BLIV FRUGTBARE OG TALRIGE, OPFYLD JORDEN

Præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, taler om »et skred i holdningen til ægteskabets formål. Flere og flere unge betragter ægteskabet ›som et parforhold, der skal opfylde voksnes følelsesmæssige behov, snarere end en institution, der har til formål at opfostre børn‹ …

En anden foruroligende udfordring for familien,« bemærkede præsident Faust, »er at børn er stadig mindre værdsat. Mange steder i verden får folk færre børn. Abort er nok det tydeligste tegn på, at par ikke ønsker børn. Det anslås, at en fjerdedel af alle svangerskaber ender i provokeret abort.«²

Abort er et tveægget sværd. Ikke alene fremmer det selviskhed og en skødesløs anvendelse af skaberkraften, men dens udbredelse gør det også vanskeligere for gifte par, der ikke selv kan få børn, at adoptere.

I 1991 udsendte Det Første Præsidentskab en omfattende udtalelse om abort. Skønt man erkendte, at der er visse »sjældne tilfælde, hvor en abort kan retfærdiggøres,« så påpegede de dog, at »disse ikke automatisk begrunder en abort« og »rådede folk overalt til at afstå fra abort som et middel til personlig eller social bekvemmelighed.«³

Det er bestemt ikke bekvemt at sætte børn i verden. Ofte medfører det fysisk smerte fulgt af store ofre og uselviskhed. Men velsignelserne ved at adlyde Guds befaling om at opfostre børn er nogle af de dejligste velsignelser, som han skænker. På mange måder giver forældrerollen os faktisk en forsmag på guddommelighed.

Lige så vigtig som befalingen om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden er, lige så klart har Herren sagt, at denne lydighed udelukkende skal vises inden for ægteskabets rammer. Der er adskillige årsager til denne begrænsning, men to af de vigtigste er at modvirke seksuel løssluppenhed og at skabe et sikkert og trygt familieliv for børnene.

I de fleste samfund har det at få børn uden for ægteskabet traditionelt været betragtet som en skam og en skændsel. Men i verden i dag, hvor godt kaldes ondt, og ondt kaldes godt (se Es 5:20), er de udenomsægteskabelige graviditeters skamplet stort set forsvundet. Ikke alene er denne handling en synd i himlens øjne, men forskerne har også fundet ud af, at sammenlignet med børn, der fødes af gifte forældre, har børn, som fødes uden for ægteskabet, større risiko for at lide vuggedøden, dø af fysiske skader eller med tiden blive ungdomskriminelle.

Børn, der fødes af ugifte mødre, men siden bortadopteres, klarer sig betydeligt bedre end dem, der ikke adopteres. De har færre indlæringsproblemer, opnår en bedre uddannelse og er mindre tilbøjelige til at oppebære sociale ydelser som voksne.⁴ Det er helt tydeligt, at det giver både åndelige og timelige velsignelser at sætte børn i verden og opdrage dem, sådan som Herren ønsker.

Da Herren havde befalet Adam og Eva at blive »frugtbare og talrige«, befalede han dem at »opfylde jorden« (1 Mos 1:28). I årevis har vi hørt advarsler om overbefolkningen og dens frygtelige konsekvenser. Skønt visse dele af verden lider under de negative følger af voldsom befolkningstæthed, så bevæger verden som helhed sig faktisk i den modsatte retning. Faktisk viser undersøgelser, at verdens befolkningstal topper i 2040 for derefter at dale.⁵

Et emne, der sandsynligvis er mere relevant end befolkningstæthed, er spørgsmålet om, hvordan vi anvender de ressourcer, som Gud har givet os til at forsørge befolkningen nu og i fremtiden. »Thi jorden er fuld,« har han sagt, »og der er nok, ja, i overflod … Om nogen derfor tager af den overflod, som jeg har beredt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende efter evangeliets lov, skal han opløfte sine øjne i helvede i pine sammen med de ugudelige« (L&P 104:17-18). »Den menneskelige lykkes fjende og årsagen til fattigdom og sult er ikke børnefødsler,« har ældste Henry B. Eyring fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Det er menneskets manglende evne til at anvende kloden sådan, som Gud kunne lære dem at gøre, hvis de blot ville spørge ham og derefter adlyde.«⁶