Bøn: En mors gave

Billede

A woman at her bed praying.

Bøn, af Walter Rane

Jeg har aldrig bedt så meget, som da en af mine sønner blev 17 år. Han begyndte at få lidt tvivl om evangeliet, og til tider var han oprørsk og ønskede ikke at lytte. Min mand og jeg prøvede altid at insistere på, at han kom i kirke, men mange gange nægtede han. Vi havde vore familieaftener, læste i skrifterne og bad som familie, men han valgte ofte ikke at deltage. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg knælede ned for at bede vor himmelske Fader om at røre hans hjerte og hjælpe ham til at følge den rette vej.

I de næste par år havde han mange op- og nedture. Kirkeledere støttede mig, og de talte med ham, men intet syntes at hjælpe. Til sidst rejste han hjemmefra.

I al den tid ophørte jeg aldrig med at bede for ham. Nogle gange blev min mand træt af det og sagde til mig: »Lad ham være. Han har sin handlefrihed.« Men mit svar var altid det samme: »Nej, jeg vil ikke miste håbet.«

Efter nogen tid kom vores søn hjem til os. Han bad mig om tilgivelse og sagde til mig: »Mor, jeg ønsker at komme hjem.« Min mand og jeg var lidt på vagt, men efter at have talt om det, indvilgede vi. Da han kom hjem, så vi hans faste forsæt om at forandre sig. Han blev aktiv i Kirken og deltog i aktiviteter. Han blev senere kaldet som primarylærer, en oplevelse, der betød meget for ham.

En dag hængte jeg en plakat op fra Liahona, hvor der stod: »Lad ikke bekymringer eller tvivl afholde dig fra at udføre en fuldtidsmission.«¹ Den hang på hans værelse i et par måneder, hvorpå han pludselig en dag sagde til mig: »Mor, jeg vil gerne på mission sidst på året.« Det var fantastisk. Min mand og jeg græd, og selvfølgelig støttede vi ham, mens han forberedte sig på at tage til templet og til at tage på mission. Jeg blev ved med at bede hele tiden, men nu takkede jeg vor himmelske Fader for at have rørt min søns hjerte.

Efter nogen tid på mission skrev han i et af sine breve til mig: »Mor, jeg har et stort vidnesbyrd om bøn takket være dig. Jeg ved, at du bad for mig hele tiden, og nu er jeg på mission, fordi Herren rørte mit hjerte, ikke fordi jeg er særlig god. Tak, mor. Fortæl søstrene om dette princip, der forandrede mit liv.«

Min søn har nu fuldført en trofast mission og deltaget i et vidunderligt værk. Jeg er vor himmelske Fader meget taknemlig for at lytte til mine bønner i alle disse år og for at røre min søns hjerte, hvilket fik ham tilbage på den rette vej.