner vejen for mig konstant. Hvor er jeg dybt, dybt taknemmelig over, at jeg har fundet meningen med livet.