Templet og ægteskabets naturlige orden

Vi hører først templets lære om ægteskabet i historien om Adam og Eva – den grundliggende historie i templet. En ven spurgte mig engang: »Hvis Kristus er det centrale i evangeliet og i templet, hvorfor underviser tempelbegavelsen så ikke i beretningen om Kristi liv? Hvad er alt dette om Adam og Eva?«

Jeg er nået frem til, at Kristi liv er beretningen om at give forsoningen. Beretningen om Adam og Eva er beretningen om at modtage forsoningen trods den sommetider formidable modstand i livet på jorden.

Adam og Eva var de første mennesker, som modtog Jesu Kristi forsoning. De var også de første forældre, der oplevede den kærlighed, som et nyt barn bringer, de sjælsudvidende ofre ved at opdrage et barn og smerten ved at se børn bruge deres handlefrihed uklogt.

Lehi fortæller os den læremæssige sammenhæng for at forstå deres oplevelse – og vores. Han fortæller os, at hvis Adam og Eva ikke havde spist fra kundskabens træ, ville de »være forblevet i Edens have …

Og de ville ingen børn have fået; derfor ville de være forblevet i en tilstand af uskyld uden at have glæde, for de kendte ikke til elendighed; uden at gøre noget godt, for de kendte ikke til synd …

Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:22-23, 25).

Så helt paradokst bidrog synd, elendighed og børn til at skabe den sammenhæng til at lære, hvad glæde betyder – en proces, der blev muliggjort ved Jesu Kristi forsoning.

På grund af forsoningen kan vi lære af vore oplevelser uden at blive fordømt af dem. Og at modtage forsoningen, som Adam og Eva gjorde, er ikke blot en lære om at bortviske sorte pletter; det er den centrale lære, der tillader menneskelig udvikling. Altså lod Kristi offer dem ikke vende tilbage til Edens uskyldighed. Det ville være en historie uden handling og uden karakterudvikling. I stedet forlod de haven, holdt fast i hinanden og gik fremad – sammen – ind i den verden, hvor vi nu lever.

Templets primære beretning er helt bevidst historien om et gift par, som hjalp hinanden med at møde konstant modgang i livet. For kun ved at konfrontere den sommetider forfærdelige modstand kunne de lære at forstå sand glæde.

Lad os overveje to konsekvenser af Adam og Evas beretning for vores forståelse af ægteskabet. Den første er genoprettelsens positive syn på faldet. Vi ved, at Adam og Eva valgte klogt i haven, for kun livet på jorden kunne give de nødvendige erfaringer til at opfylde Guds plan for dem – og for os. I kontrast hertil lærer den traditionelle kristendom, at Evas valg var en tragisk fejl, som nedkaldte Guds vrede over hele menneskeheden. Nogle kristne kirker lærer stadig, at fordi kvinder er døtre af den tåbelige Eva, bør en hustru være afhængig af sin mand.

Som en kraftig modreaktion på denne tanke siger de fleste mennesker i dag, at en hustru bør være uafhængig af sin mand. Og for at være retfærdige vil de tilføje, at en mand også bør være uafhængig af sin hustru. Men når begge er uafhængige af hinanden, accepterer de kun i dags »ikkebindende forpligtelser«, og folk forlader deres ægteskab, når det ikke er sjovt længere – eller når der kommer problemer.

Hvad er korrekt: Afhængighed eller uafhængighed? Ingen af dem. Det gengivne evangelium – i modsætning til resten af kristendommen – lærer, at Eva og Adams valg i haven ikke var en fejl eller en ulykke, det var snarere en bevidst og tilmed glorværdig del af frelsesplanen. Således ser genoprettelsen Eva – og alle kvinder – som ædle personer, der er fuldstændig ligeværdige med mænd.

Eva er altså ikke afhængig af Adam, og hun er heller ikke uafhængig af ham. Eva og Adam er snarere gensidigt afhængige af hinanden. De er »jævnbyrdige partnere«, som skal »hjælpe hinanden« i alt, hvad de gør.²

Billede

Adam (Old Testament prophet) and his wife Eve kneeling at an altar constructed of stones.

Adam og Eva knæler ved alteret, af Del Parson; fotoillustration: Jerry L. Garns

For det andet fortalte Herren Adam og Eva, da de forlod haven, at de skulle bygge et alter og ofre dyr. Efter mange dage spurgte en engel Adam, hvorfor han bragte slagtofre. Han svarede: »Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.« Så sagde englen til ham: »Dette er et sindbillede på Faderens Enbårnes offer« (Moses 5:6-7).

Derved blev de dyr, Adam og Eva ofrede, symboler, der pegede dem mod Faderens fremtidige, forløsende ofring af sin Søn. Englen lærte dem så, at Kristi offer og forløsningsplanen ville give al deres modgang mening og formål – ja, faktisk for alle deres oplevelser på jorden.

Nogle af os går i dag i templet på samme måde, som Adam og Eva ofrede i begyndelsen – blot fordi vi har fået en befaling om det og uden at vide hvorfor. Enkel lydighed er bestemt bedre end slet ikke at udføre ordinancerne. Men Herren, som sendte englen, må have ønsket, at de vidste hvorfor – og jeg tror, at han ønsker, at vi ved hvorfor.

Er tempelordinancerne i dag også »et sindbillede på [den] Enbårne«? Tænk på, hvordan templets altre, ligesom Adam og Evas alter, er altre til bøn, offer og pagter. Tænk på størrelserne af ofre i alle begavelsens pagter.

Siden den tid, hvor Kristus fuldførte sit sonoffer, ofrer vi ikke længere dyr, men vi indgår pagt om at ofre. På hvilken måde? Kristus underviste nefitterne: »I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20; se også 2 Ne 2:7).

Dyreofre er et symbol på Faderens offer af Sønnen, men ofret af et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd er et symbol på Sønnens offer af sig selv. Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum skrev, at »Jesus døde, fordi hans hjerte brast.«³ Som et sindbillede tilbyder vi at ofre os selv – vores eget sønderknuste hjerte – som et personligt offer.⁴ Som ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Et ægte og personligt offer har aldrig bestået i at placere et dyr på alteret. I stedet er det en villighed til at lægge dyret i os på alteret og lade det fortære!«⁵

Mens jeg for nylig tjente som præsident for templet i St. George i Utah, skulle jeg til at besegle et ungt par. Da jeg bad dem om at gå til alteret, og brudgommen tog sin brud i hånden, forstod jeg, at de på det offeralter skulle til at lægge deres egne sønderknuste hjerter og angerfulde ånd – et uselvisk offer af sig selv til hinanden og til Gud som en efterligning af Kristi offer for dem. Og med hvilket formål? For at de gennem et helt liv med ofre for hinanden – det vil sige prøve at leve, som han gjorde – kan blive stadig mere, som han er.

Ved at leve på den måde hver dag, vil de hver især komme Gud nærmere, hvilket også vil bringe dem nærmere hinanden. Således vil efterlevelse af beseglingsordinancens pagter helliggøre ikke blot deres ægteskab, men også deres hjerte, ja, hele deres liv.

Denne forståelse af ægteskabet er meget anderledes og stærkere end det herskende syn på ægteskabet i dag. Jesus beskrev i sin lignelse om den gode hyrde en daglejer – en, der blev betalt for at passe får. Når ulven kommer, sagde han, lader daglejeren »fårene i stikken og flygter«. Hvorfor flygter daglejeren? Fordi fårene ikke er hans. I modsætning hertil sagde Jesus om sig selv: »Jeg er den gode hyrde … jeg sætter mit liv til for fårene« (se Joh 10:11-15).

Mange mennesker i dag betragter et ægteskab som et uformelt arrangement mellem to daglejere. Når en daglejer føler sig truet af en truende ulv, flygter han ganske enkelt. Hvorfor skulle en daglejer risikere komfort og behagelighed, ja, tilmed livet?

Men når vi i vores ægteskab tilbyder et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd ligesom den gode Hyrde, da lover vi at give vores liv for fårene i vores pagt, en dag, eller tilmed en time ad gangen. Denne proces inviterer os til uselvisk at påtage os både trængsler og glæder fra vores partner og børn, idet vi på vores egen begrænsede måde efterligner den måde, hvorpå Frelseren påtog sig vore trængsler.

»Tag del i hans trængsler« (L&P 30:6), sagde Herren til Peter Whitmer om hans missionærkammerat Oliver Cowdery. Esajas sagde noget tilsvarende i sin beskrivelse af Kristus og dem, han forløser: »Og han blev en frelser for dem i al deres nød … han … bar dem alle fortidens dage« (Es 63:8-9; se også L&P 133:53).

En tempeltjener, hvis hustru døde efter flere års alvorlig sygdom, fortalte mig: »Jeg troede, at jeg vidste, hvad kærlighed var – vi havde haft over 50 velsignede år sammen. Men først i mit forsøg på at pleje hende de sidste få år erfarede jeg, hvad kærlighed virkelig er.«

Denne mand fandt ved at være en del af sin hustrus trængsler dybtliggende kilder til barmhjertighed i sit hjerte, som en daglejer aldrig ville kende. Summen af sådanne opdagelser producerer den helliggørende proces, hvor vi kan blive som den gode Hyrde – ved at leve og give, som han gjorde. Det er ikke tilfældigt, at den måde at leve på puster en uerstattelig styrke ind i vores kulturs sociale interesser.

Billede

Elderly couple embracing. Shot in Ecuador.

En ven spurgte for nylig: »Hvor tæt på fuldkommenhed må vi leve for at modtage de ophøjede løfter i en tempelbesegling?« Ægtefæller kender hinanden så godt, især dem der søger evige velsignelser, at de nogle dage helt ærligt kan undre sig over, om de lever tæt nok på fuldkommenhed – eller om deres ægtefælle gør.

Jeg kan lide svaret i Moronis farvelord: »Hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I … kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32; fremhævelse tilføjet). En måde at rense os for ugudelighed er at forblive tæt på templet, for i dets ordinancer »tilkendegives guddommelighedens kraft« (L&P 84:20; fremhævelse tilføjet). Desuden betyder at elske »Gud af al [vores] kraft« at elske i det omfang, vores egen enestående, personlige kapacitet kan, ikke efter en abstrakt og uopnåelig målestok for fuldkommenhed.

Når vi fornægter os selv al ugudelighed og ærligt elsker Gud i det omfang, vi kan, kan Kristi fuldkommengørende nåde fuldende processen, der gør os hele. Et brev fra Det Første Præsidentskab fra 1902 har et forslag til, hvordan Kristi samlede offer tilsammen med vores eget samlede offer vil se ud: »Når vi har nået det fuldkomne stade i livet, vil personer ikke længere have andre ønsker i livet end at leve i harmoni med [retfærdighed], herunder det, der forenede dem som mand og hustru … De, der opnår den første eller celestiale opstandelse, må nødvendigvis være rene og hellige, og de vil også have et fuldkomment legeme … Hver eneste mand og kvinde, som når denne usigelige tilstand i livet, vil være smuk som de engle, der omgiver Guds trone … for kødets svagheder vil da være blevet overvundet og glemt; og begge [vil] være i harmoni med loven, som forenede dem.«⁶

En kvinde, jeg kender, blev gift for omkring 50 år siden i templet. Efter hun og hendes mand havde fået flere børn, førte hans turbulente liv til deres skilsmisse og hans udelukkelse af Kirken. Derefter opgav hun sit eget medlemskab af Kirken og valgte nogle tornefyldte veje. Senere døde hendes tidligere mand. Jeg mødte hende, da hendes datter tog hende med til mit kontor for at undersøge, om moderen nogensinde kunne komme tilbage til templet.

Efter en fredfuld samtale om, hvordan vi kan lære af vores erfaring uden at blive fordømt af den, drøftede vi processen med omvendelse, gendåb og gengivelse af tempelvelsignelser. Derpå fortalte jeg hende, at gengivelsesordinancen også ville gengive hendes tempelbesegling. Var hun klar til det?

Datteren talte først. »Jeg har en bipolar lidelse,« sagde hun. »Min søn har også en bipolar lidelse. Vi ved langt mere om den lidelse, end vi gjorde før, og vi får medicin, som hjælper. Når jeg ser tilbage, så tror jeg, at min far også havde det, og det har sikkert påvirket mange af vanskelighederne i vores familieliv. Jeg fordømmer ham ikke i dag.«

Moderen svarede blidt: »Hvis jeg virkelig kan komme tilbage til templet en dag, er jeg klar til, at min besegling bliver gengivet.«

Mens jeg så dem gå ned ad gangen, forstod jeg, at templet og profeten Elias’ beseglingsmagt er kilder til forligelse, som ikke blot vender børns og forældres hjerte til hinanden, men også vender ægtefællers hjerte til hinanden. Jeg fik senere at vide, at moderen var blevet gendøbt.

Jeg vidner om, at den ægteskabsorden, som Gud gav til Adam og Eva, er alt det værd, det måtte kræve – for at finde den, opbygge den og fastholde den i vores liv. Jeg vidner også om, at ægtefæller, som prøver at leve som den gode Hyrde, vil finde og vil give hinanden et liv i større overflod med virkelig glæde.