Rosenhaven

»Mike,« kaldte far. »Du skal i skole nu.« Mike gik langsomt ned ad trappen til far, der ventede nedenfor.

»Behøver jeg at tage derhen?« spurgte Mike. »Kan jeg ikke vente til i morgen?«

Far rystede på hovedet. »Det har du sagt lidt for mange gange. Jeg forstår godt, hvordan du har det, men du er nødt til at komme i gang.«

»Mrs. Peters sendte noget hjemmearbejde til mig,« sagde Mike.

Far sukkede og rakte Mike en sweater. »I dag skal jeg tilbage på arbejde, og du skal i skole igen.«

Mike kunne mærke tårerne vælde frem. Det kunne ikke passe, at han græd igen! »Det er så svært uden mor.«

Far knælede og krammede Mike. »Jeg ved det godt.« Mike kunne se sorgen i fars øjne.

Da Mike gik ud af døren, kiggede han på mors smukke rosenhave. Men den var ikke smuk mere. Der tittede ukrudt frem overalt. Han sukkede. Kunne noget nogensinde blive det samme igen?

Skolen var det samme. Larmende børn, der løb rundt og snakkede. Mike slæbte sig ind i tredje klasses klasseværelse.

Hans bedste ven, Sam, vinkede. Mike forsøgte at smile, men hans smil blev ikke til noget. Han blev ved med at trække vejret dybt og prøve at undgå at græde.

Mrs. Peters indledte timen. Mike kunne høre hende tale, men hans blik vandrede udenfor. Solen skinnede. »Hvordan kan verden se så smuk ud, når mor lige er død?« tænkte han. En tåre gled ned langs hans næse.

»Se! Mike græder,« råbte Bill, som sad ved bordet ved siden af.

Uden at tænke sig om fór Mike op og løb ud af klassen og ned ad gangen. Han ville aldrig i skole mere! Han skubbede skoleporten op og løb de fem gader hjem. Det var koldt uden en sweater.

Han gik op på værelset efter en jakke, og så satte han sig ud på gyngen i baghaven. Han gyngede frem og tilbage, mens han kiggede ned i jorden.

Han overvejede at tage hen til bedstemor, men hun var også ked af det nu. Engang grinede hun meget og gik til bowling og bagte kager. Han spekulerede på, om hun mon også var begyndt på arbejde igen.

Mike gyngede højere. Han tænkte, at han måske faldt af og døde. Så kunne han komme op i himlen til mor.

Han hørte ord, der lød som vinden i grenene. »Så havde far og bedstemor heller ikke dig. Hvad ville du sige, hvis far døde?«

Han standsede gyngen, så fødderne skrabede mod jorden. Hvem havde sagt det? Var det mor, der talte til ham fra himlen? Han så sig omkring, men han kunne kun høre lyden af blade, der raslede i vinden.

Mike kiggede op mod den blå himmel mellem trækronerne. »Jeg savner min mor! Kære himmelske Fader, hjælp mig!« Tårerne brød frem igen.

Pludselig følte han trang til at gå ind i mors rosenhave. Han stod og kiggede på de stakkels rosenbuske, der savnede vand og var ved at kvæles i ukrudt. Det ville mor ikke bryde sig om! Han lagde sig på knæ og begyndte at hive og flå i ukrudtet. Så tog han haveslangen og vandede de buske, han havde luget omkring. Det var snart forår, og så blomstrede rosenbuskene med røde, gule og lyserøde roser. Han tænkte på, om mor kunne se dem fra himlen. Af en eller anden årsag følte han sig tættere på hende, mens han arbejdede i rosenhaven.

Fars bil kom drønende op ad indkørslen. Han sprang ud, løb hen til Mike og krammede ham. »De ringede til mig fra skolen!«

»Jeg skal nok gå derhen i morgen,« lovede Mike. »Se på rosenbuskene, far.«

»Mor ville have været stolt af dig,« sagde far. »Jeg går ind og skifter tøj, så kan vi hjælpes ad.«

Mens Mike lugede sammen med far, tænkte han på de roser, som snart ville blomstre frem. Han kunne næsten dufte dem. Han besluttede, at når de blomstrede, ville han klippe en buket til bedstemor.

Mike så op og fik øje på Sam og Bill. De to drenge kiggede på ukrudtet.

»Skal vi hjælpe?« spurgte Sam.

Mike nikkede. Langsomt bredte et smil sig på hans ansigt.

»Kærlige forhold fortsætter ud over dødens døre … Familiebånd kan vare ved som følge af beseglingerne foretaget i templet.«

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum, »Dødens døre«, Stjernen, juli 1992, s. 69.