UNGE PÅ ARBEJDE I FIJI

Navatuyaba Menigheds båd er blot et af mange projekter, som Nausori Stav i Fiji har sat i værk for at hjælpe de unge og andre medlemmer af Kirken. Det er næsten umuligt for teenagere at finde et job i området. Det er også svært for deres forældre. Det skaber vanskelige forhold, og medlemmerne må, som de fleste andre i området, kæmpe for at få tingene til at hænge sammen.

Men hvorfor er medlemmerne så så glade?

Fordi de ved, at Herren elsker dem.

»Vi ved, at vor himmelske Fader holder af os, fordi Kirken gør så meget for at opfylde vore behov,« siger Makereta Elder på 14.

Stavens ledere har følt sig inspireret til at iværksætte en række programmer, som skal hjælpe medlemmerne, og de unge spiller en stor rolle i disse programmer. Ud over båden er der også et drivhus, en gruppe nye velfærdsgårde og endda nogle husdyr. Og de unge fra Navatuyaba nyder at hjælpe til.

En lyd, som man ikke hører særlig ofte i Navatuyaba, er den lave rumlen af høstmaskiner. Men det er ved at ændre sig, nu hvor stavens traktor bliver opbevaret i landsbyen.

De 17 unge i menigheden er taknemlige for traktoren. Uden den skulle medlemmerne i Navatuyaba pløje de to tønder land ved håndkraft. Men traktoren kan jo ikke udføre alt arbejdet. Medlemmerne hjælper hinanden med at plante, luge og høste afgrøder som f.eks. taro og tapioka.

»Vi hjælper alle til på gården,« siger Kuli Qaravanua på 15. »De unge luger og sår eller kommer med forfriskninger, når de voksne arbejder.«

»Jeg kan godt lide at arbejde på gården,« siger Maca Baikeirewa på 14. »Det hjælper min familie på mange måder.«

Gårdens velsignelser består ikke kun i, at man får mad at spise. De unge lærer også meget om at dyrke afgrøder og arbejde flittigt.

»Jeg mener, at arbejdet på gården har knyttet de unge i menigheden tættere sammen,« siger Tulia Tinaimolikula på 18. »Vi har lært hinanden bedre at kende.«

Men som Kuli siger: »Traktoren og gården har især givet os fred i sindet. Jeg behøver ikke at være bekymret for, hvad jeg skal spise i morgen.«

Lige så sjovt det er at hjælpe hinanden med afgrøderne, lige så meget afskyr de unge at hjælpe til med svinene og hønsene.

Til at begynde med havde menigheden 120 kyllinger, 64 høns og fire svin, men de skal til at udvide hønsegården. Dyrene bliver delt mellem menighedens og stavens medlemmer. Nogle skal sælges, og andre skal spises, men de er også underholdende.

Kyllingerne er søde, og det kan være sjovt at fodre svinene, men de unge har på egen krop mærket, hvor svært det er at fange et svin, som ikke vil fanges.

I mange lande vender de unge det døve øre til, når samtalen falder på Kirkens velfærdsprogrammer, for de mener ikke, at det har ret meget med dem at gøre. Men de unge i Navatuyaba ser, hvordan Kirkens velfærdsprogram ændrer deres liv ved hjælp af traktorer, høns og landbrug.

Selv båden er mere end bare et middel til at komme sikkert over floden. Ved at opkræve nogle få mønter pr. pa ssager kan menigheden betale Litianas familie for at passe båden. Hun og hendes søskende skiftes til at sejle ud, når folk på den anden side pifter for at blive sejlet over.

»Det har været en velsignelse for min familie,« siger Litiana og smiler. »Det har hjulpet os til at kunne købe skolematerialer og mad. Og vi betaler tiende af det, vi tjener.«

De hellige i Navatuyaba er ikke de eneste, som må kæmpe for ikke at drukne i problemer. Takket være Kirkens velfærdsprogrammer og humanitære programmer hjælper Herren mange med at holde hovedet oven vande i krisetider. Og det er værd at smile ad.

»Nogle mennesker er som sten, der smides i et hav af problemer. De druknes af dem. Vær som en korkprop. Når den er fordybet i et problem, kæmper den for at komme fri, så den kan dukke op på overfladen for igen at virke med lykke.«

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum, »Find glæde i livet«, Stjernen, juli 1996, s. 25.