ET HØJTIDELIGT ANSVAR FOR AT ELSKE OG VISE OMSORG

»Jeg har længe ment, at lykken i ægteskabet ikke så meget er et spørgsmål om romantik, som om en oprigtig omsorg for en livsledsagers tryghed og velbefindende,« har præsident Gordon B. Hinckley sagt. »Det omfatter en villighed til at se stort på svagheder og fejltagelser.«²

»Hemmelighed ved et lykkeligt ægteskab er at tjene Gud og hinanden,« sagde præsident Ezra Taft Benson (1899-1994). »Ægteskabets mål er enhed og samhørighed, så vel som personlig udvikling. Paradoksalt nok er det sådan, at jo mere vi tjener hinanden, desto større bliver vores åndelige og følelsesmæssige vækst.«³

Enhed i ægteskabet opstår ikke automatisk eller uden indsats. Forelskelsen skal modnes og blive til en forpligtelse til at stræbe efter og værne om den åndelige harmoni i ægteskabet. »At opnå ægteskabelig enhed kræver en enorm tålmodighed og udholdenhed og en klar vision af, hvilke prioriteter vi har i tilværelsen,« forklarer ægteskabsrådgiver Victor B. Cline. »Kærligheden ægtefæller imellem er en vidunderlig gave, men vi skal lære at give den fuldt ud for i fuldt mål at kunne modtage den.«⁴

I 1831 udtalte Herren: »Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og holde dig til hende og ingen anden« (L&P 42:22). Om denne befaling har præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagt: »Ordene ingen anden udelukker enhver anden og alt andet. Ægtefællen bliver således det vigtigste i ægtemandens eller hustruens liv, og hverken selskabelighed eller arbejde eller politisk karriere eller nogen anden interesse eller person eller ting må gå forud for livsledsageren.«⁵ En mand eller hustru, som sætter børn, venner, karriere, hobby eller kirkekaldelser over det ægteskabelige forhold, er i direkte modstrid med befalingen »ingen anden«.

Satan er fast besluttet på at drive en kile af splid mellem ægtefæller. Hvis han kan overbevise den ene af ægtefællerne om, at noget andet bør gå forud for dette forhold, der spiller en central rolle i både tid og evighed, så har han vundet et slag i krigen mod familien og Guds plan. Vi skal derfor være særligt omhyggelige med at opbygge, pleje og intensivere det ægteskabelige forhold.

At være en hengiven ægtefælle og en kærlig, ansvarlig forælder er en vanskelig balancekunst. Forældre har en guddommelig formaning til »at opdrage jeres børn i lys og sandhed« (L&P 93:40). Men det ansvar kan blive så tidskrævende og følelsesmæssigt opslidende, at hvis mødre og fædre ikke passer på, kan det tynge eller endog hæmme det ægteskabelige forhold. Som en hjælp til at ægtefæller kan holde styr på deres familiemæssige prioritering har præsident David O. McKay (1873-1970) og andre kirkeledere citeret dette kloge råd fra Theodore Hesburgh, der var rektor for University of Notre Dame: »Det vigtigste en far kan gøre for sine børn er at elske deres mor.«⁶ Børn, som vokser op i den varme glød af et kærligt ægteskab, nyder en tryghedsfølelse, som ofte mangler, når andre interesser får lov til at overskygge det primære forhold. »Ægtemænd og hustruer, som elsker hinanden,« sagde præsident Benson, »opdager, at kærlighed og troskab gengældes. Denne kærlighed skaber en gavnlig atmosfære for børns følelsesmæssige vækst.«⁷

»Vore unge mennesker har brug for kærlighed og opmærksomhed, ikke eftergivenhed,« sagde præsident Benson. »De har brug for empati og forståelse, ikke ligegyldighed, fra deres mødre og fædre. De har brug for forældrenes tid. En mors omsorgsfulde undervisning og kærlighed og tillid til en teenagesøn eller -datter kan bogstaveligt redde dem fra en ugudelig verden.«⁸ »Ros jeres børn oftere end I irettesætter dem,« rådede han. »Ros dem for selv de mindste præstationer … Opmuntr jeres børn til at komme til jer … med deres problemer og spørgsmål ved dagligt at lytte til dem.«⁹

»Min bøn … er en bøn om at redde børnene,« har præsident Hinckley sagt. »Alt for mange af dem lever med smerte og frygt, ensomt og ulykkeligt. Børn har brug for solskin … De har brug for kærlighed og omsorg. De har brug for venlighed og fornyelse og ømhed. Hvert eneste hjem kan, uden hensyn til husets pris, tilvejebringe kærlige omgivelser, som vil være omgivelser, der fører til frelse.«¹⁰