En drøftelse om studium af skrifterne: En samtale med ældste Henry B. Eyring

Ældste Eyring: Hele mit liv har skrifterne stået som en måde, hvorpå Gud kunne åbenbare mig det, som er personligt og gavnligt. Da jeg var en lille dreng, fik jeg en lille bibel. Hvis jeg husker rigtigt, var det faktisk kun Det Nye Testamente. Af en eller anden grund følte jeg mig draget til 1 Kor 13, som handler om kærlighed. Selv dengang i min barndom vidste jeg, at det kapitel handlede om den familie, som jeg engang skulle have. Mange år senere, inden jeg blev gift, modtog jeg en patriarkalsk velsignelse. I den velsignelse beskrev patriarken den atmosfære, som skulle herske i det hjem, jeg en dag skulle have. Han beskrev nøjagtig det, som jeg havde følt mange år tidligere, da jeg læste 1 Kor 13.

Skrifterne er en af de måder, hvorpå Gud taler til mig – selv da jeg var barn – om mine behov, min situation og mit liv. Det er de stadig. Eftersom vore behov ændrer sig i løbet af vores levetid, fortæller Gud os noget forskelligt på forskellige tidspunkter.

Somme tider søger jeg lærdomme i skrifterne. Somme tider søger jeg vejledning i skrifterne. Jeg har altid et spørgsmål i tankerne, og spørgsmålet er som regel: »Hvad vil Gud have, at jeg skal gøre?« eller »Hvad vil han have, at jeg skal føle?« Og uundgåeligt støder jeg på nye ideer og tanker, som jeg aldrig før har haft, og jeg modtager inspiration og vejledning og svar på mine spørgsmål.

Ældste Eyring: Mormons Bog er endnu et vidne om Jesus Kristus, og vi lærer ham at kende ved at læse i den. Vi ved, at den besidder stor kraft. Den har kraft til at forandre folks liv. Den har kraft til omvendelse. Hvis man læser den med et åbent hjerte, ved man, at den er Guds ord, og at den er sand.

Gennem Mormons Bog kan Herren også lære os, hvordan vi skal omgås andre og tjene dem. Denne bog åbenbarer Herrens vilje angående familielivet på en måde, som de andre skrifter slet ikke gør. Det tror jeg i høj grad skyldes dens interessante struktur. Den handler om familier, den handler om menneskelige forhold. Den begynder med familier, og den slutter med familier, og vi kommer til at elske disse familier.

En anden grund til at studere den regelmæssigt har for mig været, at jeg kan slå op på en vilkårlig side i Mormons Bog og læse, og så vidner Helligånden for mig, at det er Guds ord. Jeg ved, at Herren taler. Jeg ved, at Mormons Bog er, hvad den giver sig ud.

Ældste Eyring: Da jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, foreslog ældste Richard G. Scott, at jeg købte en billig udgave af skrifterne og markerede den indsigt og de åbenbaringer, som jeg fik i min nye kaldelse. Og det gjorde jeg så. Men jeg gik lidt videre.

Jeg spurgte min himmelske Fader, hvad han ønskede, at jeg skulle udrette som apostel. Jeg skrev ned, hvad jeg følte, at hans svar var. Jeg renskrev, farvekodede og limede disse svar ind forrest i mine skrifter. For eksempel lød det første: »Jeg skal være vidne om, at Kristus er Guds Søn.« Så læste jeg mine skrifter og søgte efter ideer, der kunne lære mig, hvordan jeg skulle vidne om, at Kristus er Guds Søn. Hver gang jeg faldt over noget, understregede jeg det med blåt. I løbet af kort tid havde jeg udarbejdet min egen emneliste over det, som jeg mente, at Herren ønskede, at jeg skulle gøre. Jeg har lært meget af den proces.

Det gør en stor forskel at søge i skrifterne for at finde ud af, hvad man skal gøre. Herren kan undervise os. Når vi står over for en krise i vores liv, såsom at miste et barn eller en ægtefælle, bør vi søge efter konkret hjælp i skrifterne. Herren synes at have forudset alle vore problemer og alle vore behov, og han har givet os hjælp i skrifterne – hvis vi bare vil søge efter den.

Ældste Eyring: Den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig, at ens travle tidsplan ikke presser studiet af skrifterne helt ud, er at afsætte et fast tidspunkt til skriftstudiet. Jeg har erfaret, at dagens begyndelse og dagens afslutning er min egen tid. Det er tidspunkter, som jeg normalt er herre over. Så mit faste mønster siden jeg var dreng har været at læse i mine skrifter ved dagens begyndelse og ved dagens afslutning. Ved at følge det mønster havde jeg læst Mormons Bog mange gange, inden jeg fyldte 18.

Når jeg står i en situation, hvor jeg bryder mønstret, har jeg det svært. Når man er vant til at studere skrifterne regelmæssigt, savner man det, hvis man ikke har gjort det. Det er lige som mad – man skal bare have det. Jeg ved, at jeg har lige så meget brug for skrifterne som for mad. Jeg springer ikke de regelmæssige måltider over, og jeg springer heller ikke mit regelmæssige studium over.

Ældste Eyring: Vi bør indlede en faste med at bede om at blive undervist; vi bør være ydmyge og ivrige som små børn. Sådan faster vi, hvis vi gør det rigtigt. Det er ikke det samme, hvis vi bare springer måltider over.

På samme måde bør vi studere ydmygt og ivrigt, som vi gør, når vi faster. Når jeg søger skrifterne for at blive undervist, hjælper det utrolig meget også at faste.

Lige inden en generalkonference faster jeg for eksempel for at få at vide, hvad Herren ønsker, at jeg skal tale om. Jeg kan ikke forberede en konferencetale, før jeg ved, hvad han ønsker. Faste hjælper mig til at koncentrere mig om den ene ting, som Herren ønsker, at jeg skal vide. Den samme koncentration gælder, når jeg studerer skrifterne. Faste og bøn kombineret med studium af skrifterne gør det lettere for Herren at undervise os.

Ældste Eyring: Vi har alle haft forskellige oplevelser og forskellige grader af succes med vores studium i familien, især når børnene bliver teenagere. Mens de er små, er det forholdsvis let at samle dem og læse skrifterne sammen. Når de bliver ældre, kan det tit være noget sværere. Jeg kender mange familier, som har haft stor succes med at vække deres familier tidligt og læse skrifterne sammen, og så læser de igen om aftenen. Men der er mange forskellige måder.

For mig gælder det, og jeg tror, at mine seks børn er enige med mig, at studiet af skrifterne kun fungerer godt, hvis børnene ved, at man selv elsker skrifterne, og at hver enkelt af dem også ved, at man elsker dem. Så skal den måde, man benytter sig af, nok fungere. Hvis studiet af skrifterne er påtvunget, enten for dem eller dig selv, eller hvis dine børn føler sig presset, eller du i virkeligheden ikke selv elsker skrifterne, bliver skriftstudiet ikke så effektivt.

Det er vigtigt at læse skrifterne sammen på en måde, der gør det klart for børnene, at man har dem med, fordi man elsker dem. Men fællesstudiet kan gå i stå i teenageårene. Teenagere kan for eksempel sige: »Jeg vil hellere studere for mig selv.« Min opfordring til familier, der står i den situation, er at betragte det som en sejr, ikke et nederlag. Dit barn siger måske i virkeligheden: »Jeg får noget ud af at læse for mig selv, som jeg ikke opnår, når vi læser sammen.« Det er et vidunderligt tegn på, at studiet af skrifterne er ved at slå rod i din teenagers hjerte. Hovedformålet er at forelske sig i skrifterne og mætte sig med dem, hvad enten vi læser på egen hånd eller sammen.

Man skal være realistisk. Lad teenagerne vide, at du elsker dem. Sørg for at de ved, at du elsker skrifterne. Men hvis de hellere vil gå ind på deres eget værelse og læse dem, så lad dem gøre det. De skal nok finde deres eget mønster og få kærlighed til skrifterne.

Jeg er velsignet med en hustru, som simpelthen elsker skrifterne. Hvis jeg spørger hende: »Hvad har du lyst til?«, så svarer hun: »Bare læs højt for mig fra skrifterne.« Jeg tror, at vores børn har fornemmet, at det ikke var en pligt for os at læse i skrifterne – det er en fornøjelse.

Ældste Eyring: Jeg har virket som kommissær for Kirkens uddannelse i en årrække, så jeg har haft mulighed for at se, at der er tre vigtige ting, som seminar kan gøre. For det første fører det unge med fælles værdier sammen. Unge nyder at være sammen med andre, som deler deres tro og kærlighed til skrifterne. For det andet fører det de unge sammen med en underviser, der har et vidnesbyrd, og de kan fornemme dets glød, når det bliver båret. For det tredje gør det de unge interesseret i skrifterne.

Seminarlærere har prøvet alle mulige metoder – skriftstedsjagter, opgaver og mesterskriftsteder. Succesen har varieret fra elev til elev, men når seminar fungerer, er det der, hvor man finder en underviser, som har et vidnesbyrd og elsker de unge.

Ældste Eyring: Kirkens materialer er baseret på skrifterne, så en underviser, der følger undervisningsmaterialet, fører eleverne til skrifterne. De bedste undervisere, som jeg kender, fremfører under klassedrøftelser et skriftsted, der behandler det behov, som eleven netop har talt om. Der virker meget stærkt. I det øjeblik et ungt menneske ser, at underviseren faktisk benytter skrifterne til at forklare og hjælpe eleven på et personligt plan – ih, du milde, det er et stort øjeblik.

Jeg havde en pragtfuld lærer på Ricks College (nu Brigham Young University – Idaho). Jeg spurgte ham tit: »Hvordan ved du, hvor alle de skriftsteder er?« Jeg ville gerne kunne skrifterne på fingrene ligesom han. Jeg kendte et par skriftsteder, men han kendte mange. Det er en stor velsignelse for en underviser, når Herren drager et skriftsted frem fra ens erindring, så man kan hjælpe en elev.

Husk på, at et kort skriftsted kan virke stærkere end et meget langt et. Det kan svare direkte på et spørgsmål eller ramme en af de tilstedeværendes interesse. Det virker stærkt, fordi eleverne belæres ved eksemplet. Det siger: »Når du en dag står over for et problem, så findes svaret i skrifterne.«

Ældste Eyring: Helligånden bekræfter Guds ord for os, når vi læser det. Når den bekræftelse gentages ofte, styrker det vores tro. Og det er ved tro, at vi overvinder hindringer og modstår fristelse.

Jeg har undervist diakonerne. Jeg har været spejderleder. Jeg opdagede, at hvis drengene blev urolige, så kunne jeg bruge et øjeblik på at læse et skriftsted eller to. Der opstår en fredfyldt stemning i klassen, når man læser Gus ord. Selve skriftens ord fører Helligånden med sig. Og man kan mærke en forskel. Så jeg vil sige til underviserne: Hvis I har problemer med lidt uro i klassen, så sørg for at læse et skriftsted op, eller få en af eleverne til at læse et skriftsted. Det har en beroligende virkning, fordi det fremmer Ånden.

Ældste Eyring: Hvis man virkelig mætter sig med skrifterne, vil man med tiden opdage, at de bliver en del af en selv. Det kan jeg huske fra ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum, der kendte skrifterne bedre end nogen anden, jeg har mødt. Når jeg lyttede til ham, tænkte jeg nogle gange: »Citerer han nu et skriftsted, eller er det hans egne ord?«

Præsident Gordon B. Hinckley har det på samme måde. Hans almindelige talesprog er skriftens sprog, og selv når han er i sit behagelige, afslappede lune, er det sprog en del af ham. Jeg mener, at han har en stor litterær gave til dels takket være hans kendskab til skrifterne. Jeg var sammen med ham forleden, da han meget nonchalant drog et skriftsted ind i samtalen, og det passede bare perfekt til situationen. Han har tydeligvis skrifterne under huden, de er en del af ham.

Vi kan alle drømme om, at Guds ord en dag er så meget en del af os, at Herren kan udnytte det, og så kan vi lære at tænke, som han gør. Og i den forbindelse kan vi komme til ham.

Dette var en samtale med LaRene Porter Gaunt fra Kirkens tidsskrifter.