Han læger dem, hvis hjerte er knust

Jeg vil gerne forsikre om, at der findes en sikker helbredelse for hjertekvaler, skuffelser, pine, kvaler og fortvivlelse. Salmisten sagde: »Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår«.¹ Helbredelse er et guddommeligt mirakel; sår er alle menneskers lod i livet. Shakespeare har skrevet: »Den ler ad ar, som aldrig kendte sår«.² Det virker, som om ingen undgår vanskeligheder, udfordringer og skuffelser i denne verden.

I nutidens overbelastede samfund synes det, som om at de helbredende midler, som vore forældre nød godt af, ikke virker i vores tilværelse. Færre og færre er i stand til at afhjælpe stress ved at arbejde med deres hænder og ved at dyrke jorden. Stigende krav, mange forskellige holdninger, fristende salgstilbud, overvældende støj og mange indviklede personlige forhold kan berøve vores sjæl den fred, som den behøver for at fungere og overleve. Vores hastværk for at opfylde urets nådeløse krav bortriver vores indre fred. Vores appetit efter personlige ejendele virker enorm. De voksende kræfter, som ødelægger enkeltpersoner og familier, medfører stor sorg og bedrøvelse.

En af årsagerne til den åndelige sygdom i vores samfund er, at så mange ikke ved eller er ligeglade med, hvad der er rigtigt og forkert. Alt for meget retfærdiggøres med, at det er formålstjenligt, eller at der skal skaffes penge og goder. I den sidste tid er de personer og institutioner, som har været modige nok til at stå frem og fordømme hor, uærlighed, vold og andre onder, ofte blevet hængt ud som latterlige. Der er meget, der ganske enkelt er forkert, uanset om det er ulovligt eller ej. De mennesker, der bevidst fortsætter med at følge det onde i verden, kan ikke kende »Guds fred, som overgår al forstand«.³

På en eller anden måde må vi finde den helbredende indflydelse, der bringer lindring til sjælen. Hvor er denne balsam? Hvor er den kompenserende lindring, der så desperat er brug for, så vi kan overleve denne verdens pres? Den begyndende trøst kan i høj grad komme ved øget kommunikation med Guds Ånd. Den kan bringe åndelig helbredelse.

Åndelig helbredelse kan illustreres med beretningen om Warren M. Johnson, der i pionertiden var færgemand ved Lee’s Ferry i Arizona. Som ung drog Warren Johnson mod vest i sommeren 1866. Han ville være rig og søgte efter guld. Han blev meget syg, og hans rejsefæller efterlod ham under et træ i en have i Bountiful i Utah. En af døtrene i familien fandt ham og fortalte, at der lå en død mand ude i haven. Selv om han var vildfremmed, tog denne gode familie ham ind og plejede ham, til han blev rask. De underviste ham i evangeliet, og han blev døbt. Med tiden blev han færgemand ved Lee’s Ferry.

I 1891 kom Warren Johnson og hans familie ud for en forfærdelig tragedie. I løbet af kort tid mistede de fire børn på grund af difteri. Alle fire blev begravet ved siden af hinanden. I et brev til præsident Wilford Woodruff, dateret den 29. juli 1891, fortalte Warren sin historie:

»Kære broder

I maj 1891 kom en familie fra Tuba City her forbi. De kom fra Richfield i Utah, hvor de havde tilbragt vinteren med at besøge venner. I Panguitch begravede de et barn og uden at desinficere vognen eller sig selv, ja, uden at standse for at vaske det døde barns tøj kom de til vores hjem og blev her natten over. De legede med vore små børn …

Vi kendte ikke sygdommens art, men havde tro på Gud, da vi var her på en meget vanskelig mission, og vi har forsøgt efter vores bedste viden at efterleve visdomsordet og passe de andre pligter i vores religion som f.eks. at betale tiende, holde familiebøn etc. etc., så vore børn måtte blive skånet. Men ak, på fire og en halv dag led den ældste dreng kvælningsdøden i mine arme. Endnu to børn blev ramt af sygdommen, og vi fastede og bad, så meget som vi fandt det vist at gøre, da vi havde mange pligter at passe her. Vi fastede i 24 timer, og engang fastede jeg i 40 timer, men til ingen nytte, for begge mine små piger døde også. Godt en uge efter deres død blev min 15-årige datter Melinda ramt, og vi gjorde alt, hvad vi kunne for hende, men hun fulgte de andre. Tre af mine kære piger og en dreng er taget fra os, og det er endnu ikke forbi. Min ældste pige på 19 år er nu sengeliggende med sygdommen, og vi faster og beder for hende i dag … Hvad har vi gjort, siden Herren har forladt os, og hvad kan vi gøre for at opnå hans velvilje igen?

Din hengivne i evangeliet

Warren M. Johnson.«⁴

I et senere brev til sin ven Warren Foote vidnede bror Johnson om, at han havde fundet åndelig fred:

»Jeg kan imidlertid forsikre dig om, at det var mit livs hårdeste prøve, men jeg drog ud for at opnå frelse, og jeg er fast besluttet på, at jeg med min himmelske Faders hjælp vil holde fast i jernstangen, uanset hvilke vanskeligheder jeg kommer ud for. Jeg har ikke slækket på udførelsen af mine pligter, og jeg håber og tror på, at jeg har mine brødres tro og bønner, så jeg kan leve værdigt til at modtage de velsignelser, som du med myndighed lagde på mit hoved.«⁵

I den syvende trosartikel står der, at vi blandt andre åndelige gaver tror på helbredelsens gave. Jeg tror, at denne gave omfatter helbredelse af både krop og sjæl. Ånden taler fred til sjælen. Den åndelige lindring kommer ved at nedkalde åndelige gaver, som kan modtages og tilkendegives på mange måder. De findes i rigt mål, i deres fulde udstrækning, ja, i overflod i Kirken i dag. De flyder fra den korrekte og ydmyge anvendelse af vidnesbyrd. De kommer også gennem velsignelse af syge efter en salvelse med indviet olie. Kristus er den store læge, som rejser sig fra de døde »med lægedom i sine vinger«,⁶ mens Talsmanden er virkemidlet i helbredelsen.

Herren har sørget for mange muligheder, hvor igennem vi modtager denne helbredende indflydelse. Jeg er taknemlig for, at han har gengivet tempeltjenesten til jorden. Det er en betydningsfuld del af det frelsende arbejde for både levende og døde. Vore templer er et tilflugtssted, hvor vi tager hen og aflægger mange af verdens bekymringer. Vore templer er fredfyldte og rolige steder. I disse hellige bygninger »læger [Gud] dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår«.

Læsning og studium af skrifterne kan også bringe megen trøst. Præsident Marion G. Romney, (1897-1988), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har udtalt:

»Jeg er overbevist om, at hvis forældre læser i Mormons Bog bønsomt og regelmæssigt, både for sig selv og sammen med deres børn, vil ånden i denne storslåede bog gennemtrænge vore hjem og alle, som bor der. Den ærbødige ånd vil blive stærkere, og gensidig respekt og hensyn over for hinanden vil tage til. Stridighedens ånd forlader hjemmet. Forældre rådgiver deres børn med større kærlighed og visdom. Børn bliver mere åbne og modtagelige for deres råd. Retfærdigheden vokser. Tro, håb og kærlighed – Kristi rene kærlighed – vil være fremherskende i vore hjem og tilværelse, og i kølvandet på det er der fred, glæde og lykke.«⁷

Da jeg var ung, var de helbredsmæssige fordele ved at overholde visdomsordet, herunder afholdenhed fra tobak, spiritus, te og kaffe, ikke så veldokumenterede, som de er i dag. De åndelige fordele har imidlertid længe været bekræftede. Visdomsordet lover, at de, der husker at holde dette råd og vandrer i lydighed mod budene, »skal få vandrer i navlen og marv i benene«.⁸

Marv har længe været et symbol på et levende og sundt liv. Men i en tid med livreddende transplantationer af knoglemarv, får vendingen »marv i benene« en yderligere betydning som åndelig pagt. Der er flere løfter til dem, der holder visdomsordet. De, der holder denne lov, »skal finde visdom og store skatte af kundskab, ja, endog skjulte skatte.

De skal løbe og ikke blive trætte, de skal gå og ikke blive matte.

Og jeg, Herren, giver dem den forjættelse, at dødens engel skal gå forbi dem, lige som Israels børn, og ikke slå dem ihjel.«⁹

Hvis vi skal skånes, er vi virkelig nødt til at være styrket mod de mange ødelæggende midler, der findes i verden i dag.

For mange af os sker den åndelige helbredelse ikke ude i den store verden, men ved vore egne nadvermøder. Det er en stor trøst at tilbede og sammen deltage i nadveren og blive undervist i en ydmyg ånd af naboer og venner, som elsker Herren og forsøger at holde hans befalinger. Vore gode biskopper giver deltagerne mulighed for at drøfte et emne eller et princip i evangeliet. Uvægerligt taler de ved Helligåndens kraft og åbner deres hjerte, så tilhørerne kan se perlerne deri. Budskaberne præsenteres som ydmyge vidnesbyrd og venlige råd. Vi, der sidder blandt tilhørerne, forstår det, der belæres om ved sandhedens ånd og bekræfter de ledsagende vidnesbyrd.

Vore nadvermøder bør foregå i tilbedelse og være helbredende, således at de tilstedeværende genvinder deres åndelige sundhed. En del af denne helbredende proces sker, når vi tilbeder gennem sang og musik. Når vi synger vore smukke, religiøse salmer, er det næring for sjælen. Vi bliver ét hjerte og ét sind, når vi lovpriser Herren i sang. Tilbedelse gennem sang har bl.a. den virkning, at den åndeligt forener deltagerne i ærbødighed.

Åndelig helbredelse kommer også af at bære ydmyge vidnesbyrd og lytte til andres. Et vidnesbyrd båret med en angrende ånd, i taknemlighed for guddommeligt forsyn og i ønske om at følge guddommelig vejledning er et kraftigt virkemiddel til at fjerne hjertets kvaler og bekymringer.

Jeg tvivler på, at oprigtige medlemmer af denne kirke kan opnå fuldstændig åndelig helbredelse uden at være i harmoni med Kirkens grundvold, der, som apostlen Paulus sagde, er »apostlene og profeterne«.¹⁰Det er måske ikke den mest populære handling i lyset af verdens mangeårige afvisning af profeterne og deres budskaber. Alligevel er de Guds talerør på jorden og kaldet til at lede værket i vor tid. Det er også af afgørende betydning for os, at vi opretholder vore biskopper, grenspræsidenter, vore stavspræsidenter og distriktspræsidenter.

Nylige undersøgelser synes at bekræfte, at den maksimale åndelige helbredelse kommer ved at glemme sig selv. En gennemgang af beretningerne viser, at de, der klarer sig bedst i fængsel eller i fangelejr, er dem, som var interesserede i deres medfanger og var villige til at give af deres egen mad og fornødenheder til andre. Dr. Viktor Frankl udtalte: »Vi, der har levet i koncentrationslejre, kan huske de mænd, der gik gennem bygningerne og trøstede andre, og som gav deres sidste stykke brød bort. De var måske ikke mange, men de er et bevis på, at alt kan tages fra et menneske undtagen én ting: den sidste menneskelige frihed – at vælge sin indstilling i alle situationer og at vælge sin måde at leve på.«¹¹ Verdens Frelser sagde det ganske enkelt: »Den, som mister [sit liv], skal beholde det.«¹²

Af alt det, vi kan gøre for at finde lindring, er bøn måske den største trøst. Vi har fået besked på at bede til Faderen i hans Søns, Herren Jesu Kristi navn og gennem Helligåndens kraft. Blot det at bede til Gud er tilfredsstillende for sjælen, selv om Gud i sin visdom måske ikke vil give os det, som vi beder om. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) lærte os, at alle vore bønner bliver besvaret, men somme tider siger Herren nej.¹³ Profeten Joseph lærte os, at »den bedste måde til at opnå sandhed og visdom på er … at gå til Gud i bøn.«¹⁴Bøn er yderst nyttig i helbredelsesprocessen.

Sår, der påføres af andre, heles ved »helbredelsens kunst«. Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) sagde: »Men at hele sår er en kunst, der ikke alene kræver øvelse, men kærlig omsorg, som kommer af god vilje og medfølende interesse for andres lykke og velbefindende.«¹⁵

Der er håb for alle om at blive helbredt gennem omvendelse og lydighed. Profeten Esajas bekræftede, at »er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne«.¹⁶ Profeten Joseph Smith udtalte: »Der er aldrig en tid, da ånden er for gammel til at nærme sig Gud. Alle … er inden for den tilgivende barmhjertigheds … rækkevidde.«¹⁷

Efter en fuldstændig omvendelse er opskriften vidunderlig enkel. Herren har givet os den med disse ord: »Vil I nu ikke vende tilbage til mig og angre jeres synder og blive omvendt, så at jeg kan helbrede jer?«¹⁸ Ved at gøre således har vi hans løfte om, at »han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår«.

Vi finder lindring i Kristus ved Talsmandens mellemkomst, og Frelseren giver os denne invitation: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«¹⁹ Apostlen Peter siger: »Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.«²⁰ Når vi gør det, finder der en helbredelse sted, som Herren lovede gennem profeten Jeremias, da han sagde: »Jeg vender deres sorg til fryd, jeg trøster og glæder dem, der klager … For jeg giver den udmattede at drikke og den hensygnende at spise.«²¹

Og vi får at vide, at i den celestiale herlighed vil Gud »tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.«²² Til den tid vil tro og håb erstatte hjertekvaler, skuffelser, pine, kvaler og fortvivlelse, og Herren vil give os styrke, som Mormon siger, »så alle [vore] lidelser blev opslugt i glæden over Kristus«.²³