Det effektive ældstekvorum

Inddrag alle kvorummets medlemmer. Ingen bør holdes udenfor af nogen som helst årsag. Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Han [kvorumsmedlemmet] kan måske miste interessen for kvorummet, men kvorummet mister aldrig interessen for ham. At ignorere et inaktivt medlem, at miste interessen for og kontakten med ham [er at fratage ham] hans rettigheder som bærer af præstedømmet.«²

Besøg. Besøg. Besøg. Præsidentskaber for ældstekvorummer over hele verden siger, at deres personlige besøg har en varig betydning for det at føre alle medlemmer ind i kvorummets broderskab. Disse besøg bliver bedst modtaget, når de ses som udtryk for ægte venskab og oprigtig interesse. Ofte indbydes den inaktive til at deltage i kvorummet, og man efterlader en velsignelse over hjemmet, mens man knæler og beder med familien.

Giv hvert medlem en opgave. Præsident Gordon B. Hinckley har understreget: »Hvert kvorum skal være et arbejdsbroderskab for hvert eneste medlem, hvis dets formål skal opnås.«³ Det går godt i tråd med hans formaning om, at hver eneste nyomvendte (og hvert eneste kvorumsmedlem) har brug for et ansvar. Hvert eneste medlem har brug for den konstante åndelige næring, som opnås gennem følelsen af at tjene andre, som har behov for en.

Lær af dem, der leder. Ældsternes kvorumspræsident bør lære kvorumsmedlemmerne det, han selv lærer. I løbet af ugen kan Åndens belæringer dukke op i hans sind og hans hjerte. Han bør skrive dem ned. Når han er sammen med stavspræsidentskabet, biskoprådet, den tildelte højrådsbror eller til lederskabsmøder, kan han spørge sig selv: »Hvad lærer jeg her, som kunne gives videre til mine brødre i kvorummet?« Hvis han fører og redigerer sine notater, viser der sig muligheder for at benytte dem i kvorumsmøder, interviews eller særlige stunder, hvor han rådgiver andre.

Skrifterne pålægger ældsternes kvorumspræsident »at sidde i råd med dem [kvorummets medlemmer] og undervise dem i overensstemmelse med pagterne« (L&P 107:89; se også L&P 20:38-45). At sidde i råd kan finde sted under private former på hjemmebesøg eller ved lejlighedsvise interviews, eller det kan finde sted som en gruppe med hele kvorummet.

Lær af dem, der underviser. Kvorumsmedlemmernes interesse og tilstedeværelse er delvis et udslag af effektiv undervisning og indlæring. Skønt mange kommer af respekt for deres pagter, vil andre beslutte at deltage eller ej ud fra den værdi, som de ser i lektionerne. Undervisere bør forberede og fremføre lektioner med medlemmernes behov og engagement i tankerne. Undervisere bør også undervise med åndelig myndighed og vejledning, som forklaret i L&P 50 (se versene 10-25). »Derfor forstår den, der prædiker [med Ånden], og den, der hører [med Ånden], hinanden, og begge bliver opbygget og glæder sig med hinanden« (L&P 50:22).

Skab timelig uafhængighed blandt kvorummets medlemmer. Ældste J. Reuben Clark jun. (1871-1961), der var førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har rådet til, at »biskoppen ser på enhver nødlidende som et midlertidigt problem og sørger for dem, indtil de kan klare sig selv, men præstedømme [kvorummer] ser på deres nødlidende brødre som et vedvarende problem, ikke blot indtil deres timelige behov er opfyldt, men også deres åndelige behov. Lad os tage et konkret eksempel: Biskoppen yder hjælp, mens håndværkeren er arbejdsløs og i nød; et præstedømmekvorum hjælper ham med at finde arbejde og sikrer sig, at han har det godt, indtil han kan klare sig selv og er aktiv i sine præstedømmepligter.«⁴

Skab en fungerende hjemmelærerordning. Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum gav gode råd ved det første verdensomspændende oplæringsmøde, 11. jan. 2003. Han talte om små enheder i Kirken. Hans råd gælder også der, hvor der kun er få hjemmelærere. Aktive hjemmelærere bør tildeles efter behov, idet man især lægger vægt på nyomvendte. Det kan tage tid, før man kan dække alle familier. Ældste Perrys råd lød: »Hvis det eneste, I opnår som præstedømmeledere, er at hjælpe jeres medlemmer med at holde deres pagter med Herren, så har I gjort, hvad der forventes af jer.«⁵

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har nok defineret kernen i hjemmeundervisningen bedst, da han sagde: »Tidens ånd er verdslighed … Men Herren har tilbudt os et gammelt program i nye klæder, og det lover at føre verden tilbage til fornuftig levevis, til sandt familieliv og til familiernes samhørighed. Det fører faderen tilbage til hans retmæssige plads som familiens overhoved, fører moderen hjem fra selskabelighed og udearbejde og børnene tilbage fra et liv i ren pjat og morskab. Hjemmelærerprogrammet med dets vigtigste aktivitet, familieaften, neutraliserer alle skadelige virkninger, hvis folk blot benytter sig af det.«⁶

Det er blot nogle få forlag til, hvordan man styrker ældsternes kvorum. Vi er rigt velsignet med fortsat vejledning fra levende profeter og apostle. Præsident Boyd K. Packer har talt om de svar, som findes i Kirkens håndbøger, skrifterne, tidligere vejledning fra levende profeter og nøglerne og retten til fortsat, personlig åbenbaring.⁷ Vi ærer vores kaldelser og vores egen personlige åndelige vækst, når vi fortsat lærer af de levende profeter og vore lokale leder og anvender deres lærdomme.

Ældstekvorummer fortjener ros for det store arbejde, som de gør for at »bringe Zion frem igen«, hvorved de opfylder profetierne ved at forberede de hellige til at komme til Kristus og deres Gud. Må Gud velsigne dem rigt i deres bestræbelser.

»Det bliver en pragtfuld dag, mine brødre … når vore præstedømmekvourmmer bliver et styrkende anker for enhver mand, som tilhører dem, når enhver sådan mand oprigtigt kan sige: ›Jeg er medlem af et præstedømmekvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg er parat til at assistere mine brødre i alle deres behov, ligesom jeg er forvisset om, at de vil støtte mig i mine. Når vi arbejder sammen, vokser vi åndeligt som Guds pagtssønner. Når vi arbejder sammen, kan vi stå fast uden skam eller frygt og modstå enhver form for modgang, hvad enten den er af økonomisk, social eller åndelig art.‹«

Præsident Gordon B. Hinckley, »Præstedømmekvorummernes ansvar for velfærdstjenesten«, se Den danske Stjerne, april 1978, s. 133.

Min far blev ført ind i Kirken, da han gjorde kur til min mor. Han blev ordineret til ældste og var aktiv i en kort periode, inden han blev inaktiv i Kirken.

Han havde ikke nogen formel kontakt med Kirken i små 50 år. Han var flyttet mange gange. Men så, da han var 82 og svagelig og boede alene i det sydlige Californien, bankede to mænd på hans dør en søndag morgen. De sagde: »Vi er kommet for at hente dig til præstedømmemøde.«

Han var meget taknemlig for, at nogen ville give sig tid til at være venlig mod ham. Disse mænd tog min far med i kirke – noget hans tre aktive sønner aldrig kunne formå, undtagen ved særlige lejligheder. De var gode eksempler på, hvordan medlemmer af præstedømmekvorummer bør opsøge dem, der har brug for hjælp. Min familie er mændene fra det kvorum evigt taknemlige.

Ældste Dale E. Miller fra De Halvfjerds.