En missionærs håb

Da jeg var en knægt på omkring otte år, spirede et ønske om at tage på mission i mit lille hjerte. Da jeg var 14, begyndte jeg at gå med ældsterne ud på split. Det øgede min begejstring for arbejdet, og jeg udviklede også en kærlighed til det.

Hvem kunne have forudset, at en mørk sky snart skulle true mit ønske om at blive missionær?

Da vi mistede vore mest dyrebare jordiske ejendele, deriblandt vores lille hus i Gweru i Zimbabwe, havde vi ingen steder at tage hen. Vore få ejendele var gennemblødt af regnen, så alting rådnede op. Vi havde mistet alt, og omsorgsbyrden hvilede tungt på min enlige mors skuldre.

Vi kunne ikke gøre andet end at flytte ind på min bedstemors gård på landet. Jeg fortsatte min skolegang på den lokale skole. Livet havde ændret sig meget. Skolen lå langt væk, så jeg måtte gå mange kilometer hver dag. Det var ingen elektricitet; jeg måtte læse lektier ved stearinlysets skær. Vi måtte hente vand i en brønd i nærheden.

Midt i alle disse trængsler, forenedes min familie i bøn, men vi boede langt fra det sted, hvor kirkebygningen lå. Vi fornemmede ofte Ånden der ude på landet, når vi sang salmer og underviste hinanden i evangeliet. Vi havde ikke meget håb, men jeg fandt dog håb i de stunder, hvor Ånden så kraftigt omsluttede os.

Mit vaklende håb og mit ønske om at virke som missionær måtte overvinde mange svære tider. Mit land kom ud i politisk uro og økonomiske nedgangstider. Det blev dyrt for mig at rejse til min tantes hus i byen, hvor jeg kunne gå i kirke i skoleferierne. Midt i alle disse trængsler glemte jeg det, jeg havde håbet på – at udføre en fuldtidsmission.

Efter to års skolegang ude på landet, vendte jeg tilbage til Gweru. Jeg begyndte at gå i kirke igen, og den ånd, jeg tidligere havde følt, vendte tilbage. Min familie blev ude på landet, og de led mange trængsler derude.

På det tidspunkt indsendte jeg min missionsansøgning. De penge, som jeg brugte på læge- og tandlægeundersøgelser, kunne have været brugt på at forsørge min trængte familie. Men de hverken beklagede sig eller drog mine motiver i tvivl. Både min bedstemor og min mor vidste, at mit ønske om at tjene Herren var blevet stadigt stærkere. Jeg fik min missionærkaldelse i februar 2003. Jeg skulle tjene i Durban-missionen i Sydafrika. Forberedelserne var vanskelige, fordi jeg måtte klare det hele selv.

Tiden nærmede sig, hvor jeg skulle rejse til missionsmarken. I april rejste jeg ud på landet for at sige farvel til min familie. Da jeg nærmede mig den lille hytte, som min familie sov i, mødte jeg ikke den glæde, jeg havde ventet. Min bedstemor lå på en madras og var syg. Ingen ord kom over hendes læber. Tårerne vældede op i mine øjne, og jeg blev tung om hjertet. Bedstemor sansede slet ikke, at jeg var der.

Næste morgen stod jeg op, inden hanen galede, for at tage tilbage til byen. Jeg sagde mit sidste farvel til min tilsyneladende livløse bedstemor. Så sagde hun pludselig på shona – en lokal dialekt i Zimbabwe – med tydelig røst: »Tafadzwa, ufambe zvakanaka.« God rejse. Det var alt, hvad hun orkede at sige. Jeg vidste, at hun nok døde, mens jeg var på mission.

Den nat holdt min bedstemor op med at trække vejret. Jeg drog tilbage til begravelsen, og min afrejse til missionsmarken var fuld af sorg, kval og hjertesorg. Der var ingen af de smil, der som regel følger en missionærs afrejse.

Mens jeg tjente, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad min familie måtte gennemgå derhjemme, hvor livet, i hvert fald for en tid, var næsten ulideligt.

Men det var til gavn for min familie, mit land og alle, der lider afsavn, at jeg håbede på at holde trofast ud på min mission. Himlen er ikke blind. Alle de mange i forskellige lande, som lider, bør tænke på Herrens ord til profeten Joseph Smith: »Lad derfor jeres hjerter være trøstede; thi alle ting samvirker til gode for dem, som vandrer retskaffent og til Kirkens helliggørelse« (L&P 100:15).

Jeg kan ikke påstå, at det hele gik let på min mission, eller at alt gik godt, da jeg kom hjem igen, men jeg finder trøst i forvisningen om, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed (se Rom 8:35-39).

Jeg er taknemlig for, at jeg fik mulighed for at udføre en mission. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, og at vi gennem ham kan finde håb, hvor der ellers intet håb er.

Tafadzwa Tanjani er medlem af Mkoba 1. Menighed i Gweru Distrikt i Zimbabwe.

ET TEGN PÅ STOR TRO

»Kirkens missionering er et panorama af mere end et århundredes tjeneste og afsavn og trængsler og ofre. Jo tættere man er på det arbejde, desto bedre forstår og værdsætter man det. Da min bedstefar Heber C. Kimball rejste på mission, måtte han og Brigham Young forlade deres fattige og syge familier, og de måtte selv have hjælp til at komme op i den vogn, der skulle køre dem af sted. Da de drog af sted, satte de sig op … og vinkede tilbage til deres grædende hustruer og børn. Tusinder af mennesker kom ind i Kirken som følge af de missioner, og titusinder har indirekte nydt godt af det og glæder sig nu over evangeliets velsignelser, takket være deres ofre. For en, der ikke forstår værket, virker disse mænds hengivenhed og opofrelse dumdristig og tåbelig. Men for familierne Young og Kimball var det et tegn på stor tro. Og for de tusinder, som gennem evighederne vil lovprise de missionærers navne, var afsavnene og ofrene ikke spildt.«

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 253.