Hvordan skulle vi kunne rejse til templet?

Jeg blev døbt den 5. december 1993 i byen Minsk. Dengang var det den eneste by i Hviderusland, hvor der fandtes en menighed af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg kom til møderne der, men boede i Borisov, som lå 70 km derfra. Jeg var 17 år gammel, og min familie var meget imod det. Men på grund af de trængsler, som jeg havde dengang, blev min tro og mit vidnesbyrd om sandheden styrket. Jeg var endda så heldig at komme i templet to gange i Freiberg i Tyskland og udføre dåb for de døde. Jeg ventede utålmodigt på den dag, hvor jeg kunne modtage min egen begavelse.

I 1996 begyndte jeg at gå ud med min kommende mand. Igor tog begejstret imod budskabet om genoprettelsen og blev døbt den 23. februar 1997. Vi blev gift den første marts. Da jeg havde et stærkt vidnesbyrd om tempeltjenesten, ønskede jeg mere end noget andet at komme i templet snarest muligt.

I september 1997 flyttede vi til Skt. Petersborg i Rusland, hvor Igor læste på universitetet. Vores datter Nelly blev født der. Selv efter at Igor havde været medlem i et år, og der var gået et år, siden vi var blevet gift, kunne vi stadig ikke komme i templet, fordi vi ikke havde visum og ikke kunne få udrejsepapirer.

Da Nelly var et halvt år gammel, blev jeg gravid. Situationen syntes mig håbløs. Igor kunne ikke få fast arbejde, fordi han ikke havde et visum. Han havde tre job, men vi havde ikke penge nok til at leve af. Igors forældre hjalp os ved at sende penge og mad i ny og næ, men jeg var fortvivlet over vores økonomiske situation. Og jeg havde det endnu værre, fordi vi ikke kunne komme i templet. I august 1998, da vekselkursen steg voldsomt, besluttede vi at vende tilbage til Hviderusland.

Vores anden datter, Jelena, blev født i Minsk den 6. januar 1999. På daværende tidspunkt havde Igor fået et fast arbejde, men han tjente ikke nok til, at vi kunne tage til templet. Men vi sparede langsomt op, og i august 2000 tog vi børnene med til Tyskland. Igor har familie i Kaiserslautern, og vi boede hos dem.

Tidligt om morgenen den 2. september begyndte vi vores rejse til templet i Frankfurt. Skønt turen var udmattende og omfattede to togskift, var vi meget begejstrede og glade. Vi er dybt taknemlige over for alle tempeltjenerne, tempelpræsidenten og søstrene, der passede vore døtre, mens vi modtog vores begavelse. Det var en uforglemmelig dag! Det er svært at beskrive de følelser, som vi oplevede der, men de var vidunderlige.

Efter begavelsessessionen gik vi ind i beseglingsværelset, hvor Jelena allerede græd (det var tid for hendes lur). Jeg hørte knap nok noget af beseglingsordinancen på grund af hendes gråd, men vi var lykkelige alligevel. Det var vores livs dejligste rejse, fordi vi var i Herrens hus.

Vi fik endda mulighed for at vende tilbage til templet. I februar 2001 rejste en gruppe medlemmer fra Minsk til Freiberg. Jeg ville gerne deltage i beseglingsordinancerne for afdøde, fordi jeg kun havde hørt meget lidt, da vi selv blev beseglet. Jeg var meget taknemlig, da Igor og jeg blev bedt om at deltage der.

Vi har nu en søn, Robert, og vi går som familie i kirke i Minsk 2. Menighed (eller som det hedder i Hviderusland: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges Andet Religiøse Fællesskab i Minsk). Og skønt vi har overvundet mange vanskeligheder, har vi nu fået nogle nye. Jeg er meget taknemlig for disse prøvelser. Uanset hvad der sker med os på denne jordiske rejse, ønsker vor himmelske Fader kun det bedste for os. Ingen anden kan hjælpe os i vore vanskeligste stunder. Hvis vi afviser ham på grund af nogle vanskeligheder, svarer det til at smide sin redningsvest væk, fordi den ikke hindrede en i at falde i floden.

Byrden er nem, og åget er let, når vi er sammen med Herren. Han giver os ikke nogle prøvelser, som vi ikke kan bære.

Marina Timofeeva er medlem af Minsk 2. Menighed i Moskvas Sydmission i Rusland.