Et hus bygget på tro

Aftenen før min hustrus og min dåb i 1996, gjorde familie og venner alt for at hindre det. Vi udholdt forfølgelse fra slægtninge, som kritiserede vores familie voldsomt og sagde, at vi havde byttet vores familie væk til fordel for Kirken, og at de ikke længere elskede os. Med tiden svigtede vore venner os fuldstændig. Så løb vi ind i de vanskeligheder, som følger af arbejdsløshed og sygdom.

På den anden side fik min familie og jeg det bedre og bedre, hver gang vi gik i kirke. Ved hver eneste klasse føltes Ånden stærkere. Medlemmerne støttede os, og biskoppen besøgte og opmuntrede vores familie. Vi vidste af egen erfaring, at de mennesker, som kritiserede Kirken, tog fejl. Kirken gav os så meget godt. Vi lærte mere om Jesus Kristus. Vi lærte at elske og tjene. Vi fik evighedens syn på tilværelsen. Selv om det så ud, som om alt gik os imod, så kunne intet ændre ved den kendsgerning, at vi havde adspurgt Herren med hensyn til evangeliets sandhed, og han havde besvaret vore bønner.

Engang mens vi endnu var helt nye medlemmer og boede i min fars hus, kom biskoppen på besøg. Min far smed ham ud. Han sagde, at han ikke ville se medlemmer af Kirken i sit hjem. Biskoppen følte sig inspireret til at kalde os ind til en samtale. Han sagde, at medlemmerne og missionærerne ikke ville besøge os i hjemmet en tid, for ikke at gøre vores familie vred. Han sagde, at vi skulle være stærke, og at vi ville modtage mange velsignelser, hvis vi fortsatte på den lige og snævre sti.

Vi kunne ikke finde et hjem til os selv, fordi jeg var arbejdsløs. Jeg kunne ikke finde gode job, sådan som jeg tidligere havde gjort. Jeg arbejdede i job, som ikke gav ret meget, men det lykkedes os at betale tiende og offerydelser, overvære Kirkens møder og købe den mad, vi havde brug for. Herren gav os mange velsignelser, og vi var meget lykkelige.

Da vi blev beseglet til hinanden i templet, og jeg så vore to sønner – Luigi, som dengang var to år, og Lucas, som var et – træde ind i beseglingsværelset og lægge deres hænder oven på vores, mens ordinancen blev udført, græd jeg af lykke. Jeg vil aldrig glemme den smukke oplevelse, den vidunderlige ånd og den følelse, jeg havde, af at det havde været hele umagen værd.

Prøvelserne hørte ikke op, men det gik bedre. Min far og vore tanter og onkler holdt op med at kritisere Kirken, og vore bedsteforældre accepterede vores beslutning. Ved vores eksempel forsøgte vi at vise, at Kirken ændrede vores tilværelse. Den støtte, som vi ydede hinanden, spillede en væsentlig rolle. Mens jeg underviste i seminar og virkede som rådgiver i biskoprådet, støttede min hustru mig hele tiden.

Det år, vi blev døbt, købte en ven en byggegrund til sin familie og vores ved at låne os en del af pengene. Vi begyndte at drømme om at få vores eget hjem. Til sidst tilskyndede Ånden os, og vi begyndte at regne på arbejdslønninger og materialer. Vi mente, at vi på en eller anden måde nok skulle kunne bygge et hus, hvor vi kunne opdrage vore børn i evangeliet, missionere og få besøg af medlemmer.

Efter noget tid lærte jeg bror Joel at kende. Han var et nydøbt medlem af vores menighed. Hans tro var fantastisk. Engang da vi udførte et tjenesteprojekt, sagde bror Joel: »José Luis, vi kan sagtens bygge dit hus.« Jeg var lige ved at græde, men jeg beherskede mig, indtil jeg havde fortalt det til min hustru. Det var svaret på vore bønner.

Nogle dage senere sagde den ven, som havde købt byggegrunden til sin familie og vores, at jeg kunne få hele byggegrunden og bare betale for den senere. Jeg havde stadig ikke et job, hvor jeg tjente så meget, at jeg havde råd til at købe byggematerialer, men jeg vidste, at Herren ville åbne en udvej. Flere uger senere blev jeg tilbudt arbejde hos en større virksomhed. På den måde blev vores mål om at bygge et hus snart ført ud i livet.

Bror Joel udførte et stort kærlighedsarbejde. Han gjorde mere end bare bygge et hus til min familie. Han var parat til at hjælpe os på enhver måde. Vi arbejdede kun om lørdagen. Det tog ti måneder, og det greb ikke forstyrrende ind i vores kirkekaldelser. Der var også andre medlemmer af Kirken, som hjalp til. Ved flere lejligheder kom min far også og hjalp til, og det gav ham mulighed for at lære Kirkens medlemmer bedre at kende. Han kom især ind på livet af bror Joel, som var blevet vores hjemmelærer.

En lørdag roste min far Joel for hans arbejdsindsats.

Jeg sagde: »Far, ved du, hvor meget jeg har betalt ham for arbejdet?«

Han sagde: »Nej.«

»Jeg har ikke betalt ham en øre,« sagde jeg. »Han har arbejdet her, fordi han elsker min familie. Han er et godt menneske.«

Jeg blev klar over, at min far var dybt bevæget, og han sagde ikke noget. Jeg fornemmede, at han sikkert tænkte på, hvordan han havde behandlet biskoppen og missionærerne og skammede sig. Han så, at Kirkens medlemmer altid havde behandlet os godt.

Den dag vi fuldførte byggeriet, var der 16 mænd til stede, de fleste af dem var medlemmer af Kirken. Mine slægtninge og venner, som ikke var medlemmer af Kirken, lærte en hel del den dag.

Mens huset blev opført, blev min bror og svigerinde undervist af missionærerne og besluttede at gifte sig, så de kunne blive døbt. Ved deres bryllup overværede jeg noget, der virkede som endnu et mirakel: Fire missionærer og adskillige medlemmer af Kirken sad i min fars hjem.

Vi ved, at dette evangelium er sandt. Når vi udøver tro, flytter Herren bjerge for at hjælpe os. I dag betragter jeg vores hjems vægge som vidnesbyrd om, at Herren elsker sine børn og kender deres behov. Selvfølgelig venter der mange andre bjerge forude, men hvis vi er trofaste, kan vi overvinde dem. Vi skal altid huske på, hvad Herren har gjort for os.

José Luis da Silva er medlem af Jardim Presidente Dutra Menighed i Guarulhos Stav i São Paulo i Brasilien.